Sylvester siger farvel…

I Belgien (og i Frankrig) fejrer man ikke nytår; man fejrer Skt. Sylvester. Han har ikke andet med nytår at gøre end, at han døde nytårsaften 335… men sådan er katolske kalendre jo. Han har heller ikke anden betydning for mig lige nu end at gøre status over et år, der snart er gået.
Som sædvanlig holder jeg min nytårsaften herhjemme – og alene! Det er min foretrukne metode, og jeg synes absolut ikke, at det er trist. Faktisk er i morgen jo en helt almindelig arbejdsdag – så selvom jeg arbejder hjemmefra, er jeg jo ikke færdig før klokken 18.
Men den sædvanlige Sylvesterstatus hører sig alligevel til!
Bloggen er ikke det vigtigste i livet, men alligevel tog det en ubehagelig drejning i 2010. Et personligt skænderi i en periode, hvor jeg var stresset førte til en meget uheldig situation. Jeg benægter det ikke – og det førte i første omgang for mig til at lukke bloggen. Efter en lang tænkepause genåbnede jeg den – men meget var anderledes.
Der var ting at tage stilling til; hvem er jeg på bloggen og hvem er JEG? Jeg tror ikke, at de to størrelser er forskellige – men jeg blev presset ud i en situation, hvor jeg gjorde nogle forkerte ting. Men i forhold til én person. Ikke flere. Det blev nemt at kaste mig for ulvene, og jeg måtte senere (da energien igen var til det) læse uhyrlige løgne om mig. Det er usigeligt nemt at udpege et offer eller en kriminel – men det er jeg heldigvis ikke.
Jeg er varsom på bloggen nu – ikke mindst set i lyset af de meget trættende spam mails, jeg modtager... Heldigvis er der andet i livet – arbejdet er en ren fryd efter, at den svenske kollega blev ansat. Jeg har tid til nye spændende projekter, og jeg trives mere end nogensinde. Jeg tror, at 2011 bliver et spændende år professionelt.
Privat blev det til en del rejser (som sædvanligt)… året startede med La Vie en rose, og jeg var tilbage i maj til andre spændende udstillinger. 
Det blev også tid til rigtige udlandsrejser – Sinai-ørkenen var sublim. At stå i et katolsk kapel midt i en egyptisk ørken var en oplevelse af de helt store.
Det blev til Jerusalem – i et land, jeg havde fordomme overfor! Derfor insisterede jeg også på at se Palæstina. Begge sider af samme sag!
Jeg havde flere rejser hjem til Danmark – ikke mindst de tre uger i september. Jeg kan følge og være en del af mine guldbørns liv, og det er essentielt for mig.
Så tog jeg til Senegal igen – og var solgt! Det bliver uden tvivl mit største eventyr i 2011…. jeg venter, sparer og glæder mig. Det bliver uden tvivl mit mest alvorlige 2011-projekt, og jeg glæder mig.
Der er jo også bøgerne! I 2010 har jeg læst 80 bøger… der mangler en enkelt anmeldelse; men det har været et fantastisk læseår! Jeg ved ikke, hvilke bøger jeg skal fremhæve – der er så mange, og min læseglæde forsvinder ikke.
Det var bestemt et godt år – et år, hvor jeg sorterede. 2011 bliver helt igennem fantastisk, ved jeg!
Jeg ønsker det samme for Jer
GODT NYTÅR

Julefærdig…

Jeg kom både ud og hjem – og uden de helt store problemer på trods af alle de alarmklokker, de havde ringet med. Aftalen var, at på grund af sne og forsinkelser var det nok lettere, at jeg tog toget – men hvor blev jeg glad, da jeg blev mødt af søster og mellemste guldbarn… han kunne da ikke vente endnu længere på, at jeg kom!

Det blev en meget kort juleferie på seks dage, og der var ikke meget aktivitet på grund af al den sne, der faldt lillejuleaften. Men der er altså noget ved den sne, de laver i Danmark – den er meget bedre end den belgiske. Det var faktisk rigtigt hyggeligt – og lillejuleaften gik søster og jeg ude i 1½ time med hver sin skovl og ryddede. Vi gik helt amok og var slet ikke til at få ind igen… men det var en dejlig lejlighed til at have lidt søstertid, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Så gav det jo også lidt motion til al julemaden – jeg kunne i hvert fald godt mærke det i armene om aftenen.

