Bro Bro Nille....

Jeg synes, at tiden flyver afsted lige nu... der er ikke meget travlt på arbejde. Det er fordelen ved at rejse uden for højsæsonen for ferier - stort set alle mails bliver besvaret med et automatisk svar om feriefravær i kortere eller længere tid. Men der er tid til at sætte min nye kollega godt ind i tingene, og fredagene slutter kl. 16 - totalt uhørt for mig det sidste års tid... så jeg nyder denne mulighed.

Alligevel er det som om, at tiden går hurtigt og med en masse ting - og jeg når ikke rundt i blogland hele vejen som på andre mere travle tidspunkter. Måske drosler jeg bare helt ned i rytme sammen med hele sommerverdenen?

Nu er der så en oplagt mulighed for at få lidt mere tid til alt det andet... og så tager jeg væk! Der er fire dages weekend forude - tirsdag er jo national helligdag; og mandag laver jeg bro, som det så smukt hedder på fransk. Bro fra en weekend til en helligdag - som man siger, når det kun inkluderer en enkelt dag imellem de to. Så jeg går i bro og i ro... og nyder fire dage uden arbejde.

I morgen tidlig drager jeg afsted - udflugt ud i det belgiske med veninden; som inkluderer udstilling, diverse transporter frem og tilbage i det belgiske bøhland... en god middag om aftenen; jeg er inviteret ud at spise - og endelig overnatning i det landlige hos veninden. Retur søndag - og så er der hele to dage mere til bare at slappe af... så jeg når vel det hele lige pludselig! Vejret er på retur fra sommervarmen lyder det til - men i godt selskab og med hyggelige planer kan det ikke ødelægge glæden ved en lille bro.

Dumpet....

Nå, ja... så er jeg dumpet som belgier!!! Ikke, at jeg har nogen som helst intentioner om at udskifte mit danske pas med et belgisk; men derfor kan man vel godt teste sine egenskaber! I næste uge er det den belgiske nationale helligdag - altså én af de fire, vi afholder... den for hele landet, hvor vi alle bilder os selv ind, at ingen uoverensstemmelser findes mellem de tre befolkningsgrupper. Den tyske del er dog absolut neutral, mindreværdig i antal - og brillerer ved sin diplomati!

I den anledning var der i dagens avis en test med 40 spørgsmål om Belgien; som minder lidt om de tests, man udsætter de rigtige statsborgerskabsansøgere for - ligesom det også foregår i Danmark nu. Den danske integrationstest har også 40 spørgsmål - og jeg bestod med 36 rigtige svar; der er noget med den kommuneomlægning, jeg åbenbart har fået galt i halsen...

Men den belgiske - som dog ikke er den officielle - indeholdt spørgsmål om navnet på fodboldlandsholdets træner i 1986... de første vers af nationalsangen (som ingen overhovedet i øvrigt kender!!!) Jeg klarede samtlige spørgsmål om forfattere, malere og andre kunstnere... og til dels de politiske; men kun med en samlet score på 21 ud af 40!

De smider mig ud... især når de opdager, at jeg ikke spiser pommes frites en gang om ugen (heller ikke en gang om året for den sags skyld!).

Jeg var ellers lige på jagt efter det sidste nye hotte hernede - hvis man ellers kan tale om, at noget belgisk kan være hot! Men dette tøjmærke er det lige nu - de laver udelukkende t-shirts, sweats og lignende med ærkebelgiske motiver. De formår endog at sælge en sweat med en tissende dreng på til 200 EUR - men nu er der jo udsalg... og jeg ville have én med United States of Belgium (passende titel synes jeg!). Uden held dog... måske jeg bare skulle finde en med Den Lille Havfrue på og bære med stolthed hernede...

Moderne tider....

