Der har været lidt stille fra sygelejet – der er jo heller ikke sket det helt store. Faktisk er der sket forbløffende lidt, hvad helingen angår synes jeg. Selve såret gør stadig temmelig ondt – jeg forsøgte i 2 nanosekunder i går at sidde i skrædderstilling, som jeg ellers altid gør… men det er totalt umuligt fordi såret så på trods af bandager etc. bliver belastet for meget.
I går var jeg alvorligt i dårligt humør og ked af det; i nat sov jeg næsten ikke af bekymring. For juleferien står jo for døren – og jeg begynder at overveje om jeg overhovedet kan flyve hjem eller må indse, at julen bliver alene i Bruxelles.
Trådene skal fjernes på mandag – men det kan jo ikke være trådene, der giver de smerter også om natten, når jeg vender mig. Jeg kan slet ikke se, hvordan en almindelig sko skal kunne komme på foden tirsdag, hvor sygemeldingen er slut. Men tirsdag til torsdag kan jeg bare arbejde hjemmefra; og i lufthavnen kan jeg få hjælp både her og i Kastrup – og så kan jeg hygge mig hos familien og blive nusset om.
Problemet opstår den 27., hvor jeg principielt skal arbejde fra Kastrup lufthavn i fire dage; og at komme derud virker helt uoverskueligt lilge nu. Jeg kan jo ikke arbejde i tre dage, og så sygemelde mig igen efter de to feriedage den 23. og 26.! Desuden er det ikke firmaets problem, at jeg har valgt at arbejde fra Danmark – og jeg har jo været temmelig meget væk på ferie i år allerede. Der er mange bekymringer lige nu… så i morges stod jeg op efter en urolig nat med den faste overbevisning, at jeg måtte forkæle mig selv lidt.
Først humpede jeg ned til frisøren, hvor Jef gav mig en lang og intens hovedbundsmassage og så en dejlig opfriskning af frisuren. Derfra tog jeg en taxa med krykken under armen ind til centrum. Jeg er ved at løbe faretruende tør for ansigtscreme – og der er kun én, der dur!
Den var selvfølgelig udsolgt i min stambutik; men man kommer langt med krykker. Damen fik virkelig oprigtigt ondt af mig, da hun så mig ankomme i taxa og på krykker – så i morgen eller mandag, når næste leverance kommer, pakker hun to bøtter ned til mig og afleverer dem privat på vej hjem fra arbejde! Det er blandt andet fordelen ved at handle de samme små steder og være en trofast kunde!
Næsten ved siden af ligger min parfumeforretning – et atelier, hvor de sælger de mere sjældne mærker eller laver din egen parfume. Jeg elsker at komme ud derfra – alt er pakket ind i silkepapir (inklusive i bunden af posen) og sprøjtet med den parfume, man netop har købt. Så der røg også lige en badeolie med i købet – granatæblebadeolie… for jeg drømmer også efter 16 dage om et bad snart! På mandag!
Og endelig blev det til lynshopping i min sædvanlige forretning; uden at prøve noget fandt jeg en ny model, som jeg faldt for – og så tog jeg den i forskellige farver og både i silke og uld…
Jeg skal nemlig ud i morgen aften. Jeg bliver hentet og bragt med krykkerne. Så selvom man føler sig lidt nede, kan det så camoufleres under nyt hår, nyt tøj og ny parfume… det er måske næsten lige så godt som et bad? Og så tager det tankerne lidt væk fra at sidde her og murre over en måske aflyst jul…

14 comments:
Uha, jeg håber inderligt, du kommer hjem til familien i julen - børnene glæder sig også til at væres sammen med dig igen. Har du ikke et moonboots med masser af plads indeni? Men det er dejligt at læse, at du har været på indkøbstur og skal ud i morgen! Jeg tror, det vil gøre dig godt at komme lidt hjemmefra og opleve noget andet.
Hav en dejlig aften, Nille!
Madame,
Jamen børnene glæder sig som vanvittige - og det er også derfor det hele er så trist lige nu. Men det gør ondt, og jeg har ingen store støvler. Ikke engang mine gummistøvler virker!
Jeg tror også, at 2 uger lukket inde er tærende nu; det bliver dejligt at komme lidt ud og se noget andet og grine og hygge sig lidt!
Jeg krydser fingre - men ikke tæer :-)
Hav en dejlig aften!
Der er meget at bekymre sig om, kan jeg godt se. Men jeg vil tro, det går stille fremad de nærmeste dage.
Jeg håber, du kommer hjem til jul. Du skulle nødig skuffe guldbørnene - eller dig selv.
Dejligt, at du har kunnet gøre lidt for at muntre dig op i dag. Frisør, lækre cremer og dufte gør underværker.