Juleaften stod selvfølgelig mest i børnenes tegn, og så var der et par afslappende dage og en julefrokost inden jeg skulle retur den 28.; jeg var sent hjemme om aftenen og skulle arbejde i går morges – og jeg indrømmer blankt, at jeg var meget træt i går aftes. Der var tilbud om at dele en flaske champagne, men jeg ville have ro i mit hoved. Det er skønt at være “hjemme” – men man er ret meget på med de tre mosterhungrende guldbørn… eller de to store i hvert fald.

For mig er det nemlig den vigtigste del af det hele – at se, hvordan de udvikler sig fra gang til gang.

Den store er ved at blive ret stor nu – ni år til sommer; og så er man en stor dreng, der pludselig har fået andre interesser. Hans personlighed bliver mere og mere fremtrædende – og han er mere alene end tidligere med behov for tid til sine egne sysler. Men når vi så skulle sove om aftenen – jeg i hans seng, og guldbarnet på en madras ved siden af… så kom den stadig lille hånd op og skulle holde i hånd.

Det mellemste guldbarn på næsten syv år er den kloge i familien; han er bidt af fodbold nu og viser stolt sin samling fodboldkort frem. Nu er jeg jo indædt foldboldhader, men vi fandt tonen alligevel. Han er samtidig utroligt lærelysten, så det bedste var at sidde på skødet og så læste vi navnene og kiggede på bogstaverne. Guldbarnet ville have mig til at sige navnene “på den sjove måde” – når jeg udtalte navnene som de skal… på tysk, engelsk, fransk, spansk, italiensk osv. Så bevægede vi os videre – når der var et sjovt navn (der er åbenbart en fodboldspiller, der hedder Julius Cæsar) så fortalte moster historier – og han lytter intenst. Han er også meget interesseret i min Afrika-rejse – det var ham, der havde bistået til de fleste af mine julegaver. Jeg fik en del sort tøj, så mente han, at jeg med mit sorte hår ville ligne en rigtig neger nemlig.

Og så er der den lille – hun er bestemt ikke helt tryg ved fremmede mennesker, der sådan rykker ind i hendes verden. Men juleaften, da alle var parate og jeg kom ind i stuen klemt ned i den lille sorte og lidt pænere end i snerydningsudstyret, kiggede hun meget forundret på mig, og sagde så “Fiiin”. Forskellen på kønnene starter åbenbart allerede når man er 18 måneder… hun er i hvert fald en rigtig lille pigeprinsesse. Vi nåede da også langt på blot seks dage – den sidste aften kunne vi da sidde og putte i sofaen med bamserne… sammen!!!

Intens julehygge – selvom der ikke blev tid til andet end familie. Men de er også det vigtigste…

To fly or not to fly....

Nu tror jeg helt bestemt, at jeg flytter fra det her land... hvis man så ellers bare kunne! Men det kan man altså heller ikke lige i disse dage...

Siden i morges har jeg med jævne mellemrum tjekket hjemmesiden for Bruxelles' lufthavn; men det er lidt ligesom under vulkankrisen - så lukker de siden ned med en generel meddelelse. Den har siden i går lydt således kryptisk:

Brussels Airport is currently operating normally. However, some flights may be delayed or cancelled due to snow at our and other airports.

Nu har jeg så lidt svært ved at forene ordet normally i første sætning med konstateringen af, at de har måttet aflyse visse fly på grund af sne i our airport???? Eller er jeg bare mindre begavet????

Så tjekkede jeg Kastrups hjemmeside - og flyene fra Bruxelles så ud til at lande med mindre forsinkelser. Mindre forsinkelser kan man klare med en bog og en kop kaffe i lufthavnen, mens man venter.

For en halv time siden - sådan bare for sjov - skulle jeg lige tjekke netavisen for at se, om der var lovet mere sne inden jeg skal rejse meget tidligt onsdag morgen. Jeg havde nemlig vilde planer om at begynde at finde kufferten frem i aften og stryge lidt.

Forsiden på avisen var lige ved at blæse mig ned af stolen... Bruxelles lufthavn lukkes om et par timer, og indtil onsdag morgen. Jeg tror næsten ikke, at jeg tør skrive hvorfor... de er løbet tør for deicing-produkt!!!!!!!!!!!!!!