I går fandt jeg en af mine gamle lommekalendre - for ti år tilbage. Dengang noterede jeg hver dag, jeg arbejdede uden for landets grænser af hensyn til kørselsfradrag og skat. I løbet af et år blev det til ikke så få dage - og det blev til rigtigt mange opsparede points til gratis flyrejser, når det at flyve på arbejde blev lige så almindeligt som at tage toget.

Hvis man syntes, at der skulle holdes et møde - så fløj man jo bare afsted... ikke altid med en solid dagsorden i tasken; men det var vigtigt at sidde overfor hinanden og diskutere tingene i stedet for over en telefon. Det var vældigt hyggeligt - fordi der var aftener med gode middage; og tit blev det også til en week-end et sted med en kollega, fordi flybilletterne så blev billigere. Mange kolleger blev virkelig meget tætte venner, og det var med kolleger, at jeg besøgte mange steder første gang - vi så hinanden så tit, at det var som private venner.

Men den slags må man ikke mere - fordi man skal passe på ikke at flyve; det koster mange penge - selvom det objektivt set er meget meget billigere end det var dengang! Men det er ikke miljøpolitisk korrekt, og vi skal være supereffektive hele tiden og ikke spilde tiden i en lufthavn - selvom man i dag kan arbejde lige så nemt derfra som fra kontoret.

Til gengæld kan vi i dag afholde videokonferencer - moderne medier og nye metoder! Men nu er det som om, at man skal se hinanden på video hele tiden; og hvor man tidligere ikke ville drømme om at holde møder midt om natten - så kan man i dag alting med video. I sidste uge havde vi en verdensomspændende videokonference, som varede tre timer!!! Da hovedtalerne sad i Memphis startede vi klokken 8 om morgenen deres tid - da klokken var 15 her... men den var allerede 21 i Kina! Kameraet snurrede rundt og viste folk, der drak kaffe i alverdens verdenshjørner - enten fordi de lige var stået op eller fordi de forsøgte at holde sig vågne! Jeg var i Australien, Mellemøsten, Asien på én gang - men mødelokalerne lignede allesammen hinanden... kedelige, stereotype og med kolleger, hvor man lærer stemmen at kende, men aldrig smilet og håndtrykket!

I går havde jeg en mindre version - kun Europa og Mellemøsten... i fire timer! I slutningen af august har jeg et "møde" med en i England; og helt naturligt - selvom vi kun er to - bliver videokonference foreslået! Man kan ikke bare tale over telefonen længere åbenbart...

Dengang skulle man tænke over at pakke strygefrit tøj; man blev en ørn til at leve i en kuffert, når man tit overnattede flere forskellige steder i løbet af en uge. Nu tænker jeg om morgenen på ikke at tage grønt, stribet eller andet medieuegnet tøj på... måske vi snart skal i sminkerum inden vi går ind på kontoret?

Zen....

Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst er stået op om morgenen, og med så meget fred og ro i kroppen er draget på arbejde. Min nye kollega har nu været ved siden af mig i snart to uger... og det føles mere som to år!

Hun er selvfølgelig meget yngre end jeg er - hun har de samme årsager til at flytte til det lille belgiske land, som jeg i sin tid havde... jeg håber, at hendes bevæggrunde holder lidt bedre. Hun bor i den flamske del af landet, og er allerede fuld af intelligente spørgsmål om de interne problemer, vi kan bruge uendeligt meget tid på hernede.

Jeg er ikke vant til at have en frokostpartner hver dag - det var jo den tid, der tit gik til lidt blogsurf og avislæsning... eller lidt hurtig shopping. Nu går frokostpauserne med snak - om ALT! Belgisk kultur - og forskellen mellem de to; flytning til udlandet - hvad savner man rent praktisk, hvilke tanker gør man sig om dem derhjemme, som man jo også savner... hvordan falder man til i et nyt land med ny svigerfamilie, nyt sprog - jeg var endda heldig at kunne tale fransk, da jeg ankom. Alt bliver vendt - og samtidig bliver der grinet, som havde vi kendt hinanden i evigheder. Vi kan begge se de samme ironiske ting i dette lille land med så store komplekser... det er uden tvivl den skandinaviske humor!

