Saturday, October 15, 2011
Casa Africa....
Hos mig kommer overraskelserne aldrig alene - og i denne uge er jeg vist blevet rigeligt begavet med dem.
Først var der Christian, som kom hjem og overraskede mig; og i tirsdags fik jeg et mindre overraskende besøg - men efter næsten fem år. Ansou er fra Senegal, men er én af dem, der er kommet til Europa via sit arbejde. Men det er altid i den anden af Europa, og reglerne gør, at han kun må opholde sig i de lande, hvor arbejdet har givet ham tilladelse. Han har et ekstra papir i sit pas med sagsnummer og telefonnummer, hvis han vover sig uden for den radius.. humant?? Næppe.
Ansou har jeg kendt siden jeg var i Senegal første gang i 2006 - men det har jo været begrænset til MSN, mails, Skype og Facebook. Indtil han pludselig sagde til mig, at han kom til Bruxelles og var en dag inden han tog videre til Luxembourg.
Tirsdag aften hentede jeg ham ved sporvognen - det var underligt! Men kun i et par minutter... så gik snakken... om Senegal og de ting, han viste mig dernede dengang. Om hans familie, om hans arbejde her - han studerer som en vanvittig for at kunne blive - og om løst og fast. En lang skøn aften - og som han ville have gjort for mig i Senegal, så tilbød jeg ham at overnatte her.
Ingen ved, hvornår vi ses næste gang - andet end virtuelt. Og det var også lige ved at give den meget gamle dame i opgangen et chok, da vi krydsede hende næste morgen... hun er ike vant til at møde en næsten 2 meter høj sort mand, når hun henter morgenavisen inden papilotterne er sat... men så har de gamle damer noget at sladre om tænker jeg!
Christian er her jævnligt. Han dukker op, hvor jeg efterhånden mest venter det... foran lægens konsultation forleden aften, foran kontoret eller herhjemme. Han laver lidt mad og fortæller om sine afrikanske projekter. Desværre varer det blot et par uger endnu - i modsætning til Ansou vil han tilbage til Afrika hurtigst muligt. Så fra at have et velbetalt job i kommisionen, lever han nu temmelig rustikt men lykkeligt.
Han ville have været den perfekte sygeplejerske efter operationen; men hans orlov er forlænget med yderligere et år - og snart tager han afsted for at møde et fragtskib i Douala. Hver gang han er hjemme køber han en lastbil, fylder den med ting og sager, der kan bruges, sælges eller gives væk. Den bliver smidt på et skib i Antwertpen, og så flyver han til Cameroun for at fortolde den ved ankomst - og kører tværs igennem Afrika hjem til Congo.
Jeg nyder at have så meget Afrika i Bruxelles lige nu - så længe det varer. Jeg var ellers totalt fortabt i Les Misérables men Hr. Hugo er ikke meget for at skulle dele sin tid med Afrika. Måske bliver det en lidt mere stille weekend med tid til at læse... på den anden side skal man vist bare nyde at se sine venner, når de ellers er så langt væk!
Labels:
Afrika,
glæde/joie,
overraskelser/surprises,
venner/amis
Subscribe to:
Post Comments (Atom)

6 comments:
Sikke en dejlig overraskelse, Nille, og sikke et dejligt smil Ansou har! Ja, jeg kan forestille mig, at I har chokeret den gamle dame i opgangen :-) Når man har venner spredt rundt om i verden, er det herligt, at vi kan bruge Skype. Jeg taler nu jævnligt med min familie i Californien, som jeg ikke har set i årtier, og det er næsten som at være i stue med dem.
Ha' en dejlig weekend!
Madame,
Jeg bliver virkelig forkælet med overraskelser lige nu - og dejlige smil. Han er en rigtig glad dreng, Ansou :-)
Jeg bruger også Skype, men kun få har samtidig webcam (jeg har heller ikke selv) - men jeg elsker når andre har - så er det virkelig næsten som at sidde i samme stue.
Hav en dejlig weekend!
Det lyder som em meget hyggelig overraskelse.
Ærgerligt, Ansou ikke kunne blive eller komme tilbage og være sygeplejerske. ;-)
Betty,
Ja, det ville være skønt med en sygeplejer i de dage - men desværre er de alle kun på gennemrejse lige nu. Men det er jo også hyggeligt nok!
Hav en dejlig aften
Det er sjovt som den slags kommer i bølger. Nogen gange går der lang tid hvor man ikke får gæster og pludselig vælter de ind af døren.... jeg håber du nyder de mange besøg. *S*
Jens,
Det kommer altid, når man mindst venter det - og så flere overraskelser på én gang!
Jeg nyder det bestemt!
Håber du nyder din søndag :-)
Post a Comment