Det lyder godt, du skal ud i morgen aften. Og især at du bliver hentet og bragt. Rigtig god fornøjelse!
Betty,
Ja, der er faktisk en del at bekymre sig over - og nu er det tilmed begyndt at sne; absolut ikke yndlingsvejr på krykker!
Guldbørnene glæder sig; jeg gør - men der er meget usikkerhed lige nu desværre. Arbejdet skal jo også passes først og fremmest.
Men jeg glæder mig til en pause fra bekymringerne i morgen - det bliver godt!
Hav en dejlig aften
Du har da fået noget ud af dagen! Jeg synes, det er flot klaret, og tænker, at når du kunne holde til det, kan du nok også klare din julerejse.
Og så undrer jeg mig lidt over, at jeg lader til at være den eneste, der er blevet nysgerrig efter at få at vide, hvad det er for en creme, der er den eneste, der dur, eller hvad det er, du har købt i flere farver ...
Puha ... jeg kan ikke rigtig sige noget, de andre to ikke allerede har sagt, men jeg håber søreme også for dig, at du får det godt nok til at kunne komme hjem i julen. Det ville ikke kun være synd for dig, men også meget synd at skuffe børnene.
Selvforkælelse kan højne humøret meget. Mon ikke også det kan fremme helingen? :-)
Rasmine,
Det hele tog nu faktisk ikke mere end 2 timer - frisør inkluderet - da jeg tog turen frem og tilbage i taxa, og de tre forretninger ligger indenfor 100 meter!
Rejsen kan jeg såmænd nok klare - det er mere de tre offentlige transportmidler med PC etc., der er lidt af et problem i juledagene.
Det er såmænd bare en shea butter-creme fra Occitane, men som kun forhandles i deres forretninger. Og mit tøj køber jeg tit hos COS - og nu var der lige en overdel/bluseting, som er helt enkel og minimalistisk, som jeg elsker det... så uden at prøve tog jeg dem bare. Og de er perfekte - i knaldorange uld til vinter; i koralrød silke til aftenbrug... etc.!
Men det gik virkelig hurtigt det hele - jeg kan klare de tre forretninger på 30 minutter :-)
Ellen,
Jeg håber virkelig - og nu er vi ved at undersøge muligheden for at arbejde fra søster; men selvom jeg elsker de børn, skal der jo arbejdsro til i de dage.
Jeg slapper af nu - men det har jeg jo gjort i 2 uger; jeg håber virkelig, at der sker et julemirakel inden mandag! Måske selvforkælelsen hjælper lidt - det hjalp på humøret i hvert fald :-)
Jeg krydser fingre for et julemirakel, så du kan komme til Danmark og holde jul! Tør slet ikke tænke på skuffelsen, hvis du ikke kan komme af sted...
Grønlandsposten,
Jeg krydser virkelig også fingre - det ville være så ærgerligt; men arbejdet skal jo også passes efter så lang en sygemelding.
Havde jeg vidst det inden operationen havde jeg ventet til efter nytår - men man blilver jo klog af skade :-)
Hav en dejlig weekend!
Det er lidt lang tid siden, jeg har været forbi her og er bagud, så jeg måtte lige læse op op fod-sagen. Det lyder omstændigt men nødvendigt, det du har været igennem. Og ja - sne og krykker er næppe en god kombi. Men nu er der da lidt ro på den front.
Jeg tænkte, at både den der dagcreme og parfumebutik da vist manglede nogle henvisninger eller navne. Jeg er lidt nysgerrig. Hvad er det for butikker??
Og så ellers god bedring. Jeg krydser fingre for at foden kommer i skoen og finder vej til DK.
Kh Louise
Louise,
Det er også rigtigt lang tid jeg intet har lavet synes jeg - men tiden er virkelig gået hurtigt!
Det har været så omstændigt - jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være så omfattende; og det er endnu ikke ovre.
Heldigvis er der så gode forretninger :-)
Parfumeforretningen er Senteurs d'Ailleurs på Place Stéphanie - jeg er helt vild med deres Jo Malone-kollektion. Og min dagcreme er ALTID fra Occitane. De har jo mange forretninger, men jeg handler altid på Toison d'Or - og de er bare så søde og servicemindede!
Jeg kommer hjem - ikke i stilethæle; men HJEM :-)
Hav en skøn jul og et godt nytår.
Kh
Nille
Occitane ROCKS! God jul og godt nytår til dig også.
Louise,
Det gør de nemlig - men Senteurs d'Ailleurs er ikke skidt heller. Lidt mere luksus - men det havde jeg altså fortjent!
Skøn jul til Jer også!
PS! Har du set, at der muligvis også bliver flystrejker - ved ikke om I skal flyve hjem til DK?
Post a Comment