Farvel 2011....

Den sidste uge er gået med at hygge med familien, da jeg endelig kom hjem med klumpfoden og uden flystrejke! Men allerede tirsdag morgen var det igen almindelig arbejdsdag – dog hjemme fra søster, da bandager ikke er særligt forenelige med offentlige transportmidler… men jeg kan se enden – kun to uger tilbage forhåbentlig. I dag er årest sidste arbejdsdag… og i morgen holder jeg nytår i Danmark for første gang i dette årtusinde, inden jeg søndag vender næsen hjem til Bruxelles og en almindelig hverdag efter en lidt speciel december måned.

Det har ikke været det eneste specielle i 2011, som om noget har været et usædvanligt år. Faktisk et ualmindeligt usædvanligt fantastisk skønt år! Et år, som jeg vil huske mange år fremover for lutter gode ting – oplevelser, følelser, mennesker, rejser…

Året startede med en fantastisk lille uge i Barcelona, hvor jeg allerede fik fornemmelser af forår. Der var en hurtig arbejdstur hjem til Danmark i februar, inden jeg gav mig selv årets største gave med 5 ugers fri og tog til Senegal. De fem uger blev fantastiske på mange måder – måske mest fordi det lærte mig, hvor vigtigt det er at bruge den slags tid på sig selv og andre, og fjerne sig selv fra vores overfladiske europæiske verden.

Knap var jeg vendt afslappet og lykkelig hjem før jeg drog til Genève for at besøge drengene i påsken – og det blev til endnu en 4-dages tur i juli måned… og det bliver også det første rejsemål for 2012.

I maj var jeg to uger i Danmark, hvor det blev til en god blanding af familie, venner og arbejde; og i juni rejste jeg igen to uger til Senegal, og igen efterlod jeg en lille del af mit hjerte dernede, hvor jeg føler mig helt hjemme.

Men hjem skal man – og jeg var knap landet før jeg tog på weekendrejse hos venner i Luxembourg. Det var samme måned som den anden rejse til Schweiz, og der var kun en weekend til at slappe af i, inden jeg tog toget til Frankrig for at mødes med den danske familie i en uge i sydens sol.

Vel hjemvendt igen handlede det om et par uger uden strøm – men netop den slags genvordigheder kan ikke seriøst irritere mig længere. Det er på de punkter jeg virkelig mærker, hvor meget det har givet mig at rejse langt væk – man lærer at relativisere og man lærer tålmodighed. Man lærer ikke at være så forkælet – selv om jeg nu var glad, da det hele virkede igen.

Det var derfor et par stille måneder – jeg slog min egen rekord med mere end 30 sammenhængende dage i min lejlighed i år; men slut oktober kunne jeg endelig komme tilbage til mit elskede Afrika, og fik endnu en uforglemmelig ferie.

Det blev kun til en enkelt tur til Paris i år – det er til gengæld usædvanligt; men så nød vi det så meget mere… jeg gjorde endnu mere, da det var et par dage inden operationen, og tiden siden da har været noget stillesiddende. Året afsluttes med de 10 dage i Danmark, og en konstatering af, at jeg har tilbragt 108 dage væk fra Bruxelles og mit hjem. Men der har jo også været dejlige oplevelser i Belgien – venner, museer, hjemmehygge og afslapning, lange gåture og glæden ved at bo i en by, jeg holder mere og mere af, og som jeg hver gang glæder mig til at komme hjem til fra rejserne!

Det blev et år, hvor bikinistregerne aldrig forsvandt – men hvor mærkerne, som satte sig i sindet blev endnu dybere. Hvor jeg lærte at prioritere anderledes – og den forandring er permanent, ved jeg.
Med 108 rejsedage blev det derfor også til færre blogindlæg – nemlig også 108 styks i år. Men den tid væk fra teknologien er godt givet ud for sjælen!

Bogbloggen blev flittigere opdateret – der blev læst 112 bøger i år. Det er noget mere end de 80 i 2010 – men med mere fritid blev der fred og ro til det; og det ses da også tydeligt, at jeg havde fri i marts, og rejste en del… det er i de måneder, at der er blevet læst mest.

