Heldigvis er det stillleben og ikke nature morte; det er også samtidig absolut stille ben, hvis man bryder det anderledes op! Der sker ikke det helt store lige nu – og alligevel går dagene og helingen roligt fremad!
Onsdag begyndte min mave at gøre oprør – uden tvivl alt det medicin; så om aftenen gik jeg i seng uden smertestillende… det gav mig en god fornemmelse af processens fremgang; for alene trykket af dynen på foden var nok til at få mig til at mærke smerten. Så i går slappede jeg virkelig bare af, tog en lur og nød godt af et hurtigt besøg om aftenen. Laurent kom forbi med friske forsyninger af mad – og en kæmpe buket blomster.
Jeg har snart en hel blomsterforretning i stuen – men alle er åbenbart blevet enige om min yndlingsfarve hvid; så det ser ganske pænt ud. Jeg har fået – og får – tilbud om hjælp fra de mest uventede kanter; kolleger, jeg aldrig ser privat og jeg aner slet ikke, hvordan de har fået mit mobilnummer. Men jeg klarer mig nu med de nærmeste venner – derfor er tanken alligevel rar!
I formiddags måtte jeg dog bare have luft. Vi havde et grusomt stormvejr i nat, og nu er det sol, blå himmel og 8 grader. Jeg bor jo på en plads – så jeg skulle kun ned med elevator, over gaden og kunne sætte mig på en bænk med krykkerne for at trække luft i en lille halv time. Det gjorde godt – og var ganske underholdende!
I mange måneder har jeg jævnligt krydset en ældre mand, som går med stok. I starten nikkede han bare pænt til mig; så blev det til Goddag – og inden længe gik det over til også lige at spørge, hvordan det gik, inden vi fortsatte hver vores vej.
Den ældre mand går på trods af sin stok hver eneste dag, og han er stamgæst på pladsens bænke. Så da jeg så ham komme vidste jeg, at NU slap jeg ikke så let. Han blev ret begejstret over at se mig – jeg havde luret, at han meget gerne ville snakke… og med krykkerne havde han jo en oplagt indgangsvinkel.
Vi endte med en længere samtale – jeg fik endda lov at se hans benprotese; blandt handicappede skal man åbenbart prale lidt – han vandt uden tvivl! Men vi fik også en hyggelig snak om løst og fast; jeg havde tidligere bemærket hans usædvanligt varme og intelligente mørke øjne – og nu fik jeg det meste af en livshistorie. Han er fra Congo, og givetvis meget ældre end han ser ud til – det kan være jeg spørger om det næste gang vi mødes på bænken! For jeg skulle op og lege stille ben…
12 comments:
Er du mon gået i gang med at læse telefonbogen! Jeg kunne altså ikke lade være at grine :-)
Godt det går den rigtige vej med foden, og det er nok bedst at parere ordrer, men jeg forstår sandelig godt din trang til at lave noget andet.
Det lyder som et meget interessant møde med den ældre herre, og nogle gange er det alligevel rart (bagefter) at man ikke kunne flygte :-)
Pia,
Der er heldigvis kommet styr på tårekanalerne igen - det var vist eftervirkningerne af operationen og stress osv. Nu læser jeg bare og hygger mig med benet oppe - og parerer ordrer nemlig.
Men det var nu rart med lidt frisk luft, og et ganske interessant møde - ældre mennesker har mange interessante historier at fortælle!
Det er dejligt at høre, det går fremad, Nille, og at du får tilbudt hjælp også fra uventede sider!
Ja, jeg kan tænke mig, man kan komme til at savne frisk luft. Når du fortæller om den ældre mand med benprotesen, minder det mig om et gammelt radioprogram, man havde i 1950'erne, hvor Svend Pedersen tog på uventet besøg hos en tilfældig dansker, og det viste sig, at alle har en spændende historie at fortælle.
Hav en dejlig weekend!
Madame,
Jeg sidder mest muligt, og nyder at der er hjælp at hente - det skal nok blive en fin fod igen!
Alle mennesker har jo fantastiske historier at fortælle, hvis man lytter - og jeg tror måske, at han er lidt ensom eftersom jeg altid ser ham alene. Men så kan han sludre med mig på bænken, når vi mødes - for lidt frisk luft må jeg altså have... og andre ting at kigge på!
Godt at høre, at du er i bedring. Hvor er det dejligt med så mange tilbud.
Jeg morede mig over at læse om dit møde med manden på bænken.
Sådan noget synes jeg er sjovt, fordi mennesker har så forskellige historier.
Betty,
Det går virkelig bedre, og det er skønt... og beroligende!
Man kan få mange små glæder ved den slags møder; det er lidt et landsbykvarter, så det var vist normalt, at vi endelig snakkede mere sammen. Og han vil virkelig gerne tale - og jeg synes, at det var skønt at lytte!
Man aner et venskab forude, måske?
Man behøver heldigvis ikke at være nogenlunde jævnaldrende for at kunne blive venner, og din ældre mand kunne måske blive et interessant bekendtskab til glæde for begge parter?
Jeg forstår godt, at du kan savne frisk luft - dog tror jeg også, at det har noget at sige, at du ikke helt frivilligt skal opholde dig passivt og mest inden døre - det er altid sværest at acceptere tingenes tilstand, når man ikke selv har valgt dem sådan :-)
Ellen,
Det kunne da sagtens være. Nej, man behøves ikke at være jævnaldrende - og jeg ser jo ingen 'ældre' mennesker hernede ellers. Det ville absolut ikke genere mig!
Man vil jo altid det, man ikke må! Men det var nu skønt at sidde med ansigtet i frisk luft lidt - kun ovre på den anden side af vejen... det trængte jeg lidt til!
Kære Nille
Rigtig god bedring med benet.
Jeg håber, du når at møde mange flere spændende historier på to eller tre ben.
Mange hilsener
Solveig, Champagne
Kære Solveig,
Mange tak! Det giver da i det mindste anledning til nogle uventede møder - men ellers kunne jeg nu godt have været foruden denne ufrivillige isolation :-)
Men nu er der lys forude!
I morgen er det en uge siden du skrev indlægget. Hvordan går det? Forhåbentlig går det fremad?
Jens,
Det går desværre ikke helt så godt fremad, som jeg gerne ville...
Blomsterne er visnede i mellemtiden - og mit humør en anelse også ved tanken om, at jeg burde være helt operationel om 5 dage!
Og så er der jo intet at skrive om, når man bare ligger på sofaen :-)
Post a Comment