Klar til kolbøttefabrikken...

Ugen er gået hurtigt - det har taget tid med alt det håndværkerbøvl. Status mandag var jo ikke opmuntrende - men udlejer gør jo, hvad han kan. Så han kom tirsdag aften kl. 21 og kort efter kom elektrikeren. Jeg sad anstændigt og ventede med en enkelt lampe i stuen og stearinlys i gangen - og kunne faktisk samtidig fejre min 5-årsfødselsdag i lejligheden.

Da de så havde kigget lidt på det hele, startede elektrikeren med at slå relæerne til igen - et for et. Og INGENTING skete!!! Jo, altså... lyset kom, og apparater blinkede... men det blev det så ved med! De var her i over en time, og der skete intet. Andet end at udlejer mente, at jeg bare ikke ville være alene på Valentines Days - men nu ved han jo ikke, hvad jeg mener om den slags amerikanske hykleri. Men temmelig fjollet følte jeg mig jo... som om, at det aldrig var sket!

De tog det nu faktisk meget pænt; og noget er der jo galt - heldigvis kunne elektrikeren bevidne det fra sit besøg lørdag aften. Konklusionen er nok bare, at det er en gammel lejlighed og den ekstreme kulde har jo ikke hjulpet. Men nu bliver alle stikkontakter udskiftede, og nogle gamle jordledninger i køkkenet, der stadig er aktive (uden at tjene noget formål) bliver neutraliserede. Elselskabet kommer om 10 dage, og udskifter de gamle sikringer i sølvtråd med en helt moderne måler... der sker simpelthen alt for meget nu for de gamle mure!

Det bliver et arbejdsomt forår heroppe i himlen. Da jeg kom hjem fra juleferie, havde jeg nemlig den ubehagelige oplevelse, at det ene stuevindue stod vidt åbent. Selvfølgelig havde der ikke været nogen i lejligheden, og ingen kan komme ind så højt oppe - det var de gamle vinduesrammer, der ikke havde modstået presset fra nogle effektive vinterstorme.

Den sidste måned har jeg så haft besøg af indtil flere arkitekter, håndværkere og udlejer (igen... ) - fordi sagen er lidt krøllet. Ydermuren, som er vestvendt og udgør et hjørne, ligger meget udsat for vind - og min lejlighed ligger jo højt oppe på byens højeste punkt. Der er en temmelig stor revne i ydermuren, og nu også omkring den ene vinduesramme i gæsteværelset. Da de målte det med laserstråler afveg det faktisk 3-4 cm foroven i forhold til forneden. Men det blotte øje ser det ikke.

Sidste besøg har jeg haft i dag af en entreprenør - og nu skal de så slås om regningen. Hele gæsteværelset skal selvsagt tømmes, og mure skal brydes ned og genopbygges. Vinduesrammer skal udskiftes - også i stuen - og så bliver der jo nymalet og dejligt bagefter. Selvom det hele virker lidt meget oven i hinanden, så slår det mig nu ikke ud. Det mest irriterende for mig, er alle de håndværkerbesøg efter arbejde - men jeg gider jo heller ikke bruge feriedage på det.

Der bliver noget voldsomt rod i løbet af foråret - men man kan vel tage væk eller bare lukke døren? Og endelig så er det bare lidt bøvl for bagefter at få temmelig mange ting opgraderet... så det hele bliver faktisk helt dejligt! Så krydser vi bare fingre for, at der ikke kommer en ny bølge af ekstremt vejr, så håndværkerne ikke kan arbejde!

Fridag den 13. - eller hvordan man kan blive genhuset....

Nej, du har ikke læst forkert - det skulle ikke have været fredag. Det skulle sådan set heller ikke have været en fridag. Men det var den 13. i dag...

Min lille elektrikereksamen er ikke helt i hus; men man må sige, at jeg arbejder på sagen. I morges stod jeg op til en lejlighed uden strøm... igen! Efter et par gange op og ned af de ti etager i nattøj måtte jeg erkende tingenes tilstand og ringe til arbejde og tage akut fri. Så ringe til udlejer, som med sin sædvanlige flegmatiske ro foreslog mig at tænde og slukke for hovedafbryderen. Han havde tydeligvis ingen idé om min morgen- eller blodtryksaktivitet. Et brusebad kunne der jo selvsagt heller ikke blive tale om... jeg var IKKE morgenglad!