Der er læst meget forskelligt – og jeg kan umuligt fremhæve en enkelt bog som årets bog. Dem, der virkelig gjorde indtryk er dog ‘Vi, de druknede’, alle Ryszard Kapuscinskis bøger samt en del bøger af afrikanske forfattere, som jo står mit hjerte nært. Jeg fik nogle gode grin og tårer samtidig af Armistead Maupins fantastiske saga om San Francisco – og jeg nød en af årets meget opreklamerede bøger, Freedom, mens jeg absolut ikke var begejstret for én af de andre overhypede udgivelser!

Jeg fik måske ikke læst så mange af de store klassikere, som jeg ville – men i forbindelse med Bogudfordringen fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Les Misérables… og det var jo selvfølgelig lige så enestående, som det skulle være.

2012 bliver ikke som 2011. Man kan og skal ikke gentage – og jeg kan heller ikke tage mig den frihed igen i år, hvor meget jeg end ville. Men der bliver helt sikkert rejst – muligvis til helt andre himmelstrøg, men også til mine hjem i udlandet – familien i Danmark og drengene i Schweiz/Frankrig.

Der er ikke de store faste planer lige nu – men jeg er sikker på, at det bliver et dejligt år… 2011 lærte mig nemlig endnu mere at værdsætte livet og prioritere rigtigt!

Jeg håber, at Jeres 2012 bliver lilge så dejligt, spændende, udfordrende, lykkeligt, interessant… og glæder mig til at følge Jer fra sidelinien!

GODT NYTÅR!

Det store julebad...

Var der ikke engang man udelukkende tog det store ordentlige bad med skrubben bag ørerne (og mellem tæerne) til jul?

Sådan er det nærmest her; det bliver ikke i aften - men jeg kan lugte badeolien for enden af en sidste nat som mumie. Jeg har vitterligt været nervøs de sidste par dage - over juleflyet og ferien; og ikke mindst problemet med arbejdsdagene i Danmark... og de vedvarende smerter i foden.

I dag var jeg til anden kontrol; den to uger gamle bandage blev fjernet - men desværre så det ikke synderligt kønnere ud end sidst. Kirurgen var dog meget stolt af sine korssting, og trådene blev taget. En ny - men meget mindre - bandage kom på. Den må komme af i morgen tidlig, og jeg kan få mit første brusebad i december måned!!! Så skal der nye bandager på hver morgen - tæerne skal bindes sammen, så brusken kan gendannes i fred og ro. Det bliver søsters opgave i julen, og arbejdsdagene bliver fra enten søster eller mor - for stilethæle er udelukket i mange måneder. Det bliver også hjemmearbejde til afrejsen på torsdag - men lige nu er de vist bare lykkelige for at jeg kobler på igen; der har været meget panik i mit fravær tilsyneladende.

Jeg var nervøs over smerterne - og set i bakspejlet er jeg nok lidt mere sur over den manglende information fra lægen. I dag fortalte han mig nemlig, at operationsarret tager op til 5-6 uger før smerterne er væk, da alle nerverne jo blev skåret over. Hævelsen kan vare op til 2-3 måneder endnu - men havde han nu sagt det inden, havde jeg ikke bekymret mig så meget!!!

Jeg tog en taxa derfra med et par gamle udtrådte gummisko på - allerede en lille sejr. Jeg tog direkte til en skoforretning i gaden ved siden af, og købte de uden tvivl grimmeste og (heldigvis) billigste støvler, jeg kunne finde. Helt flade i blødt ruskind og meget brede og med rågummisåler - foden kan lige komme ned, og det trykker og gør ondt. Men de ryger ud, når vinteren er ovre... indtil da skal de bare sørge for at skaffe mig til Danmark, hvor jeg kan danse om juletræ i sokkefødder.

Næste kontrol er den 11. januar - så skal der tages røntgen og se, hvor musklerne og nervetrådene har gendannet sig, og hvis det ikke er OK til den tid, skal der en silikonedims omkring foden i et stykke tid.

Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at en lilletå kunne give mig så meget ballade; måske er det fint, at de ikke skræmmer én væk inden operationen... men jeg har lært min lektie nu. Aldrig mere nogle uger inden jul...

Så er der nogle sjove gevækster, der siger, at jeg må have nydt mere end to ugers ferie... gid det var så vel! Jeg har ingen idé om, hvor de 2½ uge forsvandt hen - blot liggende på en sofa, afskåret fra alt og alle nærmest - det er ikke ferie! Jeg havde da gerne byttet, hvis...

Fnug… store fnug og mange fnug!!!

