Tuesday, September 13, 2011

Post-It-krigene

Liège - Post-It War

August måned er hernede sydpå notorisk kendt for, at man ingenting laver – hvis man hører til blandt dem, der har holdt ferien i juli! Mystisk synes jeg aldrig, at det gælder for mig – men nogle har altså mere tid til at kede sig på arbejde.

Et af sommerens helt store fænomener er Post-It-krigene, som er blevet heftigt dækket i aviser og radio, på Youtube og selvfølgelig først og fremmest i gadebilledet, hvor de foregår.

Liège - Post-It War

Jeg ved ikke, om noget lignende har fundet sted i Danmark; men i Bruxelles og Paris er det en dille. I Liège i lørdags havde jeg endelig kamera og fandt nogle i en passende højde. Hele fænomenet foregår nemlig primært mellem de kæmpe glastårne af kontorbygninger som i La Défense i Paris – og som vi har et lignende stort område af i Bruxelles.

Idéen er ganske enkelt at benytte Post-It (helst i flere farver for de kreative) til at lave figurer i vinduerne. Det er som oftest PacMan eller kendte figurer fra tegneserier eller videospil – og jeg har i medierne set nogle rene kunstværker.

Liège - Post-It War

Når den ene bygning har påklistret sine vinduer, er det op til naboen på den anden side af gaden at svare igen – og selvfølgelig helst med noget flottere eller mere opfindsomt.

Men man skal også passe på; medarbejderne i Finansministeriet i Bruxelles fik besked på, at de måtte gøre det på vinduer inde i bygningen – men ikke ud mod gaden. Det gav et dårligt image! På den anden side har vi ingen regering (stadig!!!), så jeg ved ikke, hvilket image, der er værre?

Men sjove er de – hvis man søger Post-It wars i billeder på Google, er der nogle virkelig fine nogle. Meget finere end dem, jeg så… jeg holder øjnene åbne!

8 comments:

jensdrejer said...

Jeg synes det er genialt og jeg er rimelig imponeret over folks kreativitet. På den anden side har du selvfølgelig ret i, at det er helt rimeligt at stille spørgsmål til deres effektivitet og arbejdsindsats, når de har tid til den slags. Havde man været rationaliseringsekspert, så havde man jo nok ment, det var et tegn på at visse medarbejdere godt kunne undværes, hahaha......

Nille said...

Jens,

De er rigtigt sjove - disse var vist lidt gamle og falmede i farverne desværre. Men jeg kan da forestille mig den sjov, de har haft med at lave dem! Der er rene kunstværker nogle steder - men den var nok heller ikke gået på min arbejdsplads :-)

Madame said...

Sikke en herlig idé med Post-It-billederne, Nille :-) Det har jeg aldrig læst eller hørt om før. Og man kan jo sige, at alt, hvad der samler og giver en følelse af fællesskab på en arbejdsplads, er af det gode, bare folk husker at passe deres job.

Nille said...

Madame,

Helt enig - så længe arbejdet bliver lavet! Og de kan jo næppe skjule det, som hvis man spiller syvkabale på computeren - det er jo temmelig synligt :-)

Det er en sjov idé, og der er nogle meget opfindsomme og kreative mennesker iblandt.

Grønlandsposten said...

Ha ha, det er sjovt! Tror nu ikke den ville gå på min arbejdsplads, min chef har altid liiiige et par opgaver, der kan løses, hvis ens skrivebord er tomt!

Nille said...

Grønlandsposten,

Ja, det er meget underholdende - selvom mange arbejdspladser nok ikke ville tillade den slags! Men lidt sommersjov må man vel have...

Ellen said...

Det er da sjovt, men går nok ikke på alle arbejdspladser - på den anden side: hvis det kun er i ferieperioden, hvor der ikke er så meget at lave, er det vel i orden :-)
I øvrigt kan man ikke skjule, hyis man lægger kabale eller spiller andre spil på sin pc... man kan altid høre det på museklikkene :-D

Nille said...

Ellen,

Hahaha - jeg må lægge mærke til museklikkene :-)

Jeg synes, at det er meget sjovt og OK i en mindre travl periode - nogle pynter jo også op til jul på kontorer. Men jeg har hverken vinduesplads eller mere end en farve Post-Its :-)