Saturday, March 20, 2010

Alfabet: Z....

Det sidste bogstav i mange andre landes alfabeter må for mig stå for Zaire. Jeg har aldrig været i Zaire selvfølgelig; for Zaire findes ikke... længere! Det er et af de afrikanske lande, man lærte navnet på i skolen og som pludselig skiftede navn - som Rhodesia, som blev til to andre Z-lande. I min mors tid lærte hun sikkert, at det hed Belgisk Congo - og tre år inden jeg flyttede til Belgien, blev Zaire blot til Congo.
Men man kan ikke bo i Belgien uden samtidig at kende til og omgås les zaïrois - eller i dag den congolesiske befolkning i landet. Det er langtfra en glorværdig historie - og ikke én Belgien som land i dag kan være stolt af; det er historien om despotisme og personlige kolonialistiske ambitioner på højeste niveau.
Stanley drog ud for at finde Dr. Livingstone; han fandt ham - men Stanley fandt også senere et land med en umådelig rigdom. England var ikke meget for at støtte ham, men den belgiske kong Léopold var lige på udkig efter et ekstra land - meget bekvemt. Stanley 'kolonialiserede' det for kongen, og Congo blev Léopolds helt private ejendom - en status han end ikke kunne håndhævde over sit lilleputland oppe nordpå. Fra 1885 til 1908 var det hans ejendom, og han trak urimelige rigdomme ud af landet, inden han endelig overdrog det til den belgiske stat i 1908.
Der er forfærdelige historier om blandt andet afskårne hænder - som retfærdiggørelse af ammunition; som mest af alt minder om ritualer fra det gamle Egypten. Og da Congo endelig blev fri af Belgien i 1960, var det ikke nødvendigvis til det bedre. Knap ti år senere kom Mobutu til magten, og han var blandt andet endnu en årsag til, at mange congolesere flygtede til det tidligere 'moderland', som de vel næppe ønskede at bebo.
Jeg delte i nogle år liv med en tidligere zairois, som var kommet hertil som spædbarn under Mobutu. Det var et liv med afrikanske undertoner af overtro og heksekunster - trolddomme nedkaldt over familien; og selvom han var opvokset i Belgien, så var han fra Kin(shasa), og det var lige så stor en del af hans kultur som den belgiske. Jeg nåede aldrig selv at besøge Kin sammen med ham - men i det daglige skal jeg ikke langt væk fra mine egne rammer for at ende midt inde i det afrikanske kvarter, som jeg elsker at gå rundt i. Det er her man finder geniale små restauranter, hvor man kan ende midt i en afrikansk familiefest og finde de frugter og grøntsager, som ikke findes andetsteds.
Til sommer er det 50-året for Congo's befrielse fra Belgien, og det fylder utroligt meget i medierne lige nu. Den belgiske konge skal efter lange diplomatiske overvejelser deltage i festlighederne - mens man sammenligner Kabila med Mobutu; og det givet vil blive med visse spændinger.
Du kan se andre eksempler på Z her!

32 comments:

fiskerfernandez said...

Det er sjovt, at du skriver om Zaire/Congo - jeg har en tidligere kollega, som er rejst derned for at installere solenergisystemer. Efterfølgende har vi set et program derfra, om bosiddende spaniere.
Det virkede som værende en stor og krævende mundfuld at bo der. I hvert fald for en 'forvænnet' europæer. Et meget anderledes sted, som bare er så langt væk på rigtigt mange planer.

Henny said...

Nå, det var der, Zaire blev af! Spøg tilside, så er der nok ikke noget af kolonihistorien, der er glorværdig. Og mange af de konflikter og problemer, disse lande har den dag i dag har sit udspring i europæisk grådighed, desværre.

Men det er lidt morsomt, at congolesere kaldes zairois på fransk.

Nille said...

Pernille,

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at besøge Congo - men det er anderledes at bo der; og der er utroligt mange spændinger stadig. Ikke så meget i Kin - men oppe nordpå. Men stadig!

Det er anderledes - når jeg skulle høre på - og forstå - at Richard's arbejde gik skidt i Belgien, fordi en tante i Kin havde kastet en forbandelse... så skal man lige synke en ekstra gang :-) Men man skal IKKE grine!

Nille said...

Henny,

Det hedder congolais på fransk; men mange af dem, der flygtede under Mobutu omtaler det stadig som Zaire mystisk nok.

Men der er intet glorværdigt ved det nogen steder. Specielt i den periode i slutningen af det 19. århundrede og efter 1. verdenskrig, hvor Afrika blev et Matador-spil for Europa for at udligne magttab på egne jorder.