Ganske vist er der noget hos en leverandør i Frankrig - men det er forbudt for lastbiler at køre på motorvejene ind i Belgien på grund af sne. Så er der noget i lufthavnene i Liège og Charleroi (Ryanairs hub) - men de skal altså lige selv bruge det hele og vil ikke dele.

Lige nu er det selvfølgelig håbløst at vide, hvad der sker - men der er fem daglige fly med det belgiske flyselskab, jeg skal med... udover SAS' egne tilsvarende antal fly til Kastrup. Hvis de åbner igen onsdag er der altså rigtigt mange mennesker på venteliste - som sikkert skal læsses ombord inden jeg kan komme hjem. Hvilket igen sige, at det er ret usandsynligt at nå frem inden jul... og jeg skal jo være tilbage igen den 28. - og det begynder også at ligne en risiko man ikke vil tage.

Så jeg tror bare, at jeg lader strygetøj være strygetøj i aften - og tjekker nyheder i stedet for!
Jävla belgiere.... siger jeg bare!!!

Juleånden???

Jeg blev ærligt talt noget rystet på min lille søndagsformiddagsgåtur! Det er sidste søndag før jul – og hvad laver folket??? Farer rundt i forretninger, og slæber sække af gaver og mad derfra, som om vi står overfor en hungersnød – eller at verden går under, hvis man ikke har spenderet uhyrlige summer på gaver… som ingen af os faktisk mangler!

Jeg forstår ikke, at folk skal lave lange lister og forbruge som vanvittige – jeg forstår ikke mange menneskers helt overdrevne og unødige materielle forbrug resten af året; men i december går det jo helt amok.

Jeg forstår ikke, at vi skal spise så utroligt meget – og bagefter brokke os over julesulet, der skal væk i januar. Hvorfor forretninger skal være åbne på en søndag, når man har resten af ugen til at ordne sine indkøb i? For nogle år siden, var der almindelige åbningstider – og pudsigt nok blev det alligevel jul?

Mine gaver er købt og pakket ind – og de fylder ikke meget, og har ikke været dyre. Der er ikke lavet nogle lister til noget som helst – vi skal lave julemiddagen hos min søster; men det behøver man vel ikke lister for? Man køber ind som man ville gøre alle andre dage i året. Eller skal man absolut skabe en masse stress i de få feriedage?

Den største udgift for mig er flybilletten hjem – og det er jo egentlig det eneste vigtige; at jeg er sammen med min familie. Jeg har vist allerede fået den bedste gave overhovedet – fredag snakkede jeg med min søster, da mellemste guldbarn skulle sige noget til mig.

Han ville høre om jeg troede, at en lille dreng i Afrika ville arve de fodboldstøvler, han er vokset ud af? Han er ved at samle ting sammen, jeg skal have med hjem – og tage med til Senegal… hvor blev jeg bare stolt af mit 6-årige guldbarn!!! Måske han har fanget noget af fidusen?

Og så glæder han sig til, at vi skal skrive i den bog jeg købte til ham i september… han skal vise mig sine små a’er, som han er meget stolt af… det bliver den rigtige julehygge! Helt gratis er den!

Julefrokosten....

Det er efterhånden mange år siden, at jeg har været til den slags julefrokoster alle taler om - og en del har lyst til at glemme. Der har været nogle memorable nogle imellem; det benægter jeg ikke... man har vel været ung!!! Da jeg arbejdede i Danmark foregik det altid fra fredag til lørdag med overnatning - og jeg erindrer én gang, hvor de unge af os ikke havde været i seng, og var i hotellets svømmepøl med champagne og i undertøj, da den åbnede om morgenen... hvorefter jeg i lang, våd, kropsnær, sort selskabskjole skred gennem morgenmadsrestauranten for at finde mit værelse og pakke til hjemturen.

Den ville jeg nok ikke komme langt med i dag - hverken kjolen eller den manglende søvn! Men jeg kan dog huske det!

Da jeg arbejdede i Sverige et år var det med hjemmebrændt spiritus til en glögg, som burde henhøre under beskrivelsen eksplosiver!

Da jeg arbejdede i Frankrig var der intet af den slags; og det har der i mange år heller ikke været i Belgien. Der er et årligt juletræsshow - men det er kun sjovt, hvis man har børn, så der har jeg aldrig været med.

