Nu med silikone...

Der kommer en dag i enhver kvindes liv, hvor en mand ser på hendes krop... ryster lidt opgivende på hovedet ved synet, og konkluderer, at det er tid til at kompensere med silikone, der hvor naturen ikke selv kan klare tingene. For mig var den dag i går!

Heldigvis er silikonen kun ekstern - og det er den eneste form for silikone, der kommer i nærheden af mig! Manden var såmænd bare fodkirurgen, der skulle se mig til en ny kontrol. Jeg fik ros for mit sår - det er faktisk helet meget fint; men jeg har vist heller aldrig været så lægelydig! Overholdt alle regler og møjsommeligt lagt en bandage hver morgen selv de sidste par uger.

Huden omkring alle stingene er faldet af, og er nu næsten gendannet - kun tilbage er et ar og en anden farvning af huden. Tåen er gået fra at være en lilletå til en lillebittetå - når bandagen er af ses det tydeligt, at den nu er 4-5 mm kortere end den venstre; men det var jeg jo forberedt på efter, at knoglen var fjernet.

Dog gør det selvfølgelig stadig ondt - og så fik jeg forklaringen. Da de skar op, måtte de fjerne musklen, der styrer tåens bevægelser inden de kunne komme ned til knoglen. Den er nu ved at vågne op igen efter 6 ugers koma, og jeg bevæger tåen mere... og det mærkes tydeligt. Musklen skal finde sin rette plads igen efter en tur uden for kroppen, og med alle nerverne, der har været skåret over. Jeg synes også, at det er frækt - jeg har så få muskler, at jeg altså ikke har råd til, at de flytter rundt med dem efter forgodtbefindende!!!

Men igang igen skal man - alt for lang tid i bandage svækker jo også foden; så nu har jeg fået et lille silikonehylster, der sidder og holder fast om de to tæer og støtter uden, at hele foden er bundet ind. Det giver bevægelsesfrihed og her til morgen kom jeg på arbejde i nogle meget lidt æstetiske støvler... men der var lige akkurat plads. Hvert skridt føles som var der en kniv i foden. Men det må man bare vænne sig til - nu skal det vist bare gås væk uden så meget piveri. Så kan jeg putte en bandage på i weekenden om aftenen for at hvile foden lidt - men i bund og grund handler det bare om at teste, hvor smertegrænsen er men også presse sig selv lidt for at blive god igen.

Den silikonetut skal jeg gå med i op til to måneder - men så er vi også næsten slut marts, og et år efter selve bruddet. Den skal også støtte foden, når jeg går barfodet - hvilket helst skal undgås, så længe helingen ikke er komplet. Jeg kommer heller ikke ud at løbe lige foreløbig; men nu kan jeg stille og roligt genoptage spadsereture og få benet styrket igen; i mandags, da coachen var der kunne jeg godt mærke, at det var svagere end det venstre - det går virkelig hurtigt med at tabe muskelkraft, når man sidder stille.

Jeg fik også mine billeder med hjem - det endegyldige bevis på min amputation; selvom det nok ikke tæller procentvis meget i invaliditet! Jeg håber, at det var sidste besøg hos den læge...