Der er lidt stille her - det skyldes for det første en del arbejde; men der har også været en del administration og mange tanker i den forbindelse, som jeg skulle have styr på.
Den snu læser har uden tvivl opsnappet, at mine besøg i Senegal ikke udelukkende skyldes en pludseligt opstået passion for baobabtræer eller kakerlakker; der er en stor passion for landet, som ikke vil forlade mig lige med det samme. Men der var også en anden passion - som dog ikke var pludseligt opstået.
Et møde i oktober sidste år, som udviklede sig til udvekslinger om løst og fast i mere end fire måneder, indtil jeg pludselig stod i Senegal igen. Det var ikke årsagen til min beslutning om at tage en måneds pause i marts - men det blev årsagen til, at jeg måtte tilbage i juni.
Da jeg rejste hjem i juni, måtte jeg erkende, at der var to muligheder - da muligheden for permanent at flytte til Senegal jo desværre ikke foreligger. Enten at tage hjem og glemme - både landet og manden. Eller i første omgang at se, hvordan manden ville have det i et andet land. Ikke blot et land - men en kultur, et klima, en stemning, som ikke altid er venligt stemt over for udlændinge (og slet ikke af anden hudfarve!).
Vi ved, at vi principielt bare kan pakke vores habengut og flytte til et andet europæisk land - og i stor udstrækning også udenfor EU*. Jeg har selv rykket teltpælene op to gange frem og tilbage fra Frankrig, men også midlertidigt til Sverige for til sidst at ende i Belgien. Det er en menneskeret for os som verdensborgere. En menneskeret, som andre langt fra nyder godt af - og måske derfor ender på en båd i en mørk afrikansk nat med kurs mod Lampedusa.
Jeg ved nu, at muren til Europa er tykkere, højere og mere uoverskuelig end jeg havde forestillet mig. Der skal invitationer til fra den modtagende part. Invitationer ledsaget af beviser for lønninger; af monetære fastlåste garantier for, at man kan stå inde for, at vedkommende hverken stjæler en pakke tyggegummi eller tillader sig at blive syg eller kørt over på gaden og skal have medicinsk hjælp. For slet ikke at tale om kontroller og forhør - blot for en måneds 'ferie' i EU!
Det er meget. Det er voldsomt. Det er beregnet på at fratage dig ethvert initiativ og gøre noget menneskeligt til noget uværdigt, forbudt og nærmest kriminelt. Da jeg ikke engang er belgisk statsborger - blot EU-borger - er det endnu sværere. Så svært, at jeg gav op.
Nu er alternativerne meget få. Det tager lidt tid at fordøje.
* Ironisk nok er det næsten lige så svært som europæer at flytte til Senegal. De beskytter deres få arbejdspladser godt - og det kan man måske bedre forstå!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
18 comments:
Tungt. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne hjælpe, men der skal mere end en stige til at forcere denne mur.
Eric,
Tak! Jeg ville også ønske, at tingene var mindre tunge lige nu... det er de bare ikke.
Vi har rejst en mur for at beskytte vores velfærd, og den er meget effektiv!
Åh Nille, det gør mig virkelig ondt, at det skal være sådan! Og at flytte til et andet land sammen er vel heller ikke så enkelt. Det minder mig om min fætter Frank, der har boet en del år i Sydafrika og nu ikke må bosætte sig i Danmark igen. Han har valgt at flytte til London.
Ha' en dejlig weekend, selv om du må have tunge tanker ...
Madame,
Danmark med sine regler er ikke nemmere end Belgien - det er nok EU vs. resten af verden. Det er en tung tanke. Jeg skal stadig bearbejde det lidt - for der er mange følelser involveret. Hvor ville jeg gerne, at verden ikke spændte ben for os.
Hav en dejlig weekend også!
Puha. Den må være svær at sluge. Men måske kan nogle af de få alternativer vise sig gunstige?? Håber og krydser fingre for jer. Kh Louise
Louise,
Jeg sluger og tænker og føler. For vi har jo intet gjort.
Men det er en kamp, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Muren er høj!
Jo... man havde nok en fornemmelse af, at der var lidt mere end selve landet, der trak :-)
Jeg har ingen gode råd; ingen erfaring, intet som helst, du kan bruge til noget.
Det eneste jeg har, er alle mine gode ønsker for, at det må lykkes jer at finde ud af det sammen.
TV2 siger jo, at 'Kærligheden overvinder alt' - det håber jeg, at den gør for jer.
Ellen,
Det er virkeligt skruet sammen, så vi bliver hos os - og de bliver hos dem! Der er løsninger, men de er måske så drastiske, at jeg ikke synes, at det er det rigtige på dette stadie. Nu må jeg så se, hvad den næste rejse bringer - men det handler jo om, at begge parter skal se den andens verden.
Tak!
Åh Nille, ikke lige den opdatering, jeg havde håbet på. Havde nok også håbet, at det kun er Danmark, der er så besværlig på det punkt. Synes det er så grotesk, at jo mindre verden bliver, jo mere lukket bliver den også.
