Der er desværre ikke sket den store udvikling i min krig mod elementernes rasen, og ikke mindst i kampen om at forbedre den elektriske situation.
Lørdagens store udflugt blev aflyst efter den udmattende torsdag og fredag, hvor alting gik ned. Men jeg trængte til lidt luftforandring for ikke at sidde herhjemme og blive vanvittig over det. Så det blev til en dejlig lørdag hos veninden med sol i haven, og et uventet militært indslag lige ude på gaden. Som mange andre steder i Belgien, har også hendes lille by været scene for Napoleons kampe – og det fejres årligt med en procession i franske uniformer.
Sådan en general kunne jeg godt bruge til at styre mine slag herhjemme! Der har været endnu en elektriker – endnu mere hovedrysten; og det er helt sikkert, at det bliver et mareridt at få udskiftet kablerne i så store højder.
Det er også sikkert, at jeg er det svage led i kæden i ejendommen hver gang uvejret kommer – og det har vi faktisk haft meget af i denne uge. Min lejlighed er ganske enkelt blevet lynende tiltrækkende – og flere gange er jeg kommet hjem til en sort lejlighed. Så må jeg i kælderen og reetablere de få ampere, der holder mig primitivt kørende.
Jeg kan overleve; jeg har varmt vand, og jeg har el til telefon, PC og køleskab. Jeg har heldigvis gaskomfur og kan lave lidt mad på det ved hjælp af gode gammeldags tændstikker – men der mangler lys i de fleste rum, og jeg har genopdaget charmen (?) ved møntvaskerier… de er tydeligvis ikke blevet mere moderne end de var for 20 år siden!
Ikke engang støvsugeren kan klare den nedsatte elforsyning… strygejernet forsøger jeg at holde mig fra, eller jeg afkobler alt andet, inden jeg tænder for det. Det er en lektion i organisation!
Min udlejer leger til gengæld skyttegravskrig; han er forbløffende svær at få fat på, mens han sidder derhjemme og ærgrer sig over udgifterne. Jeg er som regel et meget tålmodigt menneske – men jeg har intet hørt, siden den sidste håndværker skulle give ham en rapport onsdag morgen. Nu er det vist snart tid til at rykke ham… for uanset, hvad han tror, så skal det laves.
Jeg har måttet trøstespise mig igennem den chokolade, drengene gav mig i Schweiz – forsyninger til den schweiziske hær. Men nu er de jo ikke just kendt for deres kampgerninger; det er nok ikke der, jeg skal regne med at få superkræfter fra!
Det går jo pudsigt nok nu her på anden uge; men det stressende er tanken om, at det kan tage mange mange uger endnu… jeg tør slet ikke skrive ordet måneder… men det er med i overvejelserne! Og uanset hvad, så tærer det altså lidt på smilebåndet…

12 comments:
Åh ja - hvor er det træls. Det kan gå an i en kortere periode, men dine udsigter lyder ikke særlig tiltrækkende.
Din udlejer er lige en tv-udsendelse om dårlige udlejere...
Jeg håber det bedste for dig - men jeg synes du tager det i stiv arm. Der er selvfølglig heller ikke så meget andet at gøre, men alligevel... :-)
Ellen,
Det tager lidt af energien - og al den tid man skal bruge på at vente på håndværkere (tre på en uge), rykke udlejer etc.
Men det kan ikke nytte noget at græde over det jo - nu skal det bare laves. Men det bliver et helvede!
Jeg giver Ellen fuldstændig ret, du tager det fantastisk flot at du er bombet årevis tilbage hvad elektricitet angår. Jeg tror bestemt ikke, at jeg kunne have taget det på samme pæne måde.
Men det siges, at man skal vælge sine kampe med omhu og i forbindelse med lige præcis denne kamp, der kan jer forstå ud fra hvad du skriver, at du er nødt til at væbne dig med tålmodighed.
Godt, at der i hvert fald er lidt chokolade i huset, det hjælper da altid lidt.
Uagtet den lidt besværlige levemåde du har lige nu, så håber jeg at du får en god weekend. Der er ikke meget håb om sol heroppe, de lover regn, regn og atter regn. Planen er, at der skal sejles oppe nordpå i morgen sammen med gode venner, regntøjet bør vist med i tasken ☺.
