Saturday, October 29, 2011
Jeg nåede det - endnu engang...
Jeg ville have forsvoret det for nogle dage siden, men nu sidder jeg her - klokken er ikke mange, og kufferten er pakket! Utroligt!
Ferieglæden var ellers pakket langt væk i starten af ugen, hvor kun arbejdsopgaver og forkølelse havde min opmærksomhed. Torsdag aften blev jeg ved til ved 23-tiden, og det ryddede lidt op i bunkerne. Fredag knoklede jeg igennem til kl. 17; så lukkede jeg alt - spiste mad... og gik i seng kl. 20! Jeg kiggede på min bog, faldt i søvn og sov i tretten (!!!) timer. Uden at vågne en eneste gang og tænke på småting på arbejdet, der skulle gøres færdig... jeg var definitivt gået på ferie - og nu er alt andet glemt.
Der blev strøget, handlet de sidste par småting, bestilt taxa til i morgen, tjekket ind online og et hurtigt smut til frisøren - og hjem for at pakke. Det tager reelt kun en halv time, når først tingene er klare... og jeg vinder en hel time i nat, inden afgang sidst på formiddagen hjemmefra.
Jeg er faktisk også glad for, at det bliver forkælelse denne gang. Alle årets ferier - Barcelona, 2 x Senegal og Sydfrankrig har været i privat leje - hvor man selv skulle handle og lave mad og i nogle tilfælde også hente vand ved brønden.
Denne gang slår jeg mig ned lige på den anden side af lagunen - tæt nok til at kunne gå, cykle eller sejle over til min landsby. Men i total fred og ro... i en lille hytte ud af de tretten, der udgør det lille lodge ejet af en tidligere belgisk pilot. Det vil sige max. 50 gæster, og friskfangede hummer, fisk og østers hver dag... det vil sige afslapning og ikke selv skulle tænke på noget.
Jeg når også alt det jeg nåede de andre gange - men med lidt mere komfort og luksus. Jeg synes, at jeg havde fortjent det faktisk.
Jeg skal nå at se den franske dame, jeg skal lade foden slappe af - den bliver i hvert fald glad for sandaler og bare tæer... og jeg skal nå at huske, at der er et liv uden fjernsyn, mobiltelefon og internet... det bliver næppe et problem.
Vejret er lige som jeg kan lide det. Regnsæsonen er knap ovre, og temperaturerne ligger omkring 30-32 grader med 75% luftfugtighed... det betyder en temperaturfornemmelse omkring de 40 grader, men jeg skal bo på de åbne vidder og tæt på vandet. Der er ingen forskel på nat og dag - temperaturerne ændrer sig knap; og døgnet er passende inddelt i 50/50 sol og måne.
Jeg glæder mig til at stige ud af flyveren i morgen aften klokken 21 dansk tid, og mærke varmen; gense Dakars travle gader og vejen sydpå med landsbyerne og de farverige mennesker... og vågne op mandag morgen til to uger på det smukkeste sted på jorden i min verden.
Der er lang tid til turen hjem med en natflyver inden jeg lander i Bruxelles den 14. november inden solopgang... og lige har et par timer inden arbejdet genoptages. Meget lang tid - og en hel verden til forskel!
Labels:
Afrika,
ferie/vacances,
glæde/joie,
rejser/voyages,
Senegal
Subscribe to:
Post Comments (Atom)


14 comments:
Til lykke! Selvfølgelig nåede du det :-)
Det lyder altså dejligt - endnu en gang. Når man lige ser bort fra det der med temperaturen. Der må være nogle mennesker, der er specielt indrettet til at overleve i den varme. De få gange, temperaturen har nærmet sig de 30 grader her i landet, har jeg været ved at dø!
Hvor lyder det dejligt, Nille - rigtig god ferie! Jeg håber du får nogle fortryllende dejlige uger i dit afrikanske paradis.
Rasmine,
Vi havde en laaang diskussion på kontoret forleden dag - det hele er jo ikke KUN arbejde :-)
Men der var én, der mente, at jeg måtte elske kulde, fordi jeg er dansker. Jeg bliver så tosset over den slags dumsmarte bemærkninger! Jeg har en marokkansk kollega, som ikke kan klare varme over 20 grader og helst sidder med åbent vindue på kontoret hele året... det har vi nogle uoverensstemmelser over.
Jeg tror bestemt, at det er noget fysisk relateret - og intet med vores nationalitet eller race at gøre.
Jeg er god til det - og kan sove i 30 graders varme. Andre er det ikke. Det bestemmer man jo ikke selv.
Så jeg vil nyde det - og nyde, at jeg nåede at blive klar til at nyde! Jeg tror, at det bliver meget specielt at være på så lille et hotel - eller lodge, som de kalder det... helt sikkert afslappende og spændende.
Madame,
Det har holdt hårdt i denne uge med arbejde og sygdom... men nu er jeg klar, og jeg vil nyde det hele.
Jeg har det jo som blommen i et æg i Afrika :-)
Tak - og dejlig weekend til dig!
Den reneste luksus i 14 dage - det kan man da lige holde ud.
Det er en lidt sjov snak med det at kunne/ikke kunne tåle varme. Mit optimale område er ret lille... mellem 18 og 25°- selvfølgelig kan jeg tåle både mere og mindre, men her trives jeg bedst. Da vi var i Rom og havde 31° i soveværelset, havde vi begge det lige som Rasmine - og sov mildt sagt elendigt :-)
Endnu en gang ønskes du en fantastisk ferie.
Ellen,
Jeg tror, at det bliver en dejlig lille luksus ikke selv at skulle ordne vand og el for en gangs skyld!
Jeg vil sove glimrende i den varme - og jeg HAR pakket nattøjet oveni :-)
Tak - og hav en dejlig weekend
Godt du nåede det hele. Nu har du også fortjent noget luksus!
Rigtig god fornøjelse.
Jeg synes det lyder dejligt og jeg håber, at du får en rigtig god tur. Enjoy........ :-D
Rigtig god tur!
Den lodge ser særdeles velorganiseret og velholdt ud. Det bliver helt sikkert ren nydelse.
Glæder mig allerede til at læse om oplevelserne fra turen.
Du har været noget under pres de sidste uger kan jeg læse, så lidt luksusferie er dig vel undt :-) Sådanne varmegrader kan jeg lige klare, hvis bare der er koldt der hvor jeg skal sove :-) Trives nu alligevel bedst når varmegraderne ikke overstiger 25-27 g i dagtimerne.
Rigtig god ferie til dig.
Betty,
Det var bestemt luksus - jeg nød virkelig den ferie.
Nu skal jeg lige opdateres blogmæssigt en af dagene!
Jens,
Jeg enjoyed... hele vejen igennem!
Farmer,
Det var virkelig en skøn lodge - og totalt isoleret i naturen. Der vil jeg helt sikkert tilbage til!
Pia,
Det er jo altid lidt hektisk lige inden ferier! Men det blev nået.
Nattemperaturerne lå omkring 25-27 grader - det ødelægger lidt søvnen; helt enig. Men om dagen var der ingen problemer for mig med onkring 35 grader i skyggen :-)
Post a Comment