At hun så også er en stor bogelsker havde jeg jo ikke bedt om i annoncen - men vi har allerede været i den engelske boghandel, så vi nu faktisk kommer til at læse den samme bog næsten samtidig - og kan snakke om det! Mine kolleger kigger undrende, når vi kommer til interne møder... lige så mørk som jeg er, lige så lys og nordisk er hun... og vi fremtræder ganske givet ikke som personer, der har kendt hinanden i ti dage.

De kolleger, der sidder umiddelbart omkring os, må til gengæld lide med vores skandinaviske snak dagen lang... en skøn blanding af dansk og svensk; jeg tilpasser mine ord til hendes Stockholm-ører, og det går glimrende... selvom der er mange nye ting at lære.

For vi arbejder faktisk også - men det er absolut en bonus at komme så godt overens... det gør arbejdsdagene skønne, sjove og inspirerende... det var tiltrængt!

Ud at se med DSB....

Jeg ved godt, at det sidste vasketøj dårligt er blevet tørt fra sidste ferie... men faktisk er næste allerede inden for overskuelig rækkevidde! Det bliver årets sædvanlige rejse hjem - og den bliver fuld af glade oplevelser, ved jeg allerede nu!

Selvfølgelig skal familien besøges - den nye niece skal dikkes og solen skal bare være der, så jeg kan komme i sommerhus og stikke tæerne forsigtigt i Kattegat og spise Kung Fu-is og alt det der.

Men der bliver også tid til at spæne tværs over landet - over broer og dale og vand og land... til total hygge. De sidste par rejser hjem har ikke tilladt det tidsmæssigt - men nogle gange er det bare om at tage beslutningen og få tingene til at falde i hak! Det gjorde vi heldigvis denne gang - så blot et par dage efter, at jeg er landet skal jeg langt om længe møde Birthe! Hendes blog var den allerførste jeg stiftede bekendtskab med - og jeg ved snart ikke, hvor mange kommentarer, mails og telefonsamtaler, det er blevet til siden - uden, at vi nogensinde har mødt hinanden.

Nytteløst at sige, hvor meget jeg glæder mig til den dag - og det bliver endda med overnatning, så der er masser af tid til at få sagt en hel masse i munden på hinanden!

Som ren bonus kommer Marianne også - så det med snakken ved jeg jo af erfaring fra Madrid, ikke bliver et problem! Alting faldt på plads i går aftes - ikke mindst fordi de to andre sørger godt for, at sådan en udlandsdansker bliver fragtet og logeret... det bliver nogle gode dage :-)

Jeg glæder mig SÅ meget!!!!!

Kan du huske da....

I går aftes var muligvis én af de dage, som man om mange år vil referere til på samme måde, som da Kennedy blev dræbt, manden gik på månen og så videre...

Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at se den mindehøjtidelighed; jeg er ikke udpræget MJ-fan - ikke mere end alle andre, som uvægerligt har slidt nogle dansegulve tynde i 1990'erne, hvor hver af hans nye musikvideoer blev diskuteret og set uendelige gange på MTV! Det var tider... dengang før Youtube og Internettet! Men det var jo skrupumuligt ikke at se det! På et tidspunkt ved halvotte-tiden i går aftes viste de showet på 16 af mine kanaler... og de resterende viste vist genudsendelser vel vidende, at der intet publikum var.

Så kunne jeg selvfølgelig have taget en bog og slukket - men jeg blev alligevel fascineret af hele det cirkus, og jeg undres...

Hele sit liv har han brugt på at blive hvidere end hvid... men alligevel var det den sorte community, der hædrede ham som grænsebrydende for sorte kunstnere... i deres sko ville jeg have anset ham som en forræder for de værdier?