Anette said...

Spændende at læse om Zaire (Congo) og nej det er ikke en glorværdig historie lyder det til. Rigtig godt Z -indlæg!! God søndag

Mia Folkmann said...

Godt valg til Z-temaet. Jeg kender ikke så meget til den del af historien om Stanley, men jeg har besøgt det afrikanske kvarter i Bruxelles flere gange. Men det var i 1970'erne, og der var vist ikke så mange spændinger, som der måske er nu?...

Nille said...

Anette,

Det er ikke flotte ting, vi som europæere altid har lavet ude i den store verden!

Jeg håber, at der bliver lidt fest i gaden i deres nabodel til sommer - det kunne være farverigt.

God søndag til Jer 3!

Nille said...

Mia,

Der er ingen problemer med at færdes der nu; der var lidt optøjer for nogle år tilbage - men nu er det helt roligt, og mange handler i de små eksotiske forretninger. Derudover er der de lækreste små restauranter - hvor du stadig kan få et helt måltid for ingen penge.

Mia said...

Jag har alltid varit dålig i geografi och afrika är svårast, men är det så konstigt när dom alltid byter namn på landen ..

Petunia said...

Jeg tror ikke nordmenn er så populære i Kongo etter det som har skjedd der nede dessverre, men hele Afrika er en spennende verdensdel. Det er synd med alle urolighetene der nede for det kunne være et fantastisk sted å besøke.

Lene said...

Ja, det er en grum historie. Såvidt jeg husker, gav det også Belgien dets adgang til kakaobønner. Og det er vi mange, der har haft stor fornøjelse af. Men sikke alt den dårligdom, der skulle ofres på grådighedens bål.

TorAa said...

Jo så men,
i disse deler av Afrika har det vært mange "uroligheter" for å si det mildt.
Sittende her i Norge er det slett i ikke lett å si til eller fra:
Annet enn at det forsatt ser svart ut

Nille said...

Mia,

Ja, der er noget at holde styr på for geografilærere - men sådan har det jo også været i 1990'erne i Østeuropa! Men de har da fået deres egne navne igen i stedet for nogle, der passede europæerne!

Nille said...

Petunia,

Ja, det er rigtigt - der var de to unge nordmænd, som ikke var så heldige dernede :-)

Men mon ikke de begrænser det til dem og ikke alle nordmænd?

Nille said...

Lene,

Det er ordentlig pris at betale for kakaobønner - selvom vi godt kan lide dem!

Der kommer en del kunstudstillinger her i år pga. 50-året; og jeg glæder mig virkelig til at se dem - både foto og kunst af congolesiske kunstnere.

Nille said...

TorAa,

Jeg synes desværre, at det er lidt for nemt bare at sige, at det er tingenes tilstand. Som europæere har vi selv været stærkt medvirkende til at fremkalde de problemer - og i visse tilfælde passer det nogle politikere glimrende, at de er der, er jeg bange for! Det fjerner fokus for andre ting, de helst ikke vil have frem i lyset

Så at sige, "at det ser sort ud" finder jeg upassende småracistisk humor må jeg konstatere.

qehenne said...

Tror nok ikke jeg ville ha reist som nordmann ned til Kongo nå.Vi blir vel ikke sett med helt blide øyne på nå. H
Flott Z. Ha en riktig god uke!

Nille said...

Qehenne,

Jeg håber virkelig, at de ikke vil dømme alle nordmænd ud fra den hændelse. Jeg rejste selv alene i Egypten knap nogle uger efter skandalen med de danske karikaturtegninger, men det var absolut ikke noget problem - selvom jeg selvfølgelig ikke reklamerede højt med min nationalitet :-)

Hav en fin uge!

Ellen said...

Tænk, er det allerede 50 år siden... jeg synes, jeg lærte i skolen, at det hed Congo, men det kan jeg da næsten ikke have gjort; allerede da jeg kom i skole, har det ikke længere været Congo...

Det er bestemt ikke fordi, jeg er tilhænger af al kolonialiseringen i sin tid, men det er saftsusemig svært at forestille sig, hvad Afrika (og andre steder) ville have været i dag, hvis vi hvide europæere havde magtet at blande os totalt udenom. Hvordan havde det set ud i dag? Hvor havde grænserne mellem landene gået? Havde der overhovedet været grænser? Der har jo altid været krige i Afrika - det har de såmænd klaret helt fint i århundreder uden andres indblanding...
Det er et svært spørgsmål, synes jeg. Og svært at indtage en neutral og objektiv holdning til.
Men det ændrer ikke på, at stort set hele Afrika er et vidunderligt kontinent :-)

Annette said...