Annette,
Vi havde voldsom lyn og torden i morges igen - og så ryger alting med det samme. Det er til at blive vanvittig af - men det nytter jo ikke noget. De kan ikke trylle, og det er åbenbart en temmelig besværlig affære, da der er så højt og de skal finde den rigtige nedgang. Jeg tror, at tegningerne til lejligheden er forsvundet forlængst!
Vi får vist også en våd weekend - jeg holder standby og passer på mine ampere :-)
Jeg håber, at I trods alt får en dejlig sejltur og en god weekend!
Der er dem, der synes, at primitive hytter uden både strøm og indlagt vand er så romantiske. Det har jeg aldrig forstået, selv om det vel er til at leve med, når det kun drejer sig om et i forvejen fastsat tidsrum (som jeg ikke ville kalde ferie). Det, du er udsat for, er næsten ubærligt. Gad vidst, hvordan de omtalte romantikere ville tage det. Jeg tror, de ville være kureret for livstid!
Der er jo ikke andet at gøre end at tage det i stiv arm, som Ellen siger - og så forkæle sig selv så meget som muligt!
God weekend!
Rasmine,
Ja, og pudsigt nok kan jeg jo sagtens leve med det i Senegal - selvom det dog er sporadisk og enten/eller... ikke sådan noget 'en lille smule og så alligevel ikke helt', som nu!
Og det kalder jeg ferie! Men der er også færre krav til rengøring, mine nystrøgede skjorter til arbejde osv. Alting er lidt lettere i 30 graders varme og på ferie... for det er det altså stadig for mig :-)
Jeg er allerede kureret for meget i den retning.
Jeg forsøger virkelig at fokusere på, at der er værre ting i verden... og at man levede fint inden opvaske- og vaskemaskine fandtes. Men alt tager mere tid - og er lige en anelse irriterende. Også fordi jeg jo nu har ting i fryser og køleskab igen, men principielt kan det ryge hvert sekund pga. den ustabile forsyning - og jeg gider ikke smide mere mad ud.
Hvis man ved, hvor lang tid, det varer er det OK! Det er uvisheden, der er det værste.
Men det er en rigtig god grund til at hente mange sushi how min take-away... ingen madlavning og kun et par pinde til opvask!!! Og forkælelse :-)
Uha, sikke en redelighed, Nille, tænk at det stadig ikke er bragt i orden! Hvis det kan trøste dig en lille smule, så bruger vi altid møntvaskeri - af egen fri vilje :-)
Får du ikke lyst til at lede efter en ny lejlighed? Hvis det her skal stå på i månedsvis, er det jo næsten ikke til at bære ...
Madame,
Ja, det er lidt en redelighed :-)
Men jeg tager en bog med på møntvaskeri, og bruger tiden fornuftigt!
Jeg er meget glad for min lejlighed - og jeg vil jo helst bo i noget gammelt; så hører den slags oplevelser nok med... og det går jo i orden. At lede efter en ny vil nok tage længere tid... han skal jo reparere det. Men han vægrer sig, kan jeg mærke :-)
Hav en dejlig weekend!
Jeg synes det lyder skrækkeligt - både med håndværkere, udlejer og manglende strøm. Jeg er glad for at du har lidt strøm... så skal du nok overleve.
Alligevel kan jeg sørme godt forstå, hvis du bliver lidt skør i hovedet, hvis det bliver et længerevarende problem!
På en eller anden måde så kan jeg også godt forstå at udlejer kvier sig, for det bliver vist rimelig dyrt. På den anden side så er der jo bare ikke nogen vej uden om. Det er fuldstændig urimeligt at man skal leve på den måde og derfor er han jo nødt til at få det lavet hurtigst muligt....
Jens,
Du har overlevet mange flere måneder med arbejdet i din lejlighed - så du skal ikke have ondt af mig :-)
Men han kvier sig godt nok... han faktisk ignorerer mig lige nu; det giver vi så 1-2 dage... for det skal jo ordnes!
Sikke en prøvelse!
Håber du har næsen oven vande og humøret i behold.
Men det må være drønirriterende
Betty,
Det sætter bestemt min tålmodighed på prøve - men det kan jo ikke nytte at hidse sig op.
Men irriterende er det - meget!
Post a Comment