Hans endelige forslag (efter en time) var at slukke for alle relæer for oven; genstarte hovedafbryderen i kælderen og én for én prøve at finde den sikring - eller relæ eller hvad ved jeg - som får l**rtet til at kortslutte. Det er jo nemt at sige - men mindre nemt at gøre, når man er alene. Men jeg gik i gang... og fandt en løsning uden tilsluttet relæ for ovn og emhætte.

Så glad blev jeg, at jeg arbejdede hele eftermiddagen - og endte med at sende en laaaang udredningsmail til udlejer; da han jo ikke havde fundet det relevant at kontakte mig yderligere siden morgenstunden. Han ringede så (efter mine skjulte trusler om alt muligt modbydeligt) - og lovede at komme i morgen aften... klokken 21! Det er jo så også et glimrende tidspunkt til at tjekke elinstallationer midt om vinteren. Men jeg åd den.

I samme sekund jeg lægger røret på, ryger det hele igen - mig i kælder, mig op, mig tænde for så få relæer som muligt... og endelig mig lave mad med åben ild som i de gode gamle dage. Så ringede jeg til veninden for at få lidt mental infusion af medlidenhed - men vi blev afbrudt! En time gik med at hidse mig op og ned, vandre op og ned, og sende beskeder til udlejer om genhusning og andre (urimelige) krav.

Endelig har jeg lidt strøm - som i så lidt, at hvis det ikke var for stearinlysene ville jeg ikke kunne se min skærm - og hvem ved, hvor længe det varer! Udlejer ringede og vil stadig komme - dog med en elektriker... og var endda begyndt at overveje en løsning til en anden beboelse. Ikke at jeg overhovedet gider det - jeg vil have MIN seng, MIT lys, MIT køleskab... MIN fred! På den anden side er jeg ikke helt overbevist om det eventyrlige i at bo i en lejlighed med kortslutninger hist og pist - og lige ved siden af gasindgangen i køkkenet.

PUFFF!!! BAAAANNGG!!!

Så hvis bloggen ligger stille er det nok fordi, der ikke er strøm... og forhåbentlig ikke det andet :-)

Den lille elektriker...

Lørdag - ja, faktisk hele weekenden - skulle være ren indendørs hygge, afslapning, læsning... ingen vilde planer.
Det skulle starte med et ekstra ugentligt besøg af coachen for at få elimineret lidt af den schweiziske raclette; så det betød, at de sædvanlige lørdagssysler var lidt forsinkede. Desuden kunne jeg mærke, at kroppen var tung - som i influenzatunge muskler, der ikke gad vægtløftning og for lange stræk af musklerne. Men endelig kunne jeg sætte mig i sofaen ved 15-tiden - med en bog og udsigt til weekend.

Det varede ca. en time inden strømmen gik... igen! Nu er jeg jo ved at være garvet ud i den slags, så jeg smuttede lige de ti etager ned i kælderen, og slog afbryderen til igen. Det virkede også - på ca. en fjerdedel af lejligheden; og selvfølgelig de mest upraktiske steder... vaskemaskine, opvaskemaskine, ovn, lys i stuen og strøm i et stik i stuen! Lige nok til fordelerdåsen til modem, PC og en lampe. Men intet køleskab endsige lys i alle de andre rum - hvor det havde været mere nyttigt end fx en ovn.

Klog af skade fra sidst, hvor jeg endte med regningen for ikke at have konsulteret udlejer først - så startede jeg med at sende ham en besked. Men han sad i transit på vej hjem fra USA, og bad mig ringe til elektrikeren - som absolut havde andre planer for lørdag aften. Ny besked til udlejer - nyt telefonnummer til ny elektriker. Han kom så ved 18.30-tiden - en universitetsuddannet rumænsk ingeniør, som i Bruxelles kun kan få sort arbejde som elektriker. Men han kunne med det samme konstatere, at en sikring var sprunget i kælderen - hvilket vil sige en kobbertråd i de museumsgamle installationer - som skal håndteres af elselskabet. Det magtede jeg ikke lige lørdag aften; i stedet fløj i sidste sekund ned i supermarkedet og købte forlængerledninger og fordelerdåser, så køleskab med indhold kunne reddes... og endda fjernsynet. Men en rigtig hyggelig aften var det jo ikke!