Ja, der er jo en del europæiske lande, blandt andet også Holland, som har en fortid med en uhyrlig behandling af andre mennesker.
Dejligt z-indlæg du har skrevet.

Jeg kunne jeg heller ikke lade være med at smågrine over dit tidligere indlæg om de unge danskere, selv om det jo egentlig er dybt sørgeligt. Selv om jeg ikke har været væk fra Danmark og det danske sprog i så mange år som du, så hører jeg også af og til på gaden et dansk iblandet ord som jeg ikke tidligere er stødt ind i. Og ja, de kunne såmænd sagtens komme fra "min" del af Danmark ☺
Jeg nyder at sidde stille med min bog, når landsmænd kommer i nærheden, afhængig af hvilke mennesker det er, så giver jeg mig til kende nogle gange og andre gange ikke. Jeg forstår udmærket at du forholdt dig i tavshed i dette tilfælde.
En dejlig mandag til dig (forhåbentlig med godt vejr, selv om de har lovet regn her).

Nille said...

Ellen,

Mon ikke I har lært, at det var det tidligere Belgiske Congo?
Det var Zaire fra 1971 til 1997.

Det er en interessant idé - absolut! Som du skriver, så har der altid været krige - det var der jo også i Europa! Det er åbenbart menneskets tilstand at ville tilrane sig og tage fra andre; men jeg er sikker på, at du har ret - visse grænser ville måske have etableret sig anderledes med hensyntagen til stammer og sprog og ikke nogle europæeres lineal på et kort.

Det er et komplekst problem - og mit indtryk er, at selv blandt afrikanere er det ikke så entydigt som man kunne tro. Der er i øvrigt en (vist nok) interessant bog, der hedder Dead Aid, der omhandler vores (de rige landes) hjælp til Afrika, og hvordan det snarere har gjort tingene værre. Jeg har ventet lidt på, at den faldt i pris inden jeg køber den... men den skal læses!

Nille said...

Annette,

Solen skinner, strømperne er smidt og jeg har SLET ikke lyst til at sidde inde på kontoret kan jeg love dig!!! Det er så skønt udenfor :-)

Holland har jo et af de smukkeste ex-kolonilande, som jeg så gerne ville besøge - Suriname! Men det gør jo selvfølgelig ikke gerningerne bedre - og derfor mener jeg også, at vi idag skal bære vores del af den genoprettelse.

Ja, det var lidt sørgeligt - og det har såmænd ikke noget at gøre med om de var fra landet eller København; men københavnere er nok mere vant til den mangfoldighed.
Jeg har været væk i 10 år i denne omgang, så der er såmænd ikke den store forskel på os ;-)

Hav en dejlig dag selvom det regner - det havde vi i går!

Madame said...

Det er et meget spændende Z-indlæg, Nille - jeg kender ikke ret meget til Zaire, men netop derfor er det så berigende med denne blogverden, der udvider ens horisont.

Nille said...

Madame,

Tak :-)
Jeg vidste vel heller ikke særlig meget om det land, før jeg pludselig befandt mig i Belgien - og især da jeg kom ind i en afrikansk familie ;-) Der blev jeg jo nødt til at sætte mig lidt ind i hans kultur.

Sol said...

Hej Nille

Meget spændende at læse om Congo og Zaire.

Jeg er meget enig med dig i at utrolig meget ballade blandt andet også har en rod i europæiske landes koloni-fortid.

Her i Frankrig er kolonitiden jo på mange måder ret levende. Krigen i Algeriet har mange mange mandlige franskmænd jo for eksempel deltaget i, og jeg har hørt flere forsvare - hvad jeg vil kalde i bedste fald en lille racisme - med uhyrlige ting, de har været vidner til i Algeriet i begyndelsen af 1960'erne.

Alligevel på trods af alle mulige mediehistorier vil jeg også mene, at Frankrig er et eksempel på et gammelt koloniland, der har integreret sine forskellige elementer med succes.

Jeg siger ikke, at man ikke ville kunne høre de der kommentarer, du rapporterede om forleden - det kan man, og det her er også Front Nationals hjemland - men der er også en hel palet ved siden af med alt det andet, det positive.

På mange måder er her både højt og lavt til loftet. Jeg spekulerer på, om det også hænger sammen med, at der nødvendigvis må være højere til loftet i et stort land?

