Friday, December 30, 2011
Farvel 2011....
Den sidste uge er gået med at hygge med familien, da jeg endelig kom hjem med klumpfoden og uden flystrejke! Men allerede tirsdag morgen var det igen almindelig arbejdsdag – dog hjemme fra søster, da bandager ikke er særligt forenelige med offentlige transportmidler… men jeg kan se enden – kun to uger tilbage forhåbentlig. I dag er årest sidste arbejdsdag… og i morgen holder jeg nytår i Danmark for første gang i dette årtusinde, inden jeg søndag vender næsen hjem til Bruxelles og en almindelig hverdag efter en lidt speciel december måned.
Det har ikke været det eneste specielle i 2011, som om noget har været et usædvanligt år. Faktisk et ualmindeligt usædvanligt fantastisk skønt år! Et år, som jeg vil huske mange år fremover for lutter gode ting – oplevelser, følelser, mennesker, rejser…
Året startede med en fantastisk lille uge i Barcelona, hvor jeg allerede fik fornemmelser af forår. Der var en hurtig arbejdstur hjem til Danmark i februar, inden jeg gav mig selv årets største gave med 5 ugers fri og tog til Senegal. De fem uger blev fantastiske på mange måder – måske mest fordi det lærte mig, hvor vigtigt det er at bruge den slags tid på sig selv og andre, og fjerne sig selv fra vores overfladiske europæiske verden.
Knap var jeg vendt afslappet og lykkelig hjem før jeg drog til Genève for at besøge drengene i påsken – og det blev til endnu en 4-dages tur i juli måned… og det bliver også det første rejsemål for 2012.
I maj var jeg to uger i Danmark, hvor det blev til en god blanding af familie, venner og arbejde; og i juni rejste jeg igen to uger til Senegal, og igen efterlod jeg en lille del af mit hjerte dernede, hvor jeg føler mig helt hjemme.
Men hjem skal man – og jeg var knap landet før jeg tog på weekendrejse hos venner i Luxembourg. Det var samme måned som den anden rejse til Schweiz, og der var kun en weekend til at slappe af i, inden jeg tog toget til Frankrig for at mødes med den danske familie i en uge i sydens sol.
Vel hjemvendt igen handlede det om et par uger uden strøm – men netop den slags genvordigheder kan ikke seriøst irritere mig længere. Det er på de punkter jeg virkelig mærker, hvor meget det har givet mig at rejse langt væk – man lærer at relativisere og man lærer tålmodighed. Man lærer ikke at være så forkælet – selv om jeg nu var glad, da det hele virkede igen.
Det var derfor et par stille måneder – jeg slog min egen rekord med mere end 30 sammenhængende dage i min lejlighed i år; men slut oktober kunne jeg endelig komme tilbage til mit elskede Afrika, og fik endnu en uforglemmelig ferie.
Det blev kun til en enkelt tur til Paris i år – det er til gengæld usædvanligt; men så nød vi det så meget mere… jeg gjorde endnu mere, da det var et par dage inden operationen, og tiden siden da har været noget stillesiddende. Året afsluttes med de 10 dage i Danmark, og en konstatering af, at jeg har tilbragt 108 dage væk fra Bruxelles og mit hjem. Men der har jo også været dejlige oplevelser i Belgien – venner, museer, hjemmehygge og afslapning, lange gåture og glæden ved at bo i en by, jeg holder mere og mere af, og som jeg hver gang glæder mig til at komme hjem til fra rejserne!
Det blev et år, hvor bikinistregerne aldrig forsvandt – men hvor mærkerne, som satte sig i sindet blev endnu dybere. Hvor jeg lærte at prioritere anderledes – og den forandring er permanent, ved jeg.
Med 108 rejsedage blev det derfor også til færre blogindlæg – nemlig også 108 styks i år. Men den tid væk fra teknologien er godt givet ud for sjælen!
Bogbloggen blev flittigere opdateret – der blev læst 112 bøger i år. Det er noget mere end de 80 i 2010 – men med mere fritid blev der fred og ro til det; og det ses da også tydeligt, at jeg havde fri i marts, og rejste en del… det er i de måneder, at der er blevet læst mest.
Der er læst meget forskelligt – og jeg kan umuligt fremhæve en enkelt bog som årets bog. Dem, der virkelig gjorde indtryk er dog ‘Vi, de druknede’, alle Ryszard Kapuscinskis bøger samt en del bøger af afrikanske forfattere, som jo står mit hjerte nært. Jeg fik nogle gode grin og tårer samtidig af Armistead Maupins fantastiske saga om San Francisco – og jeg nød en af årets meget opreklamerede bøger, Freedom, mens jeg absolut ikke var begejstret for én af de andre overhypede udgivelser!
Jeg fik måske ikke læst så mange af de store klassikere, som jeg ville – men i forbindelse med Bogudfordringen fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Les Misérables… og det var jo selvfølgelig lige så enestående, som det skulle være.