Men i år deltog jeg - og med stor glæde og begejstring! Jeg håber, at det er den nye stil i firmaet...

Vi kan ikke være alle belgiske medarbejdere - det bliver for mange; men vi samledes klokken 13 alle ca. 70 marketingmedarbejdere, der er i Bruxelles. Det er alle de centrale afdelinger, som arbejder for EMEA-regionen, kommunikationsafdelingerne og så løsøret, hvorunder jeg hører.

Vi drog i samlet flok med metroen - EU-topmøde og snekaos til trods - og fik anvist et lokale til omklædning, hvor vi også fik udleveret en fin brandet t-shirt. Den er ikke særlig fin længere kan man roligt sige... for i næsten tre timer arbejdede vi nemlig.

Stedet var et socialt center med forskellige bygninger samlet på et lille område - et til handicappede børn, et andet til indvandrerbørn, hvis forældre ikke er i stand til at lege med dem og udvikle dem på grund af fx psykiske problemer efter en traumatisk flugt. Der var legestuer og frokoststuer, køkkener og toiletter... nogle skulle males; andre skulle pyntes op til jul - og vi medbragte juletræer og pynt. Et hold på 6 personer satte plexiglasvinduer op i en hel bygning.

Det hele foregik i en fantastisk stemning; nok var der ikke mad og alkoholiske drikke - og dumme bemærkninger. Men vi er en broget flok - jeg talte vel nok mere end 20 nationaliteter iblandt os; og imens snakkede vi om juletraditioner i vores lande. En del af os skal også hjem til jul - og det er jo et dejligt samtaleemne, man aldrig bliver træt af.

Jeg pynter aldrig op til jul mere - jeg er her jo ikke; så i går aftes havde jeg sorteret i julekassen, og nu hænger der danske julehjerter i det center for nogle, som måske vil værdsætte det. Det lyder af lidt med 3 timer - men 70 mennesker i 3 timer... det gør en forskel, der kan ses.

Jeg tror ikke, at der var én, som tog derfra uden et stort smil... og håbet om, at vi næste år gør det samme. Derfor blev det ikke til coach i dag; jeg har gjort noget godt for andre end min egen krop... og lidt fysisk var det altså. Ikke mindst er det dejligt at vide, at vi sammen har gjort noget, der er bedre end at sidde og spise sammen.

Fejt, siger jeg bare…

Som om der ikke var nok at brokke sig over i Belgien lige nu, så er den også gal med meteorologerne. Helt gal!

Da sneen startede for et par skrækkelige uger siden, læste jeg noget lignende følgende i vejrudsigten i webavisen: “I morgen tidlig vil vi vågne til et land dækket af en tynd hvid film […] det smukke hvide tæppe vil dække landet…”

Så forsvandt sneen heldigvis – men flere og flere rygter i de sidste par dage fik mig til at skærpe opmærksomheden. I går sidst på dagen skrev de således for dagens vejr: “Nedbør af vinterlig karakter…”

HVAD ER DET SÅ FOR NOGET AT SKRIVE TIL FOLK???? Skal det regne? Skal det sne? Så sig det dog… det der er da ren fejhed i mine øjne!

Nu har jeg lige tjekket den for de kommende dage; og i morgen vil “situationen vise sig at være potentielt delikat”, mens fredagen lover, at ”kulden installerer sig på alle atmosfærens etager”.

Det er da den værste gang gas jeg længe har læst! Har de ansat en pensioneret folkeskolelærer med fallerede digterdrømme måske? En uddannet meteorolog kan det under ingen omstændigheder være!

I Frankrig er det anderledes pragmatisk; franskmænd har en ny farve hver dag – og det gælder sådan set året rundt. De er helt vilde med at lave alerts; nu er det sneadvarsler – nogle gange er det vind eller voldsom regn – eller hedebølde om sommeren. Ergo kan enhver lille franskmand hver aften gå roligt i seng efter at have konsulteret aftenens kort over landets regioner, og vide præcis hvor på den nationale trafiklysskala han befinder sig den efterfølgende dag.

Og hvis det ikke er nok til at berolige ham, så træder landsfaderen Sarkozy frem for at berolige folket i disse så barske tider…. som om han kan gøre noget ved det?! Nogle gange glemmer de franskmænd ganske enkelt at de opfandt guillotinen – og ikke mindst, at de brugte den flittigt!

