Paradis – Senegal I

Det har taget mig siden jeg landede mandag morgen at komme igennem arbejdsbunkerne, kæmpe med den obligatoriske forkølelse – og ikke mindst tø op efter en rejse hjem, hvor jeg mistede 30 grader! Og vænne mig til, at jeg havde forladt paradis!

Ikke alene har jeg fundet en perle på rejsekortet – men denne gang også paradis midt i denne perle i form af den lille lodge jeg skulle bo på. Når jeg rejser alene forventer jeg mig intet socialt – det må komme eller ej; men jeg havnede midt blandt fantastiske mennesker både i form af hoteldirektøren og hans søn, alle de andre medarbejdere og de andre gæster.

Lodgen lå noget væk fra alfar vej – i fugleflugt tæt på min landsby; men ikke nem tilgængelig for fremmede. En lille grusvej førte os de sidste kilometer op til hotellet midt i den smukkeste natur på bagsiden af lagunen.

Den første uge var vi omkring 25 gæster, så det blev hurtigt til langborde og lange aftener med at grine, snakke og hygge i de varme nætter, hvor temperaturen ikke kom under 26 grader.

Husdyr var der også en del af – et par æsler til at spænde for kærren, når man skulle til landsbyen… en anden og meget mere lukket landsby.

Og netop i landsbyen en dag var der kommet en gæst; en skildpadde, der havde forvildet sig ud af bushen og var lidt forvirret. De lokale synes ikke, at der var noget forlorent i at spise sådan en basse… en halv meter skildpadde, der vejede omkring 25 kg. Der måtte være kød indeni! I stedet for at ende som skildpaddesuppe blev den k0bt og betalt for 30 EUR og er nu pensionær i lodgen også.

Så var der selvfølgelig de sædvanlige mere eksotiske dyr – som kamelæonen, der holdt til i en palme – og dyrene i bungalowen; det var lige efter regntiden, og det betyder en sværm af små sorte dyr, der falder fra himlen…. i din mad, dit glas, dit hår… man lærer hurtigt ikke at spise mørke ting og holde øje med sit glas. Der var ingen kakerlakker til gengæld – men en nat vågnede jeg ved, at et dyr var på vej ind i mit øre. Det havde allerede guffet eller stukket eller noget i min øreflip – men sårene er ved at hele på min ellers chokoladebrune krop. Det er småting i paradis!

Aftenerne gav de smukkeste solnedgange – hurtige som de er i Afrika, men med alverdens farver i.

Og når de sidste stråler var brændende rosa spejlede de sig i lagunen; det må være det smukkeste sted på jorden! Det er jeg i øvrigt ikke den eneste, der synes… den forhåbentlig snart afgående præsident, Abdoulaye Wade, er ved at bygge et palads i et andet hjørne af lagunen, hvor han skal bo når tiden som semidiktator er slut. Jeg undrede mig de første dage over, at min mobiltelefon kun fandt et for mig ukendt netværk, og når jeg ville sende en SMS skulle den krypteres. Jeg var havnet midt i Wades personlige mobilnetværk ganske enkelt!

Nogle dage efter fik jeg dog en lille hævn over præsidentens monopol; et filmhold fra BBC kom for at filme en bestemt fiskeørn født i Wales, som tager til Afrika for at vokse sig stærk i sin første vinter. Det var i starten af den anden uge, og der var langt færre gæster, så de tog mig med på deres filmoptagelser. Da vi en tidlig morgen ved solopgang ledte efter en god filmlocation, mødte vi en lokal vagtmand, som uden at tøve åbnede portene til Wades byggeplads – og således kunne de filme inde fra hans grund… og jeg kunne gå lidt rundt i præsidentens have. Det er også Afrika med al sin utopi!