Som om jeg ikke havde udfordringer nok, begyndte det virkelig at sne her til aften; ikke det der pjatsne de havde lovet i vejrudsigten – og som i øvrigt ikke skulle komme før lørdag! Og jeg haaaaader sne….
Men set indefra kan det være ganske nydeligt; set fra mit bagkøkken fx – taget uden blitz og overhovedet ikke bearbejdet i nogle som helst fotoprogrammer; men hvorfor er himlen så orange?

Det giver dog en ikke ringe kontrast til ydervæggen på bygningen, som er beklædt med kobberplader i ny og gammel form; nogle er erstattet efter en storm for nogle år siden, og har endnu ikke nået at blive irgrønne… men det bliver jo nærmest grafisk smukt i denne sene aftentime!



Haverne under mig ser ligeså idyllisk juleagtige ud – men det er bestemt ikke krykkevejr kan jeg sagtens regne ud! Godt, at der er forråd i skabene og taxaer til i morgen aften!

Opdatering fra fodfolket…

Der har været lidt stille fra sygelejet – der er jo heller ikke sket det helt store. Faktisk er der sket forbløffende lidt, hvad helingen angår synes jeg. Selve såret gør stadig temmelig ondt – jeg forsøgte i 2 nanosekunder i går at sidde i skrædderstilling, som jeg ellers altid gør… men det er totalt umuligt fordi såret så på trods af bandager etc. bliver belastet for meget.

I går var jeg alvorligt i dårligt humør og ked af det; i nat sov jeg næsten ikke af bekymring. For juleferien står jo for døren – og jeg begynder at overveje om jeg overhovedet kan flyve hjem eller må indse, at julen bliver alene i Bruxelles.

Trådene skal fjernes på mandag – men det kan jo ikke være trådene, der giver de smerter også om natten, når jeg vender mig. Jeg kan slet ikke se, hvordan en almindelig sko skal kunne komme på foden tirsdag, hvor sygemeldingen er slut. Men tirsdag til torsdag kan jeg bare arbejde hjemmefra; og i lufthavnen kan jeg få hjælp både her og i Kastrup – og så kan jeg hygge mig hos familien og blive nusset om.

Problemet opstår den 27., hvor jeg principielt skal arbejde fra Kastrup lufthavn i fire dage; og at komme derud virker helt uoverskueligt lilge nu. Jeg kan jo ikke arbejde i tre dage, og så sygemelde mig igen efter de to feriedage den 23. og 26.! Desuden er det ikke firmaets problem, at jeg har valgt at arbejde fra Danmark – og jeg har jo været temmelig meget væk på ferie i år allerede. Der er mange bekymringer lige nu… så i morges stod jeg op efter en urolig nat med den faste overbevisning, at jeg måtte forkæle mig selv lidt.

Først humpede jeg ned til frisøren, hvor Jef gav mig en lang og intens hovedbundsmassage og så en dejlig opfriskning af frisuren. Derfra tog jeg en taxa med krykken under armen ind til centrum. Jeg er ved at løbe faretruende tør for ansigtscreme – og der er kun én, der dur!

Den var selvfølgelig udsolgt i min stambutik; men man kommer langt med krykker. Damen fik virkelig oprigtigt ondt af mig, da hun så mig ankomme i taxa og på krykker – så i morgen eller mandag, når næste leverance kommer, pakker hun to bøtter ned til mig og afleverer dem privat på vej hjem fra arbejde! Det er blandt andet fordelen ved at handle de samme små steder og være en trofast kunde!

Næsten ved siden af ligger min parfumeforretning – et atelier, hvor de sælger de mere sjældne mærker eller laver din egen parfume. Jeg elsker at komme ud derfra – alt er pakket ind i silkepapir (inklusive i bunden af posen) og sprøjtet med den parfume, man netop har købt. Så der røg også lige en badeolie med i købet – granatæblebadeolie… for jeg drømmer også efter 16 dage om et bad snart! På mandag!

Og endelig blev det til lynshopping i min sædvanlige forretning; uden at prøve noget fandt jeg en ny model, som jeg faldt for – og så tog jeg den i forskellige farver og både i silke og uld…

Jeg skal nemlig ud i morgen aften. Jeg bliver hentet og bragt med krykkerne. Så selvom man føler sig lidt nede, kan det så camoufleres under nyt hår, nyt tøj og ny parfume… det er måske næsten lige så godt som et bad? Og så tager det tankerne lidt væk fra at sidde her og murre over en måske aflyst jul…

Stillleben

Heldigvis er det stillleben og ikke nature morte; det er også samtidig absolut stille ben, hvis man bryder det anderledes op! Der sker ikke det helt store lige nu – og alligevel går dagene og helingen roligt fremad!

