Kampgejst – Senegal II

Den anden uge skulle vise sig at blive helt anderledes! BBC-holdet rejste onsdag morgen med masser af film, og tilfredse med deres rejse. Så var jeg pludselig den eneste gæst i et hotel med kapacitet til 50 mennesker og 23 ansatte. Med en kæmpe svømmepøl og et hav af liggestole helt for mig selv… og mon ikke jeg blev forkælet!

Jeg fik friske papayer til morgenmad – plukket for enden af svømmepølen, og efter den første uge at have spist ved en buffet, var vi de sidste par dage gået over til à la carte. Men nu blev det nærmest på bestilling. Kokken foreslog mig om morgenen et udvalg af de fisk, der var fanget om natten og så bestemte jeg mig for min menu… friske jomfruhummere, søpindsvin, carpaccio af zebu – og en dag blev det til vortesvin. Mmmmhhh!!!

Eric – hotelejeren – og jeg spiste så sammen ved et veldækket bord langs med svømmepølen; jeg kunne næsten bilde mig selv ind, at jeg var en moderne Karen Blixen!

Onsdag aften synes han dog, at vi skulle opleve lidt lokal folklore – og noget, som jeg har villet se i lang tid… senegalesisk brydning!

Det fungerer efter samme princip som brydning i romertiden med det lille twist, at man også må slå. Ikke en sport for tøsedrenge – men i Senegal er det den største sport, og præmierne kan antage svimlende summer i et land, hvor gennemsnitslønnen er knap 100 EUR.

Kampene foregik i den tætliggende landsby, Guéréo, hvor der ingen hvide er. Vejen dertil er med vilje lille og svært tilgængelig i bil, og i modsætning til min sædvanlige landsby vil de helst bare være for sig selv.

Det blev tydeligt, da vi ankom til stadion – byens plads som bruges til alt fra markeder til bøn og nu også sport. De to åbninger var interimistisk aflukket med plastic, så ingen kunne snyde sig til at se, men måtte betale indgangen på 0,80 EUR. Damerne var klædt i det fineste tøj for at støtte deres helte blandt de unge kamphaner.

Vi kom langt om længe ind – i total kaos og skubben og masen; og fik tilkæmpet os en stol i den ene ende. Desværre lige modsat den kæmpe spot, som gjorde billeder noget svært, da det var den eneste belysning i nattemørket – det startede klokken 22.

Da vi sad der gik det pludselig op for mig, at iblandt de ca. 3.000 tilskuere var vi de eneste 3 hvide mennesker. Vi var kommet langt uden for de gængse turistattraktioner, og mit kamera tiltrak da også meget nysgerrige blikke.

Ritualerne er den største del af showet – en kamp kan være ovre på et par sekunder. Men inden kampen starter, går der mindst en halv time med tamtam-musik; uddrivelse af onde ånder, som modstandernes troldmænd benytter sig flittigt af. De traditionelle grigris i form af snore bundet om arme, talje og ben i slange- eller zebraskind skal spændes godt fast.

Sandet skal sprøjtes med en mikstur i en cirkel rundt om hver kæmpendes startplads, så ånderne holder sig væk. Samtidig råber en mand, hvor mange minutter, der er til kampen starter og stemningen bliver mere og mere intens; trommerne tager til i rytme, og atleterne er nærmest i en trance, hvor de kun kommunikerer med deres troldmand og intet ænser.

Der var store præmier på spil for en landsbyturnering – en ko, et par geder og til den helt store vinder 300 EUR.

Vi så fire kampe, og vi var også selv nærmest euforiske af tamtam-trommerne, da vi besluttede os for at smutte inden alle de mennesker skulle ud gennem to udgange på en meters bredde! Da vi kom hjem til hotellet, sad vi i den tomme bar i et tomt hotel med et glas vin og lyttede til trommerne, som fortsatte til langt ind i den mørke nat.

Det var noget svært at tage billeder – dårligt lys, masser af mennesker, der spærrede og de kæmpende, der bevægede sig hurtigt – men jeg fik en lille bitte film for at få lidt stemning med hjem…