En dag skal jeg simpelthen til Bruxelles og gyse i Congo-museet.

Fik jeg fortalt dig, at en sådan sort og indtørret - afhugget - hånd optræder i Carsten Jensens "Vi, de druknede"?

Ha en dejlig forårsdag i Bruxelles,
Solveig

Nille said...

Hej Solveig,

Jeg bliver simpelthen nødt til at have den bog til maj, når jeg er i DK!!! :-)

Algeriet har spillet en stor rolle for franskmænd - og mange pied-noirs er helt sikkert stadig meget bitre over deres skæbne; som jo ikke er så mange år gammel. Den holdning har jeg også stiftet bekendtskab med!

Samtidig er der - udover i banlieue-områderne - mange steder i Frankrig, hvor integrationen fungerer totalt uden problemer. Det er i det mindste ikke chokerende i dag i Frankrig at se blandede ægteskaber fx - og igen Sarkozys mangfoldige regering.

Jeg så i morges, at FN havde fået flere stemmer i 2. runde end i 1. runde - det er stadig noget skræmmende, at der er steder han kan opnå næsten 25%; men nu går han vel snart på pension?!

Du skal se det museum - det er også et meget smukt sted med en fantastisk park - og helt sikkert også spændende for børn :-)

Solen skinner så skønt her - håber den er lige så smuk i Reims!

Hav en dejlig dag!

Sol said...

Hej igen,

Jeg har mødt flere pieds-noirs også, men ingen af de bitre.

Det er skam "rigtige" franskmænd de souche, der uden bitterhed fortæller krigshistorier, og det er ikke børnemad. Jeg ved til gengæld ikke, om det er værre end andre krigshistorier. Krig er ikke for børn, vel?

Ja, du skal læse den bog, det vil du ikke fortryde... og jeg har nu også fået besked på at læse den bog, hvor man kan se, hvilke af karaktererne, der er opfundet til lejligheden, og hvilke der bygger på research i Marstal. Den regner jeg med at kunne låne mig frem til i sommerferien.

Dagen har været SÅ smuk, og børnene har bygget en ret mystisk dims i store og små træstykker til fuglene lige til det blev mørkt.

Front National er forstemmende lige meget om det hedder Dansk Folkeparti, Vlaams Blok - eller hvad det nu er - eller den hollandske udgave. Men det allerværste er, når folk jeg har kær, lufter den slags holdninger. Jeg kan næsten ikke bære det. Der er mange ting, der er stuerene i Danmark, som ikke er det i tilsvarende miljøer i Frankrig, er min oplevelse. Jeg synes, det er hæsligt.

Mange hilsener
Solveig

Nille said...

Hej Solveig,

Jeg så valgresultater i går aftes - blandt andet fra Nord-Pas de Calais... det var lidt rystende med 44% til FN!

Men som du siger - det er det samme i Belgien med Vlams Belang; de har ændret navn for nogle år siden, da Blok lød for fascistisk sikkert :-) Men indholdet er jo det samme!

Jeg tror, at fransk historie på mange måder er anderledes end vores danske fordi mange har forfædre som reelt har kæmpet i krige som 2. VK eller Algeriet.

Min ex's morfar havde været i arbejdslejr i Tyskland, og man skulle ikke snakke om tyskere til ham. Det er måske forståeligt - det er en anden måde at opleve krigen på end under det besatte Danmark.

Skønt, at I også har forår og sol... det er dejligt at komme ud om aftenen til sådant et vejr efter en kontordag :-)

Jeg kan se, at du har det som jeg - der er lange lister af ting, der skal eksporteres! Min tur bliver til maj - men sikkert også en sen sommerferie i august en uge eller to...

Hav en dejlig dag!

jensdrejer said...

Spændende at læse, men også tragisk.

Nille said...

Jens,

Jeg er faktisk ret spændt på at høre den belgiske konges tale til den 'festdag'! Desværre tror jeg, at jeg sidder i Egypten - men det bliver ikke et nemt øjeblik for ham at skulle omtale!

jensdrejer said...

Arhhh.... den situation havde jeg ikke tænkt på. Jep, du har ret. Gad vide hvad man siger i den situation. Puha - godt at det ikke er mig!

Nille said...

Jens,

Kongen er 75 år (tror jeg nok) så han var jo en voksen mand, da det skete. Han kan jo ikke dække det ind under historiens slør!

Jeg har set, at den afrikanske befolkning har lavet et album, der hedder Albert au Congo - parodi på Tintin au Congo med, hvad de mener han skal sige :-)

Det bliver næppe det!