Onsdag begyndte min mave at gøre oprør – uden tvivl alt det medicin; så om aftenen gik jeg i seng uden smertestillende… det gav mig en god fornemmelse af processens fremgang; for alene trykket af dynen på foden var nok til at få mig til at mærke smerten. Så i går slappede jeg virkelig bare af, tog en lur og nød godt af et hurtigt besøg om aftenen. Laurent kom forbi med friske forsyninger af mad – og en kæmpe buket blomster.

Jeg har snart en hel blomsterforretning i stuen – men alle er åbenbart blevet enige om min yndlingsfarve hvid; så det ser ganske pænt ud. Jeg har fået – og får – tilbud om hjælp fra de mest uventede kanter; kolleger, jeg aldrig ser privat og jeg aner slet ikke, hvordan de har fået mit mobilnummer. Men jeg klarer mig nu med de nærmeste venner – derfor er tanken alligevel rar!

I formiddags måtte jeg dog bare have luft. Vi havde et grusomt stormvejr i nat, og nu er det sol, blå himmel og 8 grader. Jeg bor jo på en plads – så jeg skulle kun ned med elevator, over gaden og kunne sætte mig på en bænk med krykkerne for at trække luft i en lille halv time. Det gjorde godt – og var ganske underholdende!

I mange måneder har jeg jævnligt krydset en ældre mand, som går med stok. I starten nikkede han bare pænt til mig; så blev det til Goddag – og inden længe gik det over til også lige at spørge, hvordan det gik, inden vi fortsatte hver vores vej.

Den ældre mand går på trods af sin stok hver eneste dag, og han er stamgæst på pladsens bænke. Så da jeg så ham komme vidste jeg, at NU slap jeg ikke så let. Han blev ret begejstret over at se mig – jeg havde luret, at han meget gerne ville snakke… og med krykkerne havde han jo en oplagt indgangsvinkel.

Vi endte med en længere samtale – jeg fik endda lov at se hans benprotese; blandt handicappede skal man åbenbart prale lidt – han vandt uden tvivl! Men vi fik også en hyggelig snak om løst og fast; jeg havde tidligere bemærket hans usædvanligt varme og intelligente mørke øjne – og nu fik jeg det meste af en livshistorie. Han er fra Congo, og givetvis meget ældre end han ser ud til – det kan være jeg spørger om det næste gang vi mødes på bænken! For jeg skulle op og lege stille ben…

Fra alle os til alle Jer...

I går var det Skt. Nicolas hernede; og så er der tradition for, at alle børn får gaver - en slags før-julegaver, og som regel legetøj mens de mere fornuftige (bløde) pakker kommer juleaften.

Men i går var der faktisk gaver til alle - store som små; endda mest til de store, da det var, hvad der stod på nogles ønskelister i hvert fald. Blot 540 dage tidligere!

Vi har en REGERING. En premierminister og en hel flok ministre, der er enige!!! Og vi har stadig rekorden som det mest uorganiserede land i verden med de 540 dage, det tog at danne den regering. De kunne nu godt have ventet en uge - så kunne vi have fejret de 18 måneder. Men politikere gør jo som bekendt ikke, hvad der behager folket.

Nu har vi så til gengæld en ny rekord tilsyneladende. Den nye premierminister Elio di Rupo er den første regerende homoseksuelle leder af et land - af dem, som står ved det vel at mærke. Han er af italiensk afstamning, som en stor del af den belgiske befolkning, og som hans navn mere end antyder. Han er socialist og derfor er hans butterfly altid røde - han er aldrig set med andet end butterfly. Ikke i offentlige sammenhænge. Det er også med sikkerhed kendt, at hans sorte hår ikke fra naturens side er helt så sort længere som 60-årig...

Mine to schweiziske drenge, som jo er belgiske statsborgere, er lykkelige for valget. Som Fred siger - "når jeg mødte ham i natklubber, sagde han altid 'Godaften unge mand' " - det er åbenbart nok til at smigre vælgere?