Billedet er selvsagt ikke fra Belgien; man kan undre sig over, hvor nærmest lykkelig jeg så ud deroppe i Lapland for snart fem år siden i minus 29 grader. Det skyldes muligvis beklædningen, og det faktum, at vi drak varm chokolade med cognac til morgenmaden nærmest.

I øvrigt overvejer jeg at sende en oplysende email til avisens meteorolog, for nedbøren af den vinterlige karakter viste sig at være sne her til morgen. Det burde kunne sætte et par begreber på plads!

Et tvivlsomt jubilæum...

I dag... den 13. december 2010 kan Belgien fejre endnu et af de jubilæer, vi er absolutte mestre i! Det er i dag seks måneder siden, at vi havde folketingsvalg - men vi har stadig ingen regering. Det er ikke første gang, det er sket - den seneste alvorlige krise er fra 2007, hvor vi også ventede i måneder. I bund og grund er denne krise vel egentlig bare en udløber eller forlængelse af den fra 2007, da den midlertidige regering fra dengang ikke var i stand til at blive siddende.

Ligesom i 2007, hvor jeg skrev om det efter blot 3 måneder... man bliver sandelig hurtigt hårdfør hernede... så har der været et hav af mæglere, forhandlere og hvad de ellers har haft af kunstfærdige navne. Men altså ingen regering! Det forårsagede i sidste uge en satiretegning i avisen, hvor man ser den efterhånden temmelig udmattede konge (som jo har politisk magt hernede og har det afgørende ord), som siger... "Se Elfenbenskysten, det er et rigtigt land - en uge efter valget har de allerede to regeringer".

Men derfor er det stadig ren utopi, at det kan lade sig gøre - ikke at forglemme overtog Belgien EU-formandskabet den 1. juli; men reelt sker der jo intet politisk uden en regering... og befolkningen lader nærmest til at have glemt, at tiden bare går og går. Eller også chokerer det dem mindre end min trods alt demokratisk fungerende hjerne?

I dagens avis kan man så læse et interview givet af den flamske valgvinder - en nationalist og kontroversiel personlighed - som han har givet til den tyske avis, Der Spiegel. Han har siden valget forsøgt at finde et kompromis sammen med den socialistiske wallonske vinder - uden held! Hans ord er ikke blide... selvsagt er han for delingen af et land, der i forvejen ikke fylder meget! Han mener faktisk ikke engang, at han behøver at arbejde for sagen - landet er fortabt, og vil gå i opløsning af sig selv!

Han udtaler i øvrigt, at problemet blandt andet er kongens magt. Fordi kongen 'tænker som wallonerne' og ikke 'er med os'. Han vil dog ikke udtale sig om kongen har fejlet i denne regeringsdannelse, fordi 'man også læser Der Spiegel i Belgien'... øh ja, og man kan oversætte den og fortolke den i mange andre EU-lande, hvor det dog trods alt må være et problem af EU's hovednerve i bund og grund hviler på et temmeligt løst grundlag.

Hans konklusion er, at Belgien er Europas syge land... og et eller andet temmeligt galt er der da bestemt også, hvis man i et demokrati i den grad kan lade tingene sejle efter et valg, synes jeg.

Det fik mig til at tænke på denne video min svoger sendte til mig i sidste uge... udover, at der er visse faktuelle fejl (som et hav vi ikke skulle have!!!), så er de da kommet til nøjagtigt den samme konklusion...

Bilateral coaching…

Fredage er ensbetydende med besøg af coachen – i dag var det dejligt vejr med 5 plusgrader, og vi kunne igen komme ud at løbe vores sædvanlige tur. Når løbeturen er slut tager vi trappen de ni etager op, og så er det igang med muskeltræning.

I starten syntes jeg, at det var lidt underligt at have en vildt fremmed inde i sin private lejlighed – men nu har vi jo set hinanden ugentligt i snart ni måneder med feriepauser. Man begynder jo at kende hinanden – der udvikler sig en speciel form for humor… han har ikke en sart humoristisk sans, og det kan jeg lide! Han får nogle barske ord med på vejen – og han er heller ikke bleg for at give mig svar på tiltale.

Han er jo “kun” en lille 26-årig – og det får han at høre for; især når han driller mig med, at jeg sagtens kan tage 50 mavebøjninger til på trods af min alder.