I morges stod jeg tidligt op for at komme først i køen hos elselskabet, som sendte en flink ældre mand indenfor en halv time. Han undrede sig over alderen på det hele; han skiftede sikringen og skrev en regning på 140 EUR - og gik, da det hele virkede. Så begyndte jeg at fjerne fordelerdåser - og så røg strømmen igen. Jeg var nok oppe og nede de ti etager samlet 7-8 gange... for at teste, hvilket stik udløste katastrofen. Jeg er snart ret velbevandret som fritidselektriker - og ved nu, at det oldgamle stik til køleskabet åbenbart ikke er sundt. Så det bliver i forlængerledning - og indebærer temmelig meget akrobatik for at komme til det ude i grovkøkkenet.

Nu orker jeg ikke mere i dag - jeg har vovet at sætte en vask tøj over, så længe der ikke skal bruges elektrisk lys; men jeg sidder på nåle og holder øje med blinkende lys på apparaterne. I morgen må jeg ringe til elselskabet, som efter morgenens syn skal lave en lille opgradering af hovedafbryderen (dog inkluderet i prisen) og til udlejer, som alligevel nok må sende en elektriker til at gennemgå de gamle stik. Han er lidt træt af mig for tiden - der er nemlig andre og meget større problemer, som vi også er i gang med at ordne. Men jeg er faktisk også lidt træt af det nu...

Så nu vil jeg slappe af og pleje forkølelsen med en kop te kogt på gaskomfuret og en bog... det kan man da heldigvis stadig! Bare for at få en lille bitte smule weekend ud af det...

Alpin weekend III

Søndag var hviledag! Vi sov helt til klokken ni – men der havde jeg dog været vågen nogle gange, da et par katte skulle udkæmpe territoriale rettigheder over pladsen ved siden af mig… men det gjorde nu alligevel godt! Iført pyjamas under skitøjet gik jeg til bageren efter brød og aviser – det er da smart, at morgenhåret ikke ses under en chapka!!!

Efter en rolig morgenstund besluttede vi alligevel at noget frisk luft måtte der til – og solen skinnede fra en blå himmel mens det sneede stille… dejligt, smukt og fredeligt.

Vi kørte til en nærliggende schweizisk landsby – det er vigtigt for at forstå, hvordan man på en køretur på 5 km kan krydse grænsen indtil flere gange. Synagogen som ses i baggrunden ligger i Schweiz – men da schweizisk lov forbød separate kirkegårde for forskellige religioner, og man ville have en jødisk kirkegård, ligger selve gravene på fransk jord! Og der er en grænsebom… temmelig anderledes må man sige!

Selvom der var smukt med al sneen, så foretrækker jeg nu jødiske krikegårde uden… her kunne man ikke se alle stenene på gravstederne, som er hele charmen ved netop jødiske kirkegårde. Men det var nu alligevel bemærkelsesværdigt – man lægger ikke øjeblikkeligt mærke til det.. men pludselig studser man over, at alle gravene er for personer, der levede både før og efter krigen. De blev gamle, og de levede i fred og ro og sikkerhed i Schweiz uden mennesketab. Det er et særsyn!

Vel hjemme igen skulle kufferten pakkes – selvom Marie i protest lå på den; hun kunne mærke afrejsen efter at have sovet i arm i tre nætter. Der skulle pakkes en del ned – udover al skitøjet var der gaverne… både de kendte og de ukendte!

F1 havde købt nogle forkerte nye stegepander, som ikke duede til deres induktionskomfur, så jeg fik alle fem med hjem i gave. F2 havde været på et salgskursus for firmaet – delvist sponsoreret af et STOORT firma, som uddelte gavmilde gaver. Dem fik jeg også…. en hel pose fyldt med cremer og diverse ting! Because I am worth it :-)

Endelig var der så alle de ting, F1 havde fået puttet i min kuffert uden, at jeg opdagede det! Han gør det hver gang – og hver gang tror jeg, at jeg har kontrol over det. Der var en del små overraskelser, da den blev åbnet i Bruxelles – dog ingen katte selvom en enkelt eller to ville have været dejligt! Der manglede jo noget i sengen i går aftes…

Der er allerede lagt planer for næste besøg – ikke datoerne; men udflugterne og også tid til at sidde i solen måske under træet… men Schweiz om vinteren er nu også rigtigt meget Schweiz.

