Friday, October 21, 2011

Belgiske sygehushistorier...

Noget siger mig, at jeg får mange gode historier ud af mit begyndende bekendtskab med det belgiske sygehusvæsen! Mit kendskab indtil videre har mest været fokuseret på skadestueafdelingerne, hvor jeg til gengæld også har noget nær en doktorgrad i fordele og ulemper ved de forskellige i byen!

Men at blive opereret og indlagt er jo selvfølgelig en helt anden historie. Man skal jo - som tidligere nævnt - selv sørge for at få foretaget alle forundersøgelser inden, og selv medbringe resultaterne... de kan nemlig ikke finde ud af at sende dem til hospitalet.

Man skal også selv sørge for at bestille værelset til den store dag; og da jeg arbejder hjemme i dag var det en god ting at få på plads. Kirurgen havde givet mig en formular med telefonnummer (lidt hjælp får man skam!!!) og havde streget halvdelen af siden over. Der var samtidig sat et kryds ud for "Enkeltværelse - 0-200%". Lige nedenunder var der "Dobbeltværelse - 0-100%". Interessant!

Jeg ringede så, og fik heldigvis en fornuftig dame i røret, som gad at forklare mig fidusen - og den er nemlig interessant. Hvis man tager et enkeltværelse, fordi man ikke vil dele sin intimitet efter opvågningen af narkosen med andre, så skal man betale 75 EUR mere for selve værelsesprisen. Hvad basisprisen er glemte jeg helt at spørge om. De 200% betyder så, at lægen kan fakturere sin operation til dobbelt pris - men kun til enkelt pris, hvis man tager et dobbeltværelse... deraf de 100 og 200 procent!

Men lægen skal jo ikke operere på værelset! Han ser det faktisk slet ikke, fordi man jo bliver kørt ned på operationsgangen indimellem, at man nyder sit overbetalte værelse - som jo er uden forplejning, fordi man er fastende! Oven i købet! Med mindre der vanker kaviar og champagne ved opvågningen!

Hele fidusen er, at hvis man har en fornuftig arbejdsplads med en fornuftig ekstra forsikring, så betaler forsikringen (og dermed firmaet) de 75 EUR og den dobbelte fakturering! Det lyder for mig som noget gedigent fusk. Jeg får selvfølgelig lidt mere fred til at vågne - men lægen får en masse ekstra penge for ingenting, som er finansieret af forsikringspræmier???

Jeg aner jo ikke, hvad mit firma dækker... så ind at finde min kontrakt, ringe til forsikringsselskabet - og heldige jeg er dækket! Men jeg synes stadig konceptet er dybt forargeligt - og viser den enorme sociale forskel, der er på folk hernede. Det bliver lidt som lyserød stue på Rigshospitalet - eller hvad de kalder den...

Så ringe tilbage og bekræfte, at jeg tilhører den "privilegerede" gruppe af mennesker. Jeg er sikker på, at selve regningen bagefter bliver 'underholdende' læsning!

12 comments:

Madame said...

Du godeste, det er jo det rene vanvid, Nille! Tænk hvis man var så syg, at man slet ikke kunne sætte sig ind i alt det, der kræves, og ikke kunne ringe rundt ... jeg bliver mere og mere glad for det danske sundhedsvæsen, selv om det langt fra er så godt, som det kunne være.
Ha' en dejlig weekend!

Nille said...

Madame,

Det er vanvittigt og grænsende til det korrupte synes jeg! Man kan betale sig til meget tilsyneladende... men hvorfor skal lægen trække flere penge ud af det... det fatter jeg ganske enkelt ikke. Men jeg forstår, hvorfor han foreslog et enkeltværelse, den fidusmager!!!

Man skal nok lige tænke sig om en ekstra gang inden man bliver kørt over!

Hav en dejlig weekend :-)

Annette said...

Jeg tilslutter mig fuldt ud! Det er intet mindre end tåbeligt!

Min danske veninde, der har boet i Turnhout i en årrække, før hun samlede familien og flyttede til Danmark, kommer på søndag. Jeg må se, om ikke jeg kan huske at spørge hende, hvor besværligt det var, da hun fødte på hospitalet i Turnhout.

Men selv om det ikke helt kan sammenlignes, så er der måske ikke noget at sige til, at situationen omkring regeringsdannelsen var så kompliceret, når man hos dig læser, hvor vanvittig besværligt en operation på hospitalet er. Det er jo lige til at blive syg af, hvis man ikke er det i forvejen.