Det var på et hængende hår; vi stod til en kæmpe bøde af kommissionen, hvis regeringen ikke var dannet inden midten af december. En regning på mange hundreder millioner af Euro, som borgerne jo skulle have betalt, fordi de ikke kunne blive enige. Men nu kan vi ånde lettet op og nyde vores julegave.

Ude at lufte tåen...

I dag var jeg UDE!!! Uden for min lejlighed i den friske (og meget kolde) luft. Godt nok handlede det kun om at humpe ned til elevatoren, køre ned med den og ud til en ventende taxa. Men det var store ting! Jeg har jo intet lavet - altså bortset fra at lave mad... det skal jo gøres. I morges måtte jeg også lige støvsuge - det skal jo også gøres; men gulvvasken sprang jeg klogt over - det mindede foden mig om.

Jeg skulle tilbage til kirurgens konsultation i udkanten af byen, og folk arbejder jo - så det blev frem og tilbage i taxa... det er også den bedste måde at bruge 110 EUR på 2 timer til taxa og læge! Pffff....

Først fik jeg fjernet bandagen af en ung læge - jeg blev faktisk noget rystet, da jeg så hvordan den blev rødere og rødere efterhånden som han rullede af foden. Det var ikke det smukkeste syn i verden, da jeg genså min fod. Da lægen var gået ud efter kirurgen, nåede jeg dog at hoppe ned af briksen og hente mobilen i tasken for at tage et billede. Det kommer altså bare slet ikke på bloggen - men jeg har sendt det til nevøerne for at øge mosters sejhedsfaktor - den er virkelig i stigning disse dage!

Da kirurgen kom mente han, at den så forholdsmæssigt fin ud - vi har meget forskellige skønhedsidealer kan jeg konkludere. Men at den var meget hævet endnu - og hvor meget havde jeg egentligt været i vertikal position?

De er morsomme er de! Man skal jo spise - man må måske nok lære at leve med lidt mere støv... og udskyde gulvvask, strygning etc.

Det hele blev renset, så min oprindelige hudfarve kom frem igen - og der kom en ny ren bandage på. Den skal så sidde URØRT til den 19. december, hvor stingene skal tages. Dermed intet brusebad før den 19. om aftenen - og det med arbejdet i næste uge lader til at være lidt på et hængende hår.

Der blev taget nye røntgenbilleder, og nu er der et fint hul mellem mine to knoglestykker, da han har fjernet midt i tåen. Det hulrum skal så naturligt fyldes af væv, der hærder og stabiliserer tåen - og derfor er der jo en vis logik i at lytte til lægen for ikke at ende som kandidat til gakkede gangarter.

Så jeg slapper videre af herhjemme - hvis bare ikke jeg havde behov for mine Kleenex hele tiden. Jeg aner ike, hvad de putter i den narkose - men jeg har været så sensibel siden operationen. I lørdags læste jeg Ulla Terkelsens biografi - og vrælede højlydt, da hun beskrev Polens optagelse i EU. Fint for polakkerne - og det var heller ikke just en overraskelse... andet end for mine tårekanaler. Det samme skete i går, da jeg så The King's Speech på DVD. Det er noget værre noget - så nu slapper jeg altså helt af og læser telefonbogen måske!

Legetøj…

Det er snart Skt. Nicolas hernede – og så skal børn have gaver; legetøjsgaver! Jeg har også fået nyt legetøj, og det kunne faktisk ikke falde på et bedre tidspunkt – udover det faktum, at jeg er den sidste i verden, der skifter til fladskærm, tror jeg?

Og så er den betalt af staten!

For to år siden fik vi de første øko-vouchers af regeringen, og så igen for 250 EUR sidste år i december. Da drengene var flyttet til Schweiz havde Fred, der er min kollega, ‘testamenteret’ sine vouchers til mig – så jeg pludselig stod med 500 EUR, og der kommer en bunkefuld til om et par uger.

De kan bruges til CO2-venlige produkter – lampepærer, cykler, togbilletter (men kun i Belgien) og hårde hvidevarer, som har et absolut lille energiforbrug.

Sidste onsdag fik jeg pludselig den tanke, at jeg skulle tjekke udløbsdatoen – og for en del af de ældste var det slut november. Så var gode råd dyre, og jeg skyndte mig at bestille en fladskærm, som oprindeligt var planen – men jeg havde overhovedet ikke informeret mig. Det gjorde jeg så med svoger over telefonen og ti minutter senere var der bestilt et 40 tommer TV med alverdens smarte funktioner – og jeg skulle kun lægge et mindre beløb oveni statens vouchers. Tidligste levering var den 30. november – sidste dag inden de udløb og sidste dag inden operationen. Perfekt timing!