Grønlandsposten,
Det er desværre ikke kun Danmark, og slet ikke når det handler om afrikanere skulle man tro.
Der er den ultimative løsning at gifte sig - men det synes jeg jo er noget drastisk nu; samtidig afholder det absolut ikke én fra uværdige kontroller både før og efter.
Det er også et spørgsmål om den menneskelige værdighed, der nedbrydes - når jeg ser en afrikansk gadefejer i Bruxelles, tænker jeg, at han måske har en uddannelse derhjemme - og hellere ville være i solen.
Det er næsten umulige vilkår - og beslutningen om, hvem der skal rejse er ikke afbalanceret. Begge parter ville skulle give meget store afkald, men rejser man nordpå skal man samtidig betale med værdighed og selvrespekt.
Kære Nille
Jeg ville ønske, jeg var diktator, for så ville jeg bestemme, at I kunne bo i mit land begge to uden at miste værdighed eller selvrespekt. Men jeg ejer desværre ikke lige et land...(og jeg er heller ikke sikker på, jeg egner mig som diktator).
Jeg synes, det er uendeligt trist at systemet er så stift og svært og bureaukratisk, at det kan være svært overhovedet at få muligheden for at finde ud af, om man vil kunne fungere sammen i en hverdag hvor den ene (eller begge) er immigranter. For som du selv nævner, er det jo også noget af et skridt at gifte sig.
Jeg krydser alt hvad jeg har for at I finder en løsning, I begge kan trives med - så jeres kærlighed kan få lov at gro.
KRAM
PS: Ellers må I begge rykke teltpælene op og tage ud at sejle sammen nogle år - så er I fri for uoverstigelige europæiske mure og samtidig finder I helt sikkert ud af, om det skal være jer to ;-)
Kære Lotte,
Ja, diktatorer mangler jo ellers ikke på det kontinent - men vores regler er lige så stramme. Det opdagede jeg.
Det er et stort skridt uanset, hvilken vej rejsen går - derfor var en prøvetid nødvendig; men selv den kan man sætte en stopper for i bureaukratier og fremmedangsten. Det er skræmmende.
At sejle er uden tvivl den ultimative måde at teste på - lige nu "nøjes" jeg med 5.000 km og frustrationerne...
Jeg egner mig heller ikke som diktator; og et kompromis er meget svært nu!
Nåeee Nille, jeg tænkte nok, at Amor havde været på spil.
Men det er ikke lutter glæde kan jeg forstå.
Hvor er det tåbeligt, det skal være så besværligt.
Jeg håber det bedste for dig.
Betty,
Det er desværre temmelig besværligt; du ved sikkert fra dit arbejde med udlændinge, hvor svært det er at lande i et nyt land - men også hvor svært det bare er at komme indenfor.
Det er lidt skræmmende, at vi er blevet så bange for fremmede. Tak!
Min ældste søns samlever er fra Brazil, så vi har på sidelinien oplevet en del af de samme problemer.
Jeg ved ikke, om modellen kan anvendes i Jeres tilfælde; men vi var så heldige, at vores svigerdatter kom ind på et studie på et dansk universitet, og derved fik midlertidig opholdstilladelse. Det er et 3-års studie, og når hun er færdig, er det så bare med at få job indenfor det halve år, så skulle det være uden problemer at blive i landet.
Rigtig meget held og lykke med forehavenet.
Farmer,
Det er lidt sørgeligt, at det skal være så problematisk. Reglerne i Belgien er så igen anderledes end i Danmark - og desværre går den med uddannelsen ikke her. Det er stadig i bund og grund noget med at stille økonomiske garantier - og jeg hæfter for alt.
Dejligt, at det er lykkedes for din søn og svigerdatter :-)
Ja, det er overmåde dejligt. De mødtes i Dublin, hvor min søn arbejdede dengang og min svigerdatter havde et årsstipendiat på universitet dér.
Med hensyn til økonomisk garanti, er det de samme forhold i DK. Min søn skulle dokumentere, at han havde -jeg tror det var 30.000,- DKK- kontant på en bankkonto.
Problemet er vel det, at nogen udnytter systemet og så står det sociale system i det pågældende land tilbage med forsørgerbyrden.
Og for kvindernes vedkommende er der desværre uhyggelige eksempler på skrubbelløse personers menneskeimport alene med prostitution for øje.
Farmer,
Der er desværre eksempler på, at systemerne udnyttes - og jeg kan godt se, at staten (både i Danmark og i Belgien og andre steder) må træffe visse forholdsregler.
Jeg kendte ikke til reglerne i DK - andet end 24-års-reglen.
I Belgien er det en bestemt sum per måned per person, og så hæfter man yderligere i to år - selvom man ikke længere er samboende. Hvis vedkommende fx kom på ferie, men ikke mødte op til returflyet, når visaet udløb, så er man ansvarlig.
Men selvfølgelig skal der jo være et minimum af kontrol i det. Heldigvis lykkes det da også for mange med reelle hensigter.
Post a Comment