Det er en sjov fornemmelse for mig, som tilbragte så meget tid i det land som barn – og ikke havde været tilbage i mange år. Det er som at komme hjem og samtidig er det et nyt område, jeg opdager – men med mine drenge er det jo også et slags andet hjem.

Vi glæder os i hvert fald alle til næste gang – også kattene…

Alpin weekend II

Det var ikke meget hvile bjergheltene kunne få efter fredagens strabadser – men det var heller ikke planen! Vi aftalte, at hver mand sørgede for egen kaffe og morgenmad og afvaskning, og alle skulle stå parat til afgang i behørig påklædning klokken 9. Sådan blev det selvfølgelig!

Vi kørte samme rute sydom Lac Léman som i juli; for enden af søen fortsatte vi opad mod Gruyères – som selvfølgelig er der man fremstiller osten af samme navn… selvom byen pudsigt nok har et s i enden.

Byen er opkaldt efter en trane – grue på fransk – som blev brugt i våbenskjoldet for en af de første Gruyère-grever tilbage i det 11. århundrede. Byen ligger i 800 meters højde, og byens slot ligger yderligere 115 meter oppe og dominerer området, selvom det stadig må indordne sig de omkringliggende bjerge.

Slottet er det næstmest besøgte i Schweiz – det mest besøgte er selvfølgelig det smukke Château de Chillon, som vi besøgte i juli. Om sommeren må der være ganske rædselsfuldt – men i kulden og udenfor sæsonen var der ingen mennesker. Sådan et uopvarmet middelalderslot kan pludselig virke helt overophedet, når man kommer ude fra den bidende kulde – så vi nød besøget.

Hele området dernede på grænsen mellem Schweiz og Frankrig er jo Savoie – men jeg kan ikke lade være med at drille drengene med, at de vifter med det danske flag allevegne! Jeg kan ikke helt finde ud af, hvilket er det ældste – at Dannebrog er fra 1219 er jo almindeligt kendt; men hvornår det andet blev taget i brug kan jeg ikke rigtigt finde ud af.

Efter anstrengelserne måtte vi igen spise noget nærende vintermad – salat med lufttørret kød, lidt smeltet schweizisk ost og en uforglemmelig schweizisk rødvin – ikke just deres specialitet ellers. Vi skulle levne plads til desserten, som er meget lokal og meget farlig! Det er en slags crème fraiche – men som ikke er fermenteret, og derfor er ekstrem tyk med samtidig sød og smager lidt af flødeskum… og med en fedtprocent, som man skal være fuldtidsbjerghyrde for at kunne absorbere jævnligt. De spiser den med marengs og is eller røde frugter… men det var jo ikke just sæson. Så vi delte en tallerken med den skønne crème, som skal smøres på marengs så tyk er den.

Vi kørte videre til Fribourg for at gå noget af det af – men der blæste vinden og sammen med kulden var vi nede i en chillfactor omkring minus 20 grader. Det blev en kort men intens tur – og så var der to timers kørsel hjem nordom søen.

Om aftenen var vi faktisk lidt trætte – og efter en flaske champagne til apéro, stod den på Freds tyske køkken iblandet en anden lokal specialitet – kardon! Jeg havde aldrig endsige hørt tale om denne grøntsag, men den spises meget i det bælte omkring Schweiz, Frankrig og Italien. I Danmark er det sikkert mest bare en plante – men vi fik den stuvet og skåret i store stykker, der umiddelbart ligner forstørrede bladselleri. Det smagte helt eventyrligt – bare synd, at jeg ikke kan finde det heroppe.

Vi droppede aftenens planlagte spil og hyggede allesammen i en stor bunke på sofaen med de otte katte… og så sov vi en dyb alpesøvn uden vækkeur næste morgen! Men det var hele turen værd – igen!

Alpin weekend I

Det er næsten umuligt at vælge billederne – eller beskrive hvor helt fantastisk smukt det var! Jeg var skeptisk ved kulden, sneen – og projekt vandretur. Men jeg er klar til mange flere ture op i bjergene… og til mange flere dejlige weekender med mine drenge!

Det endte med ikke at blive så koldt som spået – så vi klædte os RIGTIG godt på, og kørte op i ca. 1.000 meters højde, hvor vi parkerede bilen og begyndte at fylde de sidste lag på og tilpasse vandrestavene.

