Friday, February 24, 2012

Nyt legetøj....

Så fik jeg en ny PC efter at have sukket efter en i måneder - eller snarere et helt år! Og så skal man til at lære en helt masse nye ting; selvfølgelig er den ikke ulig den gamle - men tastaturet er anderledes selvom det er et QWERTY. Det er bredere, og ikke alle tasterne sidder, som de skal for mig. Desuden benytter jeg jo alt-koder til at skrive nordiske og franske bogstaver, og det gøres ikke på samme måde som før... det kommer til at tage tid at komme tilbage til blindskrift kan jeg mærke :-)

Det er ugen for forandringer - og der er temmelig mange af dem lige nu. Forleden dag var de to elektrikere her, og udskiftede de 30 meter kabel på de ti etager. Jeg kom hjem, da det var lige ved at blive mørkt - og de var endnu ikke nået til at skifte fra det gamle til det nye. Jeg gik en tur for at komme væk fra den stress, som jeg havde opbygget over et par uger - og da jeg vendte hjem var det næsten ved at være the moment!

De havde trukket det op igennem elevatorskakten, ind igennem toilettet, og videre henover loftet i entreen med medfølgende huller deroppe til følge. Så skete det - og der kom lys!  Der er stadig en sikring, der er sprunget - men der er ikke meget fidus i at ringe til elselskabet, når de nu alligevel kommer på mandag. Derfor benytter jeg stadig ikke maskiner andet end fjernsyn, telefon, køleskab - men ikke vaskemaskine etc. Men det kan man jo heldigvis klare sig uden - og bare at have varmt vand og et køleskab er jo luksus.

Nu skal jeg lige komme mig helt ovenpå denne oplevelse; så tænker jeg videre. Jeg elsker min lejlighed og nu er der et ødelagt kabel, der er erstattet med et helt moderne. Måske er det enden på problemerne - det mener elektrikeren trods alt.

Det har været et par strenge uger; i morgen tidlig skal der soves længe og så kan jeg endelig nyde en kop varm morgenkaffe. Derefter står den på arbejde en del af weekenden. Der er problemer i Norge, og en kollega i Sverige fik lidt mentale tæsk på et møde hernede i går. Nu er der et par dage til at komme med en strategisk nødplan og en SWOT-analyse til at vende skibet.... eller flyet snarere. Det kan jeg ikke abstrahere fra - og man skal hjælpe kolleger i nød ligesåvel som man skal hjælpe firmaet i helhed.

Det er fint med mig; jeg kan alligevel ikke sove, når der er den slags problemer - og nu har jeg jo strøm til at kunne arbejde hjemmefra.... men der skal også være tid til lidt andet denne weekend! Måske lære at tæmme det nye bæst?


6 comments:

Madame said...

Tillykke med din nye pc og med at du har strøm igen - hurra, hvor er det dejligt, Nille! Ja, nu er problemerne med elektriciteten forhåbentlig løst, så du kan blive boende. Men det lyder strengt, at du er nødt til at arbejde også i weekenden.

Håber du får tid til også at nyde lidt.

Nille said...

Madame,

En ny PC er altid dejligt, men det tager lige lidt tilvænning, kan jeg mærke.

Jeg håber også, at det er ovre nu med det nye kabel - det ser vi på mandag!!!

Jeg regner ikke med at arbejde hele weekenden dog - en 2-3 timer hver dag burde kunne gøre det, Det hører nogle gange med til jobbet - og jeg ydede nok heller ikke helt i toppen i starten af ugen. Så nu indhenter jeg det :-)

Hav en dejlig weekend!

Ellen said...

Du lyder lidt mere optimistisk denne gang - håber dine elproblemer er ved at være en saga blot.

Det er vel aldrig sjovt at arbejde i weekenden, men fleksibilitet går som bekendt begge veje, og jeg havde fx aldrig opnået de frihedsgrader, jeg har i mit job, hvis ikke jeg selv havde givet den en skalle, når det var nødvendigt.

God arbejdslyst og pc-fornøjelse :-)

Nille said...

Ellen,

Elektrikeren er optimist - så er jeg også! Han mente dog ikke, at jeg skal overanstrenge maskinerne indtil den sikring er skiftet. Men det kan man sagtens leve uden så længe man har lys... og sin PC :-)

Jeg ttor, at vi har samme indstilling til den slags med arbejdet - man skal være fleksibel, når man også selv får fleksibilitet. Der er ingen, der holder regnskab med mine arbejdstimer - men de ved, at de kan stole på mig, og også når der er en lille krise. Det justerer jo sig selv hen over året!

Dejlig søndag :-)

Annette said...

Sikken en omgang, stakkels dig. Mens jeg læste dine indlæg om lys, manglende lys etc. sad jeg og tænkte på, at i Senegal er du forberedt på, at der er strømafbrud af og til og tager det med ophøjet ro, men midt i en stor europæisk hovedstad forventer man ligesom et helt andet niveau.

Jeg er helt sikker på, at du har en vidunderlig lejlighed (jeg kigger efter, hver gang vi kører gennem byen, hvor den mon kan ligge ☺), men hvis ikke der var sket noget her og nu, så forestiller jeg mig, at tålmodighedskvoten var opbrugt. Held og lykke med alle de nye installationer, jeg håber at det hele bliver rigtig godt.

Tillykke med den nye pc, det er altid dejligt at få et nyt stykke værktøj inden for rækkevidde.

En rigtig dejlig mandag til dig.

Nille said...

Annette,

Det har været lidt af en omgang, ja! Jeg mener stadig, at man sagtens kan klare sig med meget mindre end vi er vant til - men det kræver, at omstændighederne er tilstede for det.

I Afrika betyder manglende varme knap så meget som i Bruxelles om vinteren :-)

Når man ikke skal på et europæisk kontor i nystrøget skjorte, kan man sagtens klare sig med mindre.

I Afrika ser man ikke fjernsyn eller ringer specielt til hinanden - man går ud på gaden, og så er folk der.

I Afrika laver man ikke mad i ovnen, og man har ikke køleskab - men man overlever fint ved at handle dagligt til den dags behov - og portionerne er derefter.

Hos os er det bare så irriterende, fordi hele vores samfund funderer på elektricitet.

I dag er der netop blevet lukket for de gamle sikringer i det store jernskab, og forøget til 25 ampere... og lige nu kører den første vask tøj i næsten 3 uger... paradis! Og mon ikke det er enden på de problemer? :-)

For jeg er nemlig glad for at bo heroppe - du må altså maile næste gang, du kommer forbi byen!

Hav en dejlig mandag