Men der bliver jo også uvægerligt snakket om alt muligt andet; det startede med mine bøger – mens jeg bukkede mavemuskler kiggede han i biblioteket og stillede spørgsmål. Nu er vi derhenne, at vi snakker om, hvad vi laver i weekenden – og det er ret forskelligt. Han er nysgerrig og vil vide – så mens jeg bøjer og strækker, fortæller jeg ham om Van Eyck og Dürer for eksempel… så var det Don Quichotte (heldigvis – for han troede, at det var en figur på linie med Anders And!!) Tit finder jeg lige bøger frem til næste uge, så han kan få lidt kultur ind under musklerne.

Han fortæller mig om sine andre kunder – om alle de mænd, der benytter ham som dække for en aftale med elskerinden; om de midaldrende rige hjemmegående, som pudsigt nok er lige midt i påklædningen, når han ringer på. Eller de mandlige kunder, som også forsøger…

I sidste uge så han min fine japanske æske, jeg fik i fødselsdagsgave, og ville straks købe én til kæresten i julegave; i dag kom han glad og sagde, at han havde fundet den. Så skulle han lige have et godt råd til det smykke, der skulle gemmes indeni – det er der også styr på nu!

Vi når vidt omkring i løbet af den 1-1½ time; han kan intuitivt mærke om jeg har haft en god uge og er i totalt overskud. Han får også læsset af – og vi lærer begge en masse af hinanden. På mange områder – i dag fik han en lektion i svensk musik; og jeg fik tilbuddet om en date med en af hans venner, han synes jeg skal møde… en 30-årig knægt! Pffff!!!

Men nu tænker jeg, at det efterhånden har udviklet sig til bilateral coaching? Jeg tror vist, at jeg skal opkræve gebyr for mit bidrag også – hvis han kan tage 55 € i timen… så kan jeg vel også få lidt for min lærdom og hjælp til kærestegaver?

Underholdende er det i hvert fald – og den bedste slutning på en arbejdsuge; en god fornemmelse i maven når klokken er 20 og træning, bad og mad er overstået og det er tid til weekend!

Ikke helt efter planen, meeeen…

 

Der skulle ellers ikke være nogen som helst slinger i valsen fra nu af; jeg havde højt og helligt svoret, at der ingen bøger skulle købes.

Der er mere end rigeligt på lager; og der skal alt andet lige lægges til side til den lange ferie… en måned uden løn skal jo hentes et sted samtidig med, at der er udgifter i den måned både i det ene og det andet land.

Men så er der jo det med viljestyrken! Jeg var faktisk på vej ud efter en gave til den ene af drengene, og idéen var en fotobog. Mit blik gled ned igennem hylderne i den smukkeste af den slags forretninger i byen – og selvom jeg vidste, at det var uopnåeligt skulle jeg lige kigge i dennne bog.

Jeg har villet have den i nok 10 år – men til 100 EUR står jeg altså af for en bog. Det er for dyrt uanset hvor smuk den er, syntes jeg… men drømme om den har jeg gjort i årevis. Da jeg så havde den mellem hænderne og sukkende skulle til at returnere den i reolen, fik jeg øje på prisen bagpå – 30 EUR!!! I anledning af forlagets jubilæum solgte de den til en latterlig pris – og så kunne jeg jo ikke styre mig!

Fotografen er Leni Riefenstahl… en kontroversiel personnage, som ikke desto mindre har lavet den ultimativt smukkeste fotobog af afrikanske etniske grupper.

Hun er nok mest kendt for at være Hitlers fiminstruktør – rigsfilminstruktør! Hun var ikke selv politisk engageret og forsøgte i 1935 at frasige sig at lave flere film for Riget. Det var dog hende, der filmede OL i Berlin i 1936 – og hun udtalte sig også særdeles fordelagtigt om Hitler som person.

Mange år efter krigen læste hun Hemingway og fik idéen om at tage til Afrika for at fotografere de indfødte. For hende blev det en slags ny start på livet som næsten 60-årig, da de ikke kendte til hendes fortid og dømte hende, og der er kommet fantastiske billeder ud af de årtier hun fotograferede i primært Østafrika.

Hun blev den første udlænding, der opnåede sudanesisk statsborgerskab, og hun var i Sudan sidste gang i 2000 som 98-årig for at besøge de stammer, hun havde knyttet sig til.