De var bestemt nødvendige – der var metervis af sne deroppe, og til tider med lufthuller under; jeg lærte hurtigt at manøvrere dem rigtigt! De hjalp samtidig foden – men med de store vandrestøvler klarede jeg turen uden problemer; dog måtte jeg afstå fra de helt tykke sokker, da tåen ikke giver plads til dem endnu.

Bevismateriale må der til i dette særlige tilfælde – jeg kan overleve i sne og kulde… hvem skulle have troet det?

Vi gik en rute lidt højere op i et område i de franske Alper, der hedder Fer à Cheval – hesteskoen – hvor stierne var nedtrampet sne nogle steder kun 30-40 cm bredt. Så fik vi hurtigt varmen, og solen brød igennem… da følte jeg mig som det heldigste menneske i verden!

Vi kom igennem en lille klynge huse, som om sommeren sikkert bruges af de overnattende vandrere. Ruten gav sig selv, da en del stier var afspærrede på grund af fare for lavineskred – men vi holdt os til de sikre stier.

Når man står deroppe midt i ingenting, og med kun få andre vandrere bliver man vitterligt lillebitte.

Jeg tror ikke vi gik mere end 5 km på to timer – men med stigningerne og iført den mundering var det vist også rimeligt. Samtidig skulle der være tid til at nyde og se på udsigten omkring os.

Det er så fascinerende – at tænke sig at deroppe hvor ingen kommer, der lever tingene og ændrer sig hele tiden. Uvidende og uberørt af mennesket, så er der en verden, hvor dyr lever og træer vokser… og vi er blot de små brikker.

Jeg skal helt sikkert igen på bjergvandring – nu er udstyret helt i orden; men en tur om sommeren ville også være smuk!

Efter en hel dag ude med køretur frem og tilbage til Alperne, var vi glade for at komme hjem og tænde op i pejsen… få tøjet af og hoppe under den varme bruser.

Middagen var aftalt på forhånd – en rigtig schweizisk raclette med schweizisk hvidvin; det er imponerende så mange kalorier man kan spise efter sådan en tur uden at føle sig forstoppet. Kroppen havde behov for at komme sig – og det gjorde den med dejlig mad og vin, og så en hyggelig spilleaften med gode grin… og en helt fantastisk nattesøvn med et par katte i favnen!

Så er solbrillerne pakket!

Jeg var lige ved at gå til af længsel efter lufthavnen, men i morgen skal jeg afsted – mere end en måned siden sidste flyvetur. Det er lang tid!

Jeg skal besøge Bubulle, Friedrich, Frédéric, Gaspar, Marie, Mikesch, Sakis, Tekin, Uschi og Vladimir. Det er meget på en gang – men F’erne er blot mit livs drenge F1 & F2 i Genève… og resten er kattene. Der er kommet to nye til siden sidste besøg i sommers – nemlig Gaspar og Vladimir.

Jeg plejer at sove med Marie – men denne gang er bange for, at der bliver behov for et par ekstra sengevarmere. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg har tænkt på….

Genève har palmer – og sol – og vand… men Sydfrankrig (og området omkring Genève dermed) har den koldeste vinter siden 1956. Præcis de tre dage jeg er der! Når jeg rejser bliver det selvfølgelig mildere igen! Pfff…

Drengene har lavet et program, som blandt indebærer bjergvandring på fredag – hvor de lover –14 grader ved landjorden… og en fornemmelse af –24 på grund af den særlige vind – bisen - der blæser der i området. Men det er jo så bare nede i landsbyen…

Vi skal op i bjergene; men det tog jeg lidt som en spøg indtil F1 sendte mig en mail, at han i frokostpausen havde indkøbt særlige snevandrestave til mig til sneen!! Han har tilsyneladende helt glemt, at dette er ca. 50 grader under den temperatur, der er mest fremmende for min krops trivsel. Det er koldere end i Belgien – end i Danmark… end alle steder tror jeg snart!

Nu er hele udstyret pakket; alt det, jeg indkøbte, da jeg rejste til Lapland for præcis syv år siden… polarstøvler, handsker, bukser, bluser… og skibrillerne fordi solen trods alt skinner… der ovenover et sted, hvor de tror vi skal op.

Der står heldigvis også raclette på programmet – og hvad de ikke ved… et helt nyt spil om Belgien, som man kan hygge sig med foran pejsen med en 7-8 katte placeret som benvarmere! Jeg er noget skeptisk ved denne kulde – men med lidt held overlever jeg og er hjemme i de nordiske tropiske himmelstrøg søndag aften!