I hvert fald, så ønskes du en velsignet weekend, jeg hører vi får sol, lad den skinne på dig ☺.

Nille said...

Annette,

"Ammestuehistorierne" er sikkert lige så horrible :-) Jeg snakkede med en kollega om det - og hun havde også haft glæde af enkeltværelses-systemet på firmaets regning ved sin sidste nedkomst; men også af den dobbelte regning. Meget mystisk system - og jeg kan slet ikke gennemskue den finansielle retfærdiggørelse af det!

Man skal virkelig være ved godt helbred for at kunne klare alt det administrative inden en operation :-)

Og regeringsdannelsen er jo ikke slut :-) Vi er på 495. dag nu - jeg forventer store fester på onsdag :-)

Det bliver koldt men med sol, og jeg har et dejligt weekendprogram... nyd din weekend!

Bettys blog said...

Nej, det er da forsikringssvindel, er det ikke? At opkræve dobbelt betaling fra de patienter, der har en firmaforsikring?
Sikke nogen svindlere!
Det lyder virkelig krævende at finde ud af alle de ting, før du skal opereres. Du kan selvfølgelig godt.
Men hvordan klarer den ikke så vidende og ikke så energiske sig?

Grønlandsposten said...

Hold da op et system! Det giver da slet ingen mening - bortset fra for lægen, der tjener tykt på det! Når jeg tænker på, hvilket apparat, der bliver sat i gang for hver planlagt operation (når vi altså har sådan nogle!), gør det mig pludselig mindre at betale skat. Er i øvrigt helt sikker på, at ingen nogensinde ville blive opereret heroppe, hvis alle selv skulle sørge for forundersøgelser, prøver osv.!

Nille said...

Betty,

Det lugter også meget af svindel for mig - men det er uden tvivl at se som et firmagode; og en overenskomst mellem læger, forsikringsselskab og firma. Men umuligt at gennemskue!

Jeg kan ringe og ordne, fordi jeg jo er rask - men jeg er lidt fortabt fordi det er uvant for mig også - heldigvis skal man jo ikke opereres så tit :-)

Men jeg tror mange udlændinge undres, når de stifter bekendtskab med det belgiske system!

Og de fattige i et job uden frynsegoder... tja... jeg ved slet ikke, hvordan de får penge til det?

Nille said...

Grønlandsposten,

Vi er virkelig godt vant! Jeg ville jo aldrig stille mig selv alle de spørgsmål i DK!

Da jeg først flyttede herned og skulle udregne, hvilken løn jeg sulle bede om ved samtalen, baserede jeg det på min netto fra DK og omregnede. Den holder bare ikke helt, hvis man skal lægge udgifter til læge osv. oveni!

Nu er der forslag om en ny lov, hvor fattige kun skal betale 1 EUR for lægebesøg - i stedet for de 26 EUR, jeg betaler fx. Det er lægerne tossede over - de mener, at det banaliserer lægegerningen!

Det noble ved at hjælpe mennesker er tilsyneladende forsvundet i deres filosofi - og mon ikke de er mere tossede over ikke at kunne fakturere dobbelte priser?

jensdrejer said...

Det er jo fuldstændig absurd og jeg er glad for at det ikke er sådan her i landet. På den anden side er vi jo også på vej med en opdeling i privat og offentlig sygevæsen - på en eller anden måde, så bliver pointen nok den samme. Der er de heldige og de ikke så heldige. Som selvfølgelig stadig er mere heldige, end dem der bor i USA. Og mange andre steder....

Men jeg synes alligevel det lyder som om, at belgierne kunne lære noget af danskerne om at drive sygehuse...... jeg synes i hvert fald også det lyder som svindel, at lægen pludselig kan tage dobbelt pris, fordi du får et enkelt værelse.

Nille said...

Jens,

Det kan mange danskere vist være glade for :-)
Det er jo desværre systemet i mange lande syd for Danmark; og jeg er da kun glad for, at jeg 7-9-13 ikke fejler mere end jeg gør - og fra nu af er det SLUT med ulykker. Ganske enkelt ikke råd til det mere :-)

Alle belgiere jeg fortæller det - de trækker bare på skulderen og konstaterer, at sådan er verden jo!

jensdrejer said...

"...sådan er verden jo"?????

Ja, i Belgien! LOL......

Nille said...

Jens,

Ja ja - den belgiske verden... men de kender jo ikke andet, og synes vores danske forhold lyder som Eldorado!