Casa Africa....

Hos mig kommer overraskelserne aldrig alene - og i denne uge er jeg vist blevet rigeligt begavet med dem.

Først var der Christian, som kom hjem og overraskede mig; og i tirsdags fik jeg et mindre overraskende besøg - men efter næsten fem år. Ansou er fra Senegal, men er én af dem, der er kommet til Europa via sit arbejde. Men det er altid i den anden af Europa, og reglerne gør, at han kun må opholde sig i de lande, hvor arbejdet har givet ham tilladelse. Han har et ekstra papir i sit pas med sagsnummer og telefonnummer, hvis han vover sig uden for den radius.. humant?? Næppe.

Ansou har jeg kendt siden jeg var i Senegal første gang i 2006 - men det har jo været begrænset til MSN, mails, Skype og Facebook. Indtil han pludselig sagde til mig, at han kom til Bruxelles og var en dag inden han tog videre til Luxembourg.

Tirsdag aften hentede jeg ham ved sporvognen - det var underligt! Men kun i et par minutter... så gik snakken... om Senegal og de ting, han viste mig dernede dengang. Om hans familie, om hans arbejde her - han studerer som en vanvittig for at kunne blive - og om løst og fast. En lang skøn aften - og som han ville have gjort for mig i Senegal, så tilbød jeg ham at overnatte her.

Ingen ved, hvornår vi ses næste gang - andet end virtuelt. Og det var også lige ved at give den meget gamle dame i opgangen et chok, da vi krydsede hende næste morgen... hun er ike vant til at møde en næsten 2 meter høj sort mand, når hun henter morgenavisen inden papilotterne er sat... men så har de gamle damer noget at sladre om tænker jeg!

Christian er her jævnligt. Han dukker op, hvor jeg efterhånden mest venter det... foran lægens konsultation forleden aften, foran kontoret eller herhjemme. Han laver lidt mad og fortæller om sine afrikanske projekter. Desværre varer det blot et par uger endnu - i modsætning til Ansou vil han tilbage til Afrika hurtigst muligt. Så fra at have et velbetalt job i kommisionen, lever han nu temmelig rustikt men lykkeligt.

Han ville have været den perfekte sygeplejerske efter operationen; men hans orlov er forlænget med yderligere et år - og snart tager han afsted for at møde et fragtskib i Douala. Hver gang han er hjemme køber han en lastbil, fylder den med ting og sager, der kan bruges, sælges eller gives væk. Den bliver smidt på et skib i Antwertpen, og så flyver han til Cameroun for at fortolde den ved ankomst - og kører tværs igennem Afrika hjem til Congo.

Jeg nyder at have så meget Afrika i Bruxelles lige nu - så længe det varer. Jeg var ellers totalt fortabt i Les Misérables men Hr. Hugo er ikke meget for at skulle dele sin tid med Afrika. Måske bliver det en lidt mere stille weekend med tid til at læse... på den anden side skal man vist bare nyde at se sine venner, når de ellers er så langt væk!