Men når de så sender SMS’er om, at der kun skal soves en nat mere inden jeg er der… så glæder jeg mig jo alligevel lidt!

Black Sabbath

Det blev igen en lidt sportslig uge... en kollega lagde sig syg mandag morgen, og da hun var ansvarlig for en stor kampagne, der skulle skydes i print fredag for syv lande måtte jeg tage over. Udover alt det andet - og at jeg pludselig blev bedt om at flytte kontor - så alt skulle pakkes ned og ud igen i nye dejlige omgivelser. Jeg klager ikke - men timingen var måske ikke lige perfekt.

Så var der tåen, der driller... tredobbelt størrelse og blodrød udenpå efter sidste lørdags eskapader. Jeg forsøgte at træne mig ud af smerterne ved at hyre coachen en ekstra gang i denne uge - nemlig sent i går aftes. Han var blid ved mig efter at have set den; men han giver også gode råd om helbredelse og man skal jo teste sin smertegrænse engang imellem :-)

Det var så efter, at jeg torsdag havde sendt min sidste arbejdsmail lige efter klokken 23 - og kampagnen gik i tryk! Jeg trænede i går aftes, spiste lidt og hurtigt og faldt omkuld og sov i 11 timer. Det var måske tiltrængt!

I dag er det afrikansk lørdag eller Black Sabbath; først frisør, så indkøb til eksotisk mad... et langt karbad med alle mine afrikanske hjælpemidler i brug - kulden er for alvor begyndt at sætte ind. Vi er nået under nulpunktet i denne uge - og det kan hverken mit sind eller min hud lide. Så det er karité allevegne - i håret, på huden, på læberne... og i ørerne.

I morges stod jeg op til triste billeder fra Senegal; triste beskeder fra folk, der bor der og er lukket inde i lejligheder på grund af nattens uroligheder. Der er præsidentvalg om nogle uger - og det er desværre som altid meget kontroversielt. Den siddende præsident er ca. 85 år gammel - men nogen sikker fødselsattest findes jo ikke. Han blev valgt i 2000 og indførte ved den lejlighed en ny periode for præsidenter - som i Frankrig, hvor de også gik fra 7 år til 5 år med mulighed for kun to perioder. Så blev han genvalgt - med demokratiske metoder? - i 2007, da 5-årsperioden skulle træde i kraft. Den er nu slut - men nu har han konstitutionelt genindført 7-årsperioden og mener, at hans 5-årsperiode så ikke gælder. Det blev i går godtaget af Senatet, samtidig med, at en anden kandidat - sangeren Youssou N'Dour blev forbudt opstilling.

Jeg bliver virkelig trist af de billeder - af at se, hvor langt der stadig er for det kontinent til at opnå vores demokrati; Senegal er endda et af de mest demokratiske lande hidtil.

Men nu er der sat afrikansk musik i iPod'en; jeg har snakket med Senegal over Facebook og en afrikansk ven kommer på besøg. Mit Afrika glemmer jeg ikke - jeg krydser fingre og glæder mig til næste gensyn... når alt igen er blevet lidt mere normalt. Og dog.... det er også i krisetider, at vi skal støtte op om dem!

Wunderkammer…

Begrebet med kuriositetskabinetter – eller Wunderkammer – er ikke nyt; men ét af de gamle af slagsen i intakt tilstand har jeg nu aldrig set. I stedet så jeg i går med veninden en moderne udgave!

Det var en meget lille udstilling – men den var til gengæld opbygget fuldstændig som et ægte Wunderkammer; som et stort rum, hvor tingene stod lidt rodet rundt omkring. Men det hele var lavet af nutidige kunstnere og tilsat underfundige beskrivelser af en forfatter, der havde opfundet nye legender til at ledsage genstandene.

Der var fotos, skulpturer, glasmosaikker, udstoppede dyr, malerier og kuriosa i alle genrer – og man måtte fotografere for en gangs skyld.

Den ovenstående Madonna ser umiddelbart temmelig uskyldig ud – men set tæt på var hun det ikke! Mosaikken er af Wim Delvoye, som altid er ude i noget morbidt religiøst – jeg er ret vild med hans værker, selvom han tydeligvis har lidt en del i katekismustimerne i skolen! Det har sat dybe spor i ham!

