Rundt om søen – Schweiz II

Fredag morgen drog F1 på arbejde – nogen skal jo holde samfundet i gang. F2 og jeg skulle på tøsetur, men samtidig være hjemme og sørge for middagen – det var vel fair nok! Sidst på formiddagen drog vi afsted langs sydsiden af Lac Léman – Genève er den røde plet, og drengene bor ca. ved bilen lige nedenfor. Turen langs sydsiden går gennem små franske landsbyer – men også Evian; der var dog ikke tid til stop – for vi anede med tiden, at vores mål var noget længere væk i tid end i afstand. Det er små veje, og efter mere end to timer spejdede vi længselsfuldt efter slottet i vandet!

Det var der heldigvis – og endeligt! Så opdagede vi, at vores beholdning af schweizerfrancs var meget lille; vi skrabede lige nok sammen til to sandwich og noget vand indtaget på kanten af søen. Vi skulle jo samle kræfter til den helt store slotstur!

Château de Chillon ligger med bjergene beskyttende og uindtagelige bag sig, og med udsigt over søen – den eneste mulige måde at angribe det på. Det er efter sigende Schweiz’ mest besøgte historiske monument – normalt besøger man vel bjergene.

Det er et kæmpe kompleks med en rute i besøgsguiden med 46 stoppesteder; vi nåede hele vejen igennem!

Slottet kan dateres tilbage til det 12. århundrede – og kalkmalerierne i det ene kapel stammer fra den periode. Det blev nemlig ikke udelukkende brugt som forsvarsfæstning, men også som bolig for fyrstehuset Savoy, når de drog på dannelsesrejse rundt i deres fyrstedømme. En af slottets berømte fanger – François Bonivard – er hovedpersonen i Lord Byrons digt Fangen i Chillon.

Men i 1536 var Calvin i gang med at reformere store dele af Nordeuropa, og Schweiz var midtpunktet i en religionsstrid. Bern og Genève rotter sig sammen, og indtager slottet, som efterfølgende er besat af les Bernois frem til 1733.

De havde så knapt så meget flair for interior design som de elegante italienere; og skyndte sig at forandre smukke sale til køkkener eller installere en mølle i den ene gigantiske riddersal – måske smart af pladshensyn, men næppe dekorativt! De fik også tagget slottet med det schweiziske flag og kantonen Berns våbenskjold kendetegnet af bjørnen. De satte sig så grundige spor, at det stadig er tydeligt, hvor de huserede.

Det er dog stadig et smukt og fantastisk vedligeholdt middelalderslot, hvor hovedparten af interiøret er fra den italienske tid – som denne kamin i fyrstens soveværelse fra 1624.

I modsætning til mange slotte man besøger i dag kunne man virkelig besøge alle rum, havde jeg fornemmelsen af. Endda toiletterne – jeg undrer mig altid over, hvor de gemte dem henne. Her kunne de åbenbart godt lide at sidde sammen på træbænken med to huller i, som gik direkte ud over søen! Interessant i den schweiziske vinter!

Vi kravlede op af trapper, som krævede en anelse koncentration – jeg er ikke god til de smalle trapper…

Helt op under tagene for at komme op i toppen af det højeste tårn…

… hvor vi kunne føle os som soldater på vagt! Men lidt trætte soldater!

Hjemturen skulle foregå via søens nordside – af en eller grund havde vi bildt os selv ind, at det ville gå hurtigere og at vi ville snuppe motorvejen et lille stykke.

Men for at samle kræfter, stoppede vi hurtigt i Montreux for at drikke kaffe og nyde solen ved søen. Jazzfestival var der intet af – til gengæld er et af byens berømte monumenter en statue af Freddy Mercury! Han boede i byen, og en af gruppens sange handler om området dér med søen og bjergene. Det var helt nyt for mig – men ganske pudsigt at forestille sig ham i denne Heidi-idyl.

Motorvejen viste sig at være en dårlig idé med alenlange køer, så vi smuttede af, og kørte langs de smukkeste vinmarker med tilhørende slotte. Der er meget utrolig god vin i Schweiz, som desværre er alt for svær at få fat på her i landet.

Vi fik smagt lidt om aftenen, da vi endelig vendte hjem efter fem timer i bilen… faktisk så sent, at vi måtte ringe til F1 og sende ham i køkkenet. Han mente vist, at vi muligvis havde leget lidt for meget turister ret bevidst… så næste dag var køkkentjansen helt afgjort vores!