Men da det blev leveret kunne jeg pludselig se den grimme opløsning fra mit kabel-tv, som ikke blev bedre af at blive blæst på en meter skærm; så 1-2-3 fik jeg bestilt digitalt TV – som blev installeret i går, mens jeg humpede rundt. Nok skulle jeg ikke lave noget, men blot anvise stikdåser osv. – men jeg måtte alligevel sove 3 timer bagefter; det tog dagens kræfter. Om aftenen blev der tid til at lege med vidunderet – med lys, der kastes ud til siderne… og et have af nye kanaler. Jeg ser så lidt fjernsyn, men nu er der pludselig historie-, rejse- og naturkanaler, som jeg tror jeg vil få glæde af!

Det bedste af det hele er, at det gamle fjernsyn – som kun var 7 år gammelt og intet fejler – skal til Afrika! Christian tager snart hjem til Congo for en længere periode, og er ved at fylde en nyindkøbt lastbil med varer, der skal på et skib i Antwerpen og sejle til Douala i Cameroun. Mit fjernsyn er nu lovet væk til en ven – en congolesisk katolsk præst i Cameroun.

Det er noget bedre end at give det til elkæden, som sikkert dumper det på en losseplads – og selvfølgelig skulle netop mit fjernsyn ende i Afrika. Jeg er meget tilfreds med det udfald – og jeg er også meget glad for min nye hjemmebiograf, nu jeg endelig fik foden ind i det 21. århundrede!

Frk. Klumpfod

Selvom jeg er noget skvattet i skelettet, så har jeg nok sjældent været så lettet og glad over at stå op hjemme hos mig selv! Det var kun én dag - og uden overnatning - på hospitalet; men det var rigeligt til at nå at føle sig bange, ensom, urolig og ikke mindst erindre utallige besøg på opvågnings- eller hospitalsstuer.

Først en lang formiddag fra klokken 8 om morgenen til klokken 13, hvor jeg bare lå og ventede på min enkeltstue. De bøger og blade, jeg havde taget med kunne jeg ikke koncentrere mig meget om - så jeg forsøgte at slappe af, småslumre og abstrahere fra tanker om vandflasker.

Så var der turen ned i elevator til operationsblokken, fem læger og sygeplejersker, der vrimler om én og binder bånd og snore ind og ud af din krop, mens de fortæller dig en masse banaliteter for at få dig til at glemme. Og pludselig løftede de mig tilbage i min seng... en time i narkose, og jeg var inde på opvågningen. Der kom tårerne pludselig - effekt af narkose, lettelse og også smerter. Jeg frøs og havde ondt i halsen efter den slange, de havde haft nede i mig - men jeg kunne se min fod... eller det, der er min fod under lag af bandager.

Jeg fik intet vand før klokken 18 - et lille bitte glas, som jeg forsøgte at vride de sidste dråber ud af til at fugte læberne. Så var det bare at vente på lægen, og endelig kunne jeg komme fri ved 20-tiden. Christian var sød at hente mig, finde et døgnapotek til smertestillende og penicillin, og gelejde mig hjem. En lille rugbrødsmad blev spist i små bidder for at give maven indhold til at absorbere medicinen, og så var det i seng med et blad og foden oppe.

Nok er det overstået - tror jeg - men foden gør mig opmærksom på, at det er det ikke helt endnu. Lægens ordrer var heller ikke til at tage fejl af! Foden oppe, hvile og ingen unødvendig aktivitet inden jeg skal til kontrol på mandag og have skiftet bandagen. Badning bliver i etagevask. Selv om man tror, at nu er det hele slut, så har der trods alt været en stor kniv i foden, og nu skal det ganske enkelt hele pænt og ordentligt. Arbejdet bliver ikke genoptaget før tidligst den 12. december - og denne gang adlyder jeg... ikke engang herhjemmefra har jeg lovet mig selv!

Jeg fik sovet nogenlunde efter omstændighederne; jeg havde en dårlig time i nat med kvalme og uro - og jeg skal lige teste mig frem til, hvornår det er nødvendigt med smertestillende og hvornår det er pjat. Det kommer til at gå i et meget roligt tempo med bøger, film og besøg af venner, der kan agere indkøbere - og HVILE!