Men det var altså en noget fedtet lille udstilling. Der sker ikke meget kulturelt denne vinter i Bruxelles – eller Paris for den sags skyld – så man bliver hurtigt taknemmelig for lidt.

Hovedformålet med dagen var dog også en udstilling af portrætfotografier fra Afrika; jeg var ikke særlig mobil, da ferniseringen fandt sted – og heldigvis er det også hyggeligere at se dem uden for mange mennesker, og vi brugte lang tid på at fordybe os i de smukke billeder.

Der var nogle enestående serier af senegalesiske brydere – og så fik jeg lige lidt ‘hjemve’! Jeg kunne sagtens have tænkt mig nogle af dem hængende hjemme på væggen – men til et par tusind euro per foto er det ikke aktuelt. Man kunne måske selv tage nogle – og så er det jo en grund til at rejse igen!

Dagen skulle nemlig også bruges på at finde rejsemål; der må nogle planer i gang snart – men vi nåede nu ikke til noget endeligt resultat der. I stedet gik vi hele vejen hjem; tog noget libanesisk mad med på vejen og spiste i ro og mag inde i varmen og tørvejret. Det var min første store gåtur – nok omkring 5-6 km på en dag; og det kunne altså mærkes om aftenen. Foden var hævet, øm og ikke helt medgørlig efter den omgang. I dag skal der slappes af oven på en fantastisk lørdag!

I den kæmpestore tænkeboks...

Det er virkelig ikke blevet til meget hyggetid foran skærmen den sidste uge - det er jo gode tegn, fordi jeg har været ude at lufte foden gevaldig meget. Der er snart en total kampform igen - opnået ved stædigt at marchere hurtigere og hurtigere hver dag. Jeg har et lille måleområde på et fortov hjem fra supermarkedet - der er 109 skridt; men for nogle uger sider var der 150-160... i dag var der 112! Sejr!

Der er også travlt på kontoret; jeg får et par nye flyvemaskiner om to måneder - altså sammen med alle de andre selvfølgelig. Men de skal ikke sørge for events og presse osv. i den forbindelse. De har rigeligt andet at tænke på - og så ordner jeg det 'sjove'. Jeg arbejder med planer om at afholde en frokost i flyets mave, mens det står tomt om dagen i Helsinki... det kræver anderledes tænkning, fordi regler på den side af lufthavnshegnet er strenge. Men jeg morer mig - og så går tiden hurtigt... og samtidig skal alt det sædvanlige jo passes.

Måske sidder jeg i Helsinki og spiser rensdyr i en kæmpestor tom flyvemaskine om nogle måneder - eller måske er jeg alt for langt væk til, at det kan lade sig gøre!

For der sker hele ting og sager ude i den store arbejdsverden. Trods krise - eller måske på grund af - er der nye spændende projekter om erfaringsdeling på tværs af verdensdelene. Hvis man har mindst fem års anciennitet og en minimumscore på 90% af det højest mulige i hver af de to sidste års medarbejdersamtaler, kan man ansøge om en udstationering i tre måneder til en konkret opgave med yderst målbare resultater, der skal leveres ved slut. Gammel i gårde er jeg jo - og at score under 90% er uhørt i min verden. Jeg tror aldrig, at jeg har ligget så 'lavt' - så pludselig var der en mulighed, der kunne undersøges.

Så kom der også en liste med potentielle projekter rundt omkring i verden - og der var et, der især passede til mig. Ifølge mig selv vel at mærke! Ikke alene er det baseret et dejligt varmt sted - i Dubai - men projektet omhandler mit yndlingskontinent - Afrika, og mit kerneområde indenfor marketing. Men alle med samme status som jeg kan søge - fra Kina til Peru; det bliver vist til nogle mennesker trods alt. Min eneste force er, at chefen i Dubai er en stor fan af mit arbejde i Norden og Baltikum, og vil uden tvivl støtte mit kandidatur. Så jeg er virkelig i tænkeboks - jeg har weekenden med, og så skal materialet ligge klar... CV, brev og 'beviser' på mine kvaliteter.

Jeg har tid til at vende det med kloge mennesker, der kender mig både privat og professionelt... og mærke efter i maven... men fristende er det jo! Heldigvis er der en lang hyggelørdag med veninden i sigte - til at vende verden, mens vi ser på den.