2012 bliver ikke som 2011. Man kan og skal ikke gentage – og jeg kan heller ikke tage mig den frihed igen i år, hvor meget jeg end ville. Men der bliver helt sikkert rejst – muligvis til helt andre himmelstrøg, men også til mine hjem i udlandet – familien i Danmark og drengene i Schweiz/Frankrig.
Der er ikke de store faste planer lige nu – men jeg er sikker på, at det bliver et dejligt år… 2011 lærte mig nemlig endnu mere at værdsætte livet og prioritere rigtigt!
Jeg håber, at Jeres 2012 bliver lilge så dejligt, spændende, udfordrende, lykkeligt, interessant… og glæder mig til at følge Jer fra sidelinien!
GODT NYTÅR!
Labels:
alt og intet/tout et rien,
ord/mots,
tanker/pensées
Subscribe to:
Post Comments (Atom)

12 comments:
Det var da et hyggeligt tilbageblik over 2011.
30 % 'fravær' - det er meget, men du har altså også oplevet meget.
Nu må du nyde det sidste i denne omgang med din familie i DK, og så håber jeg, vi får at høre om flere spændende rejser og/eller oplevelser fra din side i 2012.
Det er altid en fornøjelse at læse dine engagerede indlæg.
Rigtig godt nytår til dig og dine.
Ellen,
Ja, 2011 blev et år med meget fravær - men af den gode slags, vi kan lide :-) Jeg har oplevet mange dejlige rejser... ingen tvivl om det!
Jeg nyder de sidste dage nu arbejdet er overstået - og så bliver det tid til bloglæsning igen i 2012!
Jeg glæder mig til både at læse og skrive om Jeres og mine oplevelser i 2012.
Rigtigt dejligt nytår til dig og din familie!
Hej Nille
Dejligt at hore, at det gik godt med rejsen hjem og med arbejde der.
Du onskes et eventyrligt og dejligt nyt aar med spaendende og berigende haendelser og ikke mindst rigtig god helse.
Om et par dage er det min tur til familiebesog i Danmark. Jeg glaeder mig.
KY
Rigtig glædeligt nytår til dig.
Hvis du drømmer dig tilbage til 2011 vil jeg slet ikke fortænke dig i det, det lyder som det mest fantastiske år! Året hvor du fandt din store og livslange kærlighed, den du vender tilbage til igen og igen og som ikke slipper taget i dig. Det er dig så inderligt velundt.
Jeg vil ønske dig et lige så skønt og lykkebringende 2012 og takke dig fordi du deler dine hverdags- og rejseoplevelser med mig (og alle andre!).
KY,
Alting flaskede sig til en dejlig jul med familien - og helbredet går stille og roligt fremad!
Jeg ønsker dig en dejlig rejse hjem til Danmark - det er altid skønt at komme hjem igen.
Et rigtigt godt nytår til dig også!
Kære Betty,
Rigtigt godt nytår til dig også - dit 2011 har været begivenhedsrigt i din lille familie med de to nye familiemedlemmer; jeg er sikker på, at det bliver dejligt at følge dem i 2012 også!
Grønlandsposten,
2011 bliver virkelig et år jeg vil se tilbage på mange år frem i tiden som et helt specielt år.
Jeg fandt meget mere end et rejsemål i Afrika - og jeg vil bestemt altid vende tilbage dertil!
Jeg ønsker dig og polarpigerne et dejligt nytår 2012 - og glæder mig også til at følge digog Jer!
Kære Nille, rigtig glædeligt nytår! Det har været et helt specielt år for dig, og tak fordi du deler dine oplevelser med os herude. Det er en stor glæde at følge med.
Jeg har holdt blogpause - men jeg har tænkt rigtig meget på dig! Hvor du mon holdt jul og hvordan du fik løst alle de praktiske udfordringer.
Jeg er glad for at du kom hjem til DK, og forhåbentlig nød du både jul og nytår sammen med familien.
De allerbedste ønsker for det nye år; først og fremmest ønsker jeg god bedring med foden. Forhåbentlig slipper du snart for mere bøvl med den!
Kære Madame,
Det var et helt utroligt år - det bliver svært at hamle op med :-)
Men jeg vil gøre mit bedste og samtidig nyde at læse med hos alle Jer andre.
Godt nytår til dig!
Jens,
Jeg holdt faktisk også blogpause - som sædvanlig når jeg ikke er hjemme faktisk. Det gik fint nok; det er lidt besværligt at komme igennem en lufthavn på den måde - men så kunne jeg jo slappe af derhjemme bagefter.
Foden bliver god i 2012 - det er helt sikkert :-)
Du ønskes også et godt nytår - jeg håber, at din jul og nytår var stille og rolig... jeg får nok indhentet bloglæsningen på et tidspunkt!
Post a Comment