De amerikanske medier og befolkningen generelt har ikke just været begejstrede for ham de sidste mange år - men nu træder de hinanden over tæerne for at forklare, at han måtte være uskyldig i diverse anklager, eftersom han aldrig er dømt!

Måske var det også primært for at bejle til udenlandske fans, at ceremonien var lagt på et tidspunkt, hvor stort set alle verdensdele kunne se med uden at skulle stille vækkeuret? Man skal jo tænke kommercielt midt i sorgen...

Som det stunt med at hive de stakkels børn frem! Hele deres liv har de været skjult bag masker, hver gang de forlod huset. Heldigvis for dem - kan man synes - så kan de måske få et mere normalt liv nu; men at starte med at udstille dem for et par milliarder mennesker virkede lidt voldsomt... og da de nærmest skubbede den lille pige frem til mikrofonen, og bad hende tale højere og klarere... da gav det voldsomme associationer til den måde, han og hans brødre selv blev pacet frem på som barn... jeg synes, at det var virkeligt usmageligt!

Men mest af alt sad jeg og ventede på, at han skulle springe frem lige pludselig... hvilket stunt det kunne have været! Men i sidste ende var den kiste såmænd nok tom...

Kunne ikke dy mig....

Udover det lille nemme digitale kamera rejser jeg altid med det noget mere ubekvemme gamle kamera - men som til gengæld har en monsterzoom, som kan være nyttig nogle gange.

Så jeg kunne ikke dy mig, da jeg havde hentet de billeder i dag... der er nogle skønne imellem til at genopfriske ferieminderne endnu engang! Den gamle dame er taget fra tagterrassen på pladsen langt væk fra hendes tunge tiggergang...

... eller synet direkte op i ballonen under flyvningen...

... eller bønderne, som stadig ved håndkraft høstede kornet i et smukt mønster, når man sådan ser det lidt fra oven af. Fra deres perspektiv har det uden tvivl været mindre smukt under en bagende sol og med metervis af mark forude.

Fred og ingen furie....

I dag fik jeg så for første gang i mit liv en levermassage! Nemlig! Jeg vil ikke anbefale det... slet ikke hvis leveren, som i mit tilfælde, er lettere angrebet af ferieminder. Man trækker alle sine maver ind, mens man holder vejret... så holder lægen ti faste fingre ned på leveren (udefra godt nok) - og når man puster ud, får man en slags katapulteffekt... af smerte!

Samme seance foretog sig med tyktarmen - begge var ualmindeligt ømme - og angrebet af virus!

Det store spørgsmål var selvfølgelig om det var Hepatitis A - men blodprøverne viste immunitet; der er helt klart en virus... som stammer fra en te i souken eller morgenmaden hos de lokale efter ballonflyvningen... eller ganske enkelt fra hotelmaden. Den er kommet ind med vand - eller fødevarer renset i urent vand.

Nu skal den bare væk - så det er to uger uden kaffe, alkohol, krydderier, rødt kød - eller som lægen sagde det: "Spis noget totalt uden smag eller interesse i to uger." Efter den gang massage har jeg mere lyst til en omgang levertransplantation end mad... men heldigvis er der intet farligt! Jeg kan trygt gå i gang med forberedelsen til næste mystiske rejse... at rejse er at leve ikke sandt... og lige nu føler jeg virkelig, at jeg lever! Men den gode nyhed er selvfølgelig, at det er en forbigående ting... og, at jeg ikke skulle forbande Marokko for evigt!

Doktor Nille....

Når jeg selv skal sige det, er jeg en fantastisk dygtig læge! Hvis kraniet er åbent, skal man spise en Panodil... og hvis man har ondt i hovedet skal der plaster på - eller sådan noget lignende! Derfor lod jeg mig ikke rigtig påvirke af min lille mystiske feriesouvenir - men den bliver altså ved og ved; og efter et par dages stilhed fik jeg en besked fra veninden i formiddags, som også stadig har de samme mystiske symptomer.

Jeg er enhver læges skrækpatient - fordi jeg først kommer, når plaster og Panodil er afprøvet. Nogle år tilbage nåede jeg skadestuen i stadiet lige inden dialyse, da en blærebetændelse ikke ville kurere sig selv... mystisk altså! Så med disse informationer til hånde, mente jeg alligevel, at en opringning til lægen var på sin plads i eftermiddags. Jeg havde spist en banan i morges og en halv kop suppe til frokost - inden kvalmen overtog scenen.

Inden da havde jeg med en hurtig søgning på nettet fundet én sygdom, som har samtlige af de symptomer vi begge lider af på ottende dag. Men den er jeg vaccineret for - dog er den ikke helt skudsikker... og temmelig florerende i de mere eksotiske lande. Jeg spurgte lægen, hvad hun mente - hun grinte lidt, og "beroligede" mig med, at der var mange andre interessante ting, man kunne få med hjem fra Marokko. Men at visse symptomer tyder på noget i leveren.

I dag var det jo for sent til noget som helst - hun mente, at hvis jeg ikke kunne vente, så måtte det blive skadestuen; men ellers er det morgenbesøg på fastende mave mandag morgen på klinikken for tropiske sygdomme. En blodprøve skulle gerne give et svar i løbet af dagen... om ikke andet så for at vide, hvilken slags plaster jeg skal bruge ;-)

Der er indkøbt bananer til en rolig weekend hjemme - og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er i topform efter at have arbejdet hele ugen i denne tilstand. De næste par dage bliver nok også stille for at pleje kroppen - nogle gange lytter jeg nemlig også efter den rigtige doktor!

Dromedarinfluenza....

Returen til den virkelige verden har virkelig været hård denne gang - måske egner jeg mig ikke længere til at rejse på ferie... eller måske egner jeg mig bedre til at være på ferie end på arbejde?

Der var både det brutale møde med mailboksen, som inden den havde fået forstoppelse en gang i sidste uge, havde nået at sluge lidt mere end 450 mails. I går skulle min nye kollega langt om længe starte - men den slags skal jo også planlægges bare en lille smule... så de første dage på arbejde er udfordrende!

Derudover har vi fået en mystisk souvenir med hjem fra rejsen... først troede jeg bare, at det var mig. Allerede dagen efter hjemkomsten havde jeg det ikke helt godt - småfeber, kvalme, ingen appetit og lidt maveproblemer og jeg får ikke mere end 5-6 timers søvn om natten. Selv lørdag aften, da jeg efter en hurtig indskydelse tog hen til drengene og var i seng flere timer efter midnat - da vågnede jeg kl. 7 søndag morgen!!! Nu priser jeg mig glad for den creme mod poser under øjnene, jeg købte dernede... men den virker bare ikke rigtigt godt synes jeg...

Efter flere dage på den måde var det tid til et tjek med veninden - som har nøjagtig de samme symptomer! Så er den bedste videnskabelige metode jo at sammenligne, hvad vi har spist og gjort ens - som den tredje person ikke har! Vi var godt nok alle tre ude på dromedarerne - men vores var hanner... så det kunne være en mystisk marokkansk dromedarinfluenza, som vi er de første kendte tilfælde af... den kommer til at hedde D1M1 så!

Ellers er det den barske afvænning af den daglige mojito som drink inden middagen? Eller allergi overfor alt det tøj, man nu skal iføre sig midt i storbyen? At det så er hedebølge i Belgien, gør det ikke bedre - jeg orker dårligt at kigge på vejrudsigten, for det er lige oppe i trediverne i temperatur, og det fortsætter tilsyneladende. I går aftes nåede temperaturen i min lejlighed ikke under 28 grader på trods af åbne vinduer til alle sider... og jeg drømmer bare om en hel nats søvn!

Nu giver jeg det en chance til i morgen - der er aftalt krydstjek med veninden i dag... og ellers er det altså til lægen i morgen... så jeg endeligt kan vende tilbage i topform!