Det er en bog med gods i – hele historien om hendes liv, hendes rejser i Afrika og hundreder af sider med de mest utrolige billeder, som henfører én til andre breddegradder og mange nye rejsedrømme!

Der er billeder fra steder, som står allerøverst på min drømmeliste – Omo-dalen i verdens vugge i Etiopien; steder, hvor man skal rejse med gruppeleder – og det vil jeg som bekendt ikke. Men jeg kan nyde billederne – og der er visse som jeg kan nærme mig i marts.

I Senegal dyrker mændene brydning efter samme principper, som krigerne herover – og de turneringer skal jeg i hvert fald se.

Men bare – endelig – at have denne bog hjemme i reolen er en fryd for øjnene; jeg kunne simpelthen ikke overholde mine løfter i det sekund. I øvrigt var det også belgisk børnejul – Saint Nicholas – så en gave skulle jeg da have… og jeg skyndte mig ned på kunstmuseet efter arbejde for at finde den rigtige gave!

Så skyndte jeg mig at ringe til veninden og bare sige de magiske ord – Riefenstahl 30 EUR… så var hun også helt solgt, og jeg tør godt vædde på, at den også står i hendes reol nu! Hun troede nemlig først, at jeg gjorde grin med hende :-)

Penda-paladset…

Nu er det jo ikke sådan, at livet er gået i stå i ventetiden til min lange ferie… livet skal leves hver dag – og nydes. Det er jo heller ikke sådan, at jeg bare går og venter på afrejsen… eller tæller ned og holder øje med, at der er 7.404.000 sekunder til. Eller 123.400 minutter – eller 85 dage, 16 timer og 40 minutter til flyet letter. Jeg har faktisk slet ikke bestilt billetten endnu! Dog er datoen mere eller mindre fastlagt nu.

Men huset er lejet – mit Penda-palads! For Penda bliver jeg jo uvægerligt i en måned… det ved jeg; og det er meget nemmere for alle parter. For det første skulle det jo gøres – og det giver da et lille lyspunkt midt i al sneen. Så det er Penda-paladset… mit lille hus midt i landsbyen – det ser voldsomt stort ud på billedet, men det er det slet ikke.

Der er 110 m2 – men jeg skal jo ikke bruge hverken det ene værelse eller det ene badeværelse nedenunder. Jeg tager det på taget med udgang til terrassen. Det er heller ikke helt så basalt som de lokales huse – indrømmet. Men jeg vil dog gerne have et europæisk badeværelse og toilet…

Der er en rask lille gåtur til stranden, hvor fiskerne hver eftermiddag sælger friskfangede fisk til aftensmaden; der er små forretninger ikke langt fra og et mindre apotek. Hvis man skal i en bank er det med jungletaxaen, som de lokale busser hedder, og 15 km væk. Ellers kan jeg spørge den unge mand, som passer huset, når de franske ejere ikke er der.

Han er ikke en rigtig vagtmand, som man kan have boende permanent på grunden i de dyre huse til europæere. Han bor i nærheden, og det er ham, der skal hente mig i lufthavnen og give mig nøglerne til huset – og køre mig, hvis jeg vil og vil betale hans pris og ikke de offentlige transportmidler.

Hans bror er nu gift med datteren til de franske ejere, og de tilhører begge Baye Fall-sekten. Det er en senegalesisk minoritet, som lever efter sufismens principper – men samtidig er rastafarier, som man kan se. Hvilket principielt vil sige en underlig kombination af sjove cigaretter, muslimsk levestil og…. spændende bliver det under alle omstændigheder.

En lille have er der også; heldigvis har afrikanske haver (i landsbyen i hvert fald) ikke græs, der skal slås. Jeg skal højest vifte lidt med kosten rundt omkring – plukke en citron eller en mango af frugttræerne til madlavningen.

Adresser er ikke noget man beskæftiger sig med i landsbyen; jeg har skullet forklare til en lokalkendt, hvor jeg skal bo – og det foregår primært ved en beskrivelse af huset og navnet, som er Sunu Keur, som betyder vores hus på wolof.

Rejsebloggen er også meget klar i design; det åbenlyse navn var optaget – jeg har fundet et værdigt alternativ, som bliver min rejsedagbog for særligt indviede. Men der er lang tid til den bliver åbnet.. det er lange og stille forberedelser, som bare er dejlige!