Det var ikke meget hvile bjergheltene kunne få efter fredagens strabadser – men det var heller ikke planen! Vi aftalte, at hver mand sørgede for egen kaffe og morgenmad og afvaskning, og alle skulle stå parat til afgang i behørig påklædning klokken 9. Sådan blev det selvfølgelig!
Vi kørte samme rute sydom Lac Léman som i juli; for enden af søen fortsatte vi opad mod Gruyères – som selvfølgelig er der man fremstiller osten af samme navn… selvom byen pudsigt nok har et s i enden.
Byen er opkaldt efter en trane – grue på fransk – som blev brugt i våbenskjoldet for en af de første Gruyère-grever tilbage i det 11. århundrede. Byen ligger i 800 meters højde, og byens slot ligger yderligere 115 meter oppe og dominerer området, selvom det stadig må indordne sig de omkringliggende bjerge.
Slottet er det næstmest besøgte i Schweiz – det mest besøgte er selvfølgelig det smukke Château de Chillon, som vi besøgte i juli. Om sommeren må der være ganske rædselsfuldt – men i kulden og udenfor sæsonen var der ingen mennesker. Sådan et uopvarmet middelalderslot kan pludselig virke helt overophedet, når man kommer ude fra den bidende kulde – så vi nød besøget.
Hele området dernede på grænsen mellem Schweiz og Frankrig er jo Savoie – men jeg kan ikke lade være med at drille drengene med, at de vifter med det danske flag allevegne! Jeg kan ikke helt finde ud af, hvilket er det ældste – at Dannebrog er fra 1219 er jo almindeligt kendt; men hvornår det andet blev taget i brug kan jeg ikke rigtigt finde ud af.
Efter anstrengelserne måtte vi igen spise noget nærende vintermad – salat med lufttørret kød, lidt smeltet schweizisk ost og en uforglemmelig schweizisk rødvin – ikke just deres specialitet ellers. Vi skulle levne plads til desserten, som er meget lokal og meget farlig! Det er en slags crème fraiche – men som ikke er fermenteret, og derfor er ekstrem tyk med samtidig sød og smager lidt af flødeskum… og med en fedtprocent, som man skal være fuldtidsbjerghyrde for at kunne absorbere jævnligt. De spiser den med marengs og is eller røde frugter… men det var jo ikke just sæson. Så vi delte en tallerken med den skønne crème, som skal smøres på marengs så tyk er den.
Vi kørte videre til Fribourg for at gå noget af det af – men der blæste vinden og sammen med kulden var vi nede i en chillfactor omkring minus 20 grader. Det blev en kort men intens tur – og så var der to timers kørsel hjem nordom søen.
Om aftenen var vi faktisk lidt trætte – og efter en flaske champagne til apéro, stod den på Freds tyske køkken iblandet en anden lokal specialitet – kardon! Jeg havde aldrig endsige hørt tale om denne grøntsag, men den spises meget i det bælte omkring Schweiz, Frankrig og Italien. I Danmark er det sikkert mest bare en plante – men vi fik den stuvet og skåret i store stykker, der umiddelbart ligner forstørrede bladselleri. Det smagte helt eventyrligt – bare synd, at jeg ikke kan finde det heroppe.
Vi droppede aftenens planlagte spil og hyggede allesammen i en stor bunke på sofaen med de otte katte… og så sov vi en dyb alpesøvn uden vækkeur næste morgen! Men det var hele turen værd – igen!
0 comments:
Post a Comment