Legetøj…

Det er snart Skt. Nicolas hernede – og så skal børn have gaver; legetøjsgaver! Jeg har også fået nyt legetøj, og det kunne faktisk ikke falde på et bedre tidspunkt – udover det faktum, at jeg er den sidste i verden, der skifter til fladskærm, tror jeg?

Og så er den betalt af staten!

For to år siden fik vi de første øko-vouchers af regeringen, og så igen for 250 EUR sidste år i december. Da drengene var flyttet til Schweiz havde Fred, der er min kollega, ‘testamenteret’ sine vouchers til mig – så jeg pludselig stod med 500 EUR, og der kommer en bunkefuld til om et par uger.

De kan bruges til CO2-venlige produkter – lampepærer, cykler, togbilletter (men kun i Belgien) og hårde hvidevarer, som har et absolut lille energiforbrug.

Sidste onsdag fik jeg pludselig den tanke, at jeg skulle tjekke udløbsdatoen – og for en del af de ældste var det slut november. Så var gode råd dyre, og jeg skyndte mig at bestille en fladskærm, som oprindeligt var planen – men jeg havde overhovedet ikke informeret mig. Det gjorde jeg så med svoger over telefonen og ti minutter senere var der bestilt et 40 tommer TV med alverdens smarte funktioner – og jeg skulle kun lægge et mindre beløb oveni statens vouchers. Tidligste levering var den 30. november – sidste dag inden de udløb og sidste dag inden operationen. Perfekt timing!

Men da det blev leveret kunne jeg pludselig se den grimme opløsning fra mit kabel-tv, som ikke blev bedre af at blive blæst på en meter skærm; så 1-2-3 fik jeg bestilt digitalt TV – som blev installeret i går, mens jeg humpede rundt. Nok skulle jeg ikke lave noget, men blot anvise stikdåser osv. – men jeg måtte alligevel sove 3 timer bagefter; det tog dagens kræfter. Om aftenen blev der tid til at lege med vidunderet – med lys, der kastes ud til siderne… og et have af nye kanaler. Jeg ser så lidt fjernsyn, men nu er der pludselig historie-, rejse- og naturkanaler, som jeg tror jeg vil få glæde af!

Det bedste af det hele er, at det gamle fjernsyn – som kun var 7 år gammelt og intet fejler – skal til Afrika! Christian tager snart hjem til Congo for en længere periode, og er ved at fylde en nyindkøbt lastbil med varer, der skal på et skib i Antwerpen og sejle til Douala i Cameroun. Mit fjernsyn er nu lovet væk til en ven – en congolesisk katolsk præst i Cameroun.

Det er noget bedre end at give det til elkæden, som sikkert dumper det på en losseplads – og selvfølgelig skulle netop mit fjernsyn ende i Afrika. Jeg er meget tilfreds med det udfald – og jeg er også meget glad for min nye hjemmebiograf, nu jeg endelig fik